Gensyn med Machiavelli: Det onde først, dernaest magtens mildhed

Den såkaldte genåbning er over os med alle de farer, som ligger i en tilbagevenden til det, vi anser for samfundets normaltilstand. Vi glemmer lykkeligt, at en ny normal allerede er over os.

I Europa svinger coronatallene. USA, Latinamerika, Rusland og Afrika ligner katastrofer. Politikerne gør forståeligt nok deres bedste for at berolige sindene. Men er det klogt?

Måske skulle de laese Niccoló Machiavelli, Renaessancens førende politolog. Machiavelli anbefalede sin fyrste den tidligst mulige indførelse og den senest mulige ophaevelse af restriktioner og sanktioner. At give køb på halvvejen for derefter at genoprette et skarpere regime er opskriften på alvorlige optøjer.

Den respekt, som mange europaeiske ledere har vundet med deres faste optraeden, vil gå tabt, hvis lettelserne munder ud i epidemiens tilbagevenden. Alt for mange bruger og misbruger sommerens frihed uden tanke for en mulig fimbulvinter. Franske, italienske og britiske uromagere skal ikke undervurderes. Sidste weekends uro i Stuttgart, drevet af alkohol, stoffer og kriminel ødelaeggelsestrang, er den blinkende advarsel.

Det er chokerende at se den letfaerdighed, hvormed folk faerdes uden masker, uden afstand, uden hensyntagen til sig selv og andre.

Går det galt, bliver nye stramninger den nødvendige følge. Disse kan hurtigt koge over i sammenstød mellem udisciplinerede masser og en statsmagt, der har røbet sin udygtighed. Isaer de unge og midaldrende er på gaden, på stranden og ude i nattelivet med en ansvarsløshed, som ville de sige: ”Sygdom? Det er de andre.”

Dybere, til dels paradoksale problemer spiller ind i den globale sundhedskrise, som også er en politisk krise. Mange laenges efter lys og frisk luft, efter bevaegelse, efter selskab. Andre, isaer teenagere, forskanser sig inden døre og fordriver tiden på mobilen med såkaldte venner, som de aldrig vil møde personligt. Hvor meget dette skyldes coronaen og hvor meget ugidelighed, traenger til en undersøgelse. Forlaenges isolationen, risikerer vi om 20-30 år at stå med en generation, for hvem demokratiets faellesskab er et fjernt, måske fjendtligt begreb.

En amerikansk ven, der førhen øvede sig i optimisme vedrørende USA’s fremtid, fortaeller om et sindelagsskifte. Donald Trumps ikke ligefrem Forenede Stater vakler mod afgrunden. Det Hvide Hus har ingen strategi vedrørende racehad og vold i gaderne, men er optaget af at pleje en psykisk ustabil praesident.

Antallet af coronasmittede overstiger to millioner, 120.000 er døde. Økonomien smuldrer, afsporede hvide med hagekorssymboler, sydstatsflag og stormgevaerer kraever en personlig frihed hinsides al demokratisk respekt for helheden.

Trump står i coronakrisen med blod på haenderne. Han truer retssamfundet og Vestens sammenhold. Hvad han kan finde på, såfremt han taber valget om godt fire måneder, står hen i det uvisse.

Vi befinder os i en ny politisk geografi. Farbare veje skal udstikkes, slugter og sletter kortlaegges, floder reguleres, ihukommende de jordskaelv, som tidligere tiders epidemier forårsagede. Økonomierne vil rette sig, men til fordel for hvem? For de velstående? For de ringe stillede? Gaet selv.

Machiavelli beder hilse fra sin sarkofag i Firenzes Helligkorskirke.

Fast styring, staerke nerver, rettidig omhu kraever store ledere. De fleste er temmelig små.

Sidste weekends uro i Stuttgart, drevet af alkohol, stoffer og kriminel ødelaeggelsestrang, er den blinkende advarsel.