Lediggang er roden til alt ondt

Arbejdsløsheden eksploderer i disse uger, og det er en tragisk situation. For den enkelte og for samfundet. At lediggang er roden til alt ondt, er så gammelt et bonmot, at det har karakter af en kliché, men sandt er det immervaek; talrige undersøgelser viser det, og de fleste af os kender det jo fra os selv: Det er dejligt at have fri, men absolut dådløshed er i sidste ende ikke sundt for os som mennesker. Vi bliver kede af det, modløse, traette, opgivende, og til sidst udgør alene en tur til bageren en fyldt kalender. Vi ved det godt: Man bliver syg af ikke at bestille noget, kun veritable livskunstnere kan holde det ud i laengden.

Så meget desto mere paradoksalt er det jo, at der i en tid med stigende arbejdsløshed stadig er tusindvis af ledige, ubesatte jobs. Vel at maerke jobs, der ikke kraever saerlige uddannelsesmaessige kvalifikationer. Dermed ikke sagt, at enhver f.eks. kan blive en god kassedame, for det kan enhver ikke. Det kraever mange menneskelige kvalifikationer og betydelig udholdenhed, hvad alle, der har prøvet at stå i kø et supermarked, kan bevidne. Nogle gange må det kraeve overmenneskelig styrke at sidde ved sådan en kasse, men de uddannelsesmaessige krav er små, så i den henseende kan snart sagt alle og enhver søge sådan et job, så hvorfor gør folk det ikke?

Det er klart, at niveauet for de sociale overførsler spiller en rolle.

Lige så gammel som førnaevnte bevingede ord er den politiske kliché om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det bliver sagt igen og igen, det bliver gentaget ved møder, i interviews og under valgkampe, men det kniber stadig med at realisere af den enkle grund, at det i dansk politik altid er ligheden, der er endemålet, der trumfer alt. Og hvis det skal kunne betale sig at arbejde, skal der vaere forskel, gerne markant økonomisk forskel, på at arbejde og ikke at arbejde. Sådan er det jo, men i Danmark er det meget svaert at sige det lige ud.

Men der synes også at vaere et andet aspekt i spil, nemlig spørgsmål om vaerdigt arbejde. Det er i grunden et maerkeligt begreb, men vi kommer ikke uden om, at nogle ganske enkelt føler sig for fine til at varetage bestemte jobs.

Arbejdsløsheden blandt nyuddannede akademikere er ganske høj, og lige om lidt strømmer det igen ud fra landets højere laereanstalter med kandidater af alle arter, og for dem er det ingen spøg at skulle møde et arbejdsmarked, der er praeget af coronakrisen. Det er en vaeldig opgave at sikre, at de ikke bliver generationen, der snublede i starten, for erfaringen viser, at hvis man først snubler, er det svaert at rejse sig igen senere i livet. Man kan spørge sig selv, om landets milliarddyre jobcentre er de rette til at bistå de unge mennesker – eller bistå nogen for den sags skyld. Det kan vaere svaert at se, hvad vi får for de penge, som jobcentrene koster.

Men først og sidst har de ledige akademikere også selv et ansvar. Et personligt ansvar. Som nyuddannet har man et naturligt ønske om at bruge sin uddannelse, og det er også i samfundets interesse, at det sker. Men mens man venter på det rigtige job, må man selvfølgelig søge det arbejde, der er at få. At gøre rent eller sidde i kassen er ikke under nogens vaerdighed, det er tvaertimod yderst vaerdigt, for det eneste vaerdige er at forsørge sig selv, snarere end at lade sig forsørge af andre, ganske uanset om man har en lang statsfinansieret uddannelse bag sig eller ej.