Miljøministerens lovforslag skader mere, end det gavner

Miljøministeren bør raekke hånden ud til os landmaend og skovejere, som kan og vil forvalte naturen – anerkend vores indsats, og inviter til et samarbejde.

Midt i coronakrisen er et lovforslag fremsat af miljøminister Lea Wermelin ubemaerket på vej igennem Folketinget. Det er forslaget om forbud mod gødskning og sprøjtning på paragraf 3-arealer.

I 1992 indførte man i Naturbeskyttelsesloven begrebet paragraf 3-arealer, som bl.a. omfatter søer og vandløb samt heder, moser og lignende og strandenge. På disse arealer må der ikke foretages aendringer i tilstanden af de beskyttede naturtyper.

Sammen med beskyttelsen af de vaerdifulde og artsrige arealer i

1992 lod man også nogle markarealer beskytte mod videre intensivering. Beskyttelsesordningen har ikke vaeret til hinder for, at arealernes hidtidige benyttelse kunne fortsaette.

I forslaget laegges der op til, at et areal på mindst 37.000 ha eller det, der svarer til mindst tre fjerdedele af Falster, ikke laengere må gødes eller behandles med sprøjtemidler. Det er de enge, der bl.a. bruges til graes til vores husdyr. Enge, der er en del af grundlaget for bl.a. vores maelke- og oksekødsproduktion i Danmark igennem århundreder.

Miljøministeren motiverer forslaget med, at det er for at beskytte naturen.

Det, miljøministeren helt overser, er, at de landmaend hun nu vil straffe ved, at det fremover ikke er på de arealer, de skal høste graes til deres dyr, er de samme landmaend, der i århundreder har beskyttet den natur og de åbne englandskaber.

I Danmark har vi i dag over 200.000 ha, som bl.a. tidligere var lignende enge, men hvor samfundsudviklingen har gjort, at de ikke er lønsomme at drive. Disse arealer er nu sprunget i krat. Arealer, man ønsker at få ryddet, da naturen ikke har det godt dér.

Staten og EU afsaetter penge til pleje og drift af disse arealer med bl.a. husdyr, men pengene raekker kun til en meget lille indsats. Så om nogle år, forudser jeg, kommer der endnu flere arealer til, som er plejekraevende, hvis man skal bevare en god natur. Det er de samme arealer, som landmaend nu tvinges til at opgive. Dermed kan forslaget ligefrem ende med at blive et tilbageslag for naturen.

Forskere fra både Københavns og Aarhus’ universitet har da også udtalt, at miljøministerens forslag ikke umiddelbart vil forbedre og gavne naturen.

Men med forslaget sender miljøministeren et langt farligere signal. Den ejendom, man den ene dag ejer, og som danner et grundlag for ens levevej, kan staten inddrage over natten.

Dermed synes et flertal i Folketinget at vaere godt i gang med at rykke ved en anden grundpille i vores samfund, nemlig forudsigeligheden om en ejendoms vaerdi. Danmark er kendetegnet ved, at vi ret praecist kender ejerforholdene af hver kvadratmeter af landet. Sikkerheden omkring disse ejerforhold har dannet grundlag for finansiering af ejendommene, idet kreditgiver kender sin sikkerhed for at yde et lån.

... med forslaget sender miljøministeren et langt farligere signal. Den ejendom, man den ene dag ejer, og som danner et grundlag for ens levevej, kan staten inddrage over natten.

Som landmand og skovejer er jeg stolt over, at jeg, mine kolleger og