Vi fik følelsen af at tilhøre et faellesskab, da vi underlagde os samfundssindets isolation

Mette Frederiksen meddelte med stor myndighed, at store dele af Danmark skulle lukkes ned. Det blev accepteret af befolkningen, også de unge, der i årevis var blevet skaeldt ud for at vaere egoistiske. De var parate til at give afkald på egne goder til fo

Forleden gik jeg en tur i den sommergrønne skov, og det var som at gå med Grundtvig, hvor han synger: »Velkommen i den grønne lund, hvor fuglene de sjunge,« for sådan var det.

Luften var fuld af fuglesang, og fra en solbeskinnet lysning i naerheden blev fuglenes kvidren suppleret af glade barnestemmer. Her var nogle skoleklasser, som coronaen og det gode vejr havde sendt ud i det fri.

Jeg passerede taet forbi en tredjeklasse med en snes børn og to laerere, en mand og en kvinde, og den lethed, hvorved laererne udøvede deres autoritet, var påfaldende. Her var intet råberi, ingen krav om at gå på raekker og ingen skaeldud, men derimod venlige henstillinger i en fri og afslappet omgangstone. Det var klart, at laererne havde en myndighed, som børnene respekterede, og da børn og voksne forlod pladsen, skete det i rolige klynger med laererne slentrende midt imellem dem.

Det var et dejligt syn. Egnet til at blive glad over, for det var jo sådan en skole, vi drømte om, da jeg for mange år siden var aktiv i skolepolitikken og tilhørte en gruppe af såkaldt reformpaedagoger, der arbejdede ihaerdigt på at afskaffe den autoritaere paedagogik med dens krav om lydighed, fysisk afstraffelse og nationalistisk historieundervisning.

Vi var kritiske, men pegede også på andre måder at lave skole på. Debatten kunne vaere hård. Vi blev beskyldt for at vaere nedbrydende og samfundsundergravende, men på mange områder vandt vi, og når man i dag ser på de generationer, der er gået i den skole, der blev resultatet af vores bestraebelser, må man ønske dem tillykke.

Vi har fået et folk af selvstaendigt taenkende borgere, der godt nok har laert at vaere kritiske over for enhver autoritet, men som også har laert at arbejde sammen med andre i grupper. Den frie paedagogik har sejret, og det på en så overvaeldende måde, at den i dag opfattes som en selvfølge. Det er en kaempemaessig bedrift.

Her skal det indskydes, at autoritet kan vaere et besvaerligt begreb. Det er fejlagtigt blevet udlagt som et udtryk for et ønske om magt til at bestemme over andre, og det har mange reageret imod, herunder også den gruppe af skolefolk, som jeg selv tilhørte i sin tid.

Vi kaldte os antiautoritaere, og vi opfattede skolens undervisning som en snedig måde at indskraenke elevernes frihed på, men der tog vi fejl. Vist var megen skolegang praeget af åndsforladt terperi, men i Kristen Kolds og Grundtvigs faedreland burde vi vide, at undervisning også kan vaere frigørende.

Vi burde også have vidst, at udøvelse af autoritet ikke kan sidestilles med regulaer magtudøvelse. Autoritet er baseret på relationer. Dette princip gaelder i skolen såvel som i samfundet.

I skolen skal laereren optraede med en sådan myndighed, at eleverne anerkender hans eller hendes autoritet. Hvis det ikke sker, bliver der uro i klassen, og hvis laereren derefter griber til trusler og vold for at genoprette en tabt orden, er der tale om en magtudøvelse, hvor den gensidige respekt bliver afløst af undertrykkelse og frygt.

Det samme gør sig gaeldende i forholdet mellem et lands regering og dets folk. Hvis borgerne ikke anerkender statens myndighed, må staten gribe til magtmidler, og så risikerer man at ende i en politistat.

I den aktuelle situation har det vist sig, at befolkningen har accepteret Mette Frederiksens udøvelse af autoritet. I diskussionen om coronanedlukningen ser det imidlertid ud til, at nogle debattører og politikere ikke gør det samme.

De opfatter tilsyneladende restriktionerne som ren og skaer magtudøvelse. Nogle er ligefrem gået så vidt, at de sammenligner Mette Frederiksen med en diktator og Danmark med Nordkorea. En enkelt af de helt eddikesure har endda sammenlignet hende med Donald Trump.

Det er imidlertid en fejlagtig opfattelse af, hvad ansvarlig autoritetsudøvelse indebaerer. Disse meningsfabrikanter ved åbenbart ikke, at autoritet kun kan udfoldes i et faellesskab, hvor parterne respekterer hinanden, men deres uvidenhed har aldrig stået i vejen for deres meningsudgydelser, så de har hamret løs på tasterne, og i en tilsyneladende uendelig strøm af kronikker, klummer og debatbøger har de kritiseret ungdommen nu om dage for at vaere en selvoptaget generation, der ikke har andre autoriteter end sine egne lyster.

Skylden for dette påståede forfald er blevet lagt på mange skuldre, dog med undtagelse af deres egne, så snart har det vaeret kulturradikalismen, snart familiens opløsning, snart manglen på den rette kristentro og snart reformpaedagogikken, men faelles for al denne elendighed er manglen på en fast oppefra kommende autoritet.

Man forstår, at det alt sammen er uhyre trist og begraedeligt, men heldigvis er det også forkert. Det har coronaen vist med stor tydelighed.

Meningsfabrikanter ved åbenbart ikke, at autoritet kun kan udfoldes i et faellesskab, hvor parterne respekterer hinanden, men deres uvidenhed har aldrig stået i vejen for deres meningsudgydelser.

Da coronaen kom, stod Mette Frederiksen frem i fjernsynet og meddelte med stor myndighed, at store dele af det danske samfund skulle lukkes ned. Den autoritet, hun derved viste, blev accepteret af befolkningen, og det gjaldt også de unge fra den generation, der i årevis var blevet skaeldt ud for at vaere egoistisk og selvcentreret.

Det viste sig, at de unge var parate til at give afkald på egne goder til fordel for det faelles bedste, og med denne solidariske optraeden dementerede de alle debattørernes negative meningsklichéer.

Ja, hele befolkningen bakkede op om restriktionerne og viste derved et beundringsvaerdigt samfundssind. Det gav samtidig en varmende følelse af at leve i et faellesskab, kald det en nation eller et folk.

Jeg møder ofte mennesker, der spontant giver udtryk for, at dette har givet dem en stor glaede over at vaere borgere i Danmark. Når det har kunnet lade sig gøre, haenger det uden tvivl sammen med de frie former for autoritetsudøvelse, som flertallet af danskerne har mødt i den danske folkeskole.

Vi er derved blevet til et folk af frie, selvgående borgere – og hurra for det. Her kan man virkelig tale om en danskhed, som der er al mulig grund til at lovprise. Så velkommen i den grønne lund, hvor fuglene synger, og børnene ler.

det sådan lidt herremandsagtigt. For hvor står vindmøllerne?«

Han er direkte og også med på noget sjov, borgmesteren, og på Youtube kan man opleve ham i en ”Hjørring Live-video”, hvor han giver den som James Bond med solbriller og punchlines som ”Navnet er Boelt, Arne Boelt” og ”Let’s make Hjørring great again.”

Stiller Arne Boelt op som borgmester igen i 2021?

»Ja, jeg har meddelt partiforeningen, at jeg er klar igen, hvis de ønsker det, for der er stadig nok at gøre. Men jeg har det også sådan – og det kan måske lyde underligt – at min verden vaelter ikke, hvis jeg ikke blive borgmester igen, for ligesom en tillidsmand tager man et enormt slaeb som borgmester,« siger han.

Din kamp mod ulighed. Burde du ikke kaempe den i Folketinget?

»Det er der mange, der har sagt til mig, men jeg holder for meget af min kone til at sidde på Christiansborg,« siger han med et smil og tilføjer:

»Jeg tror ikke, at den kultur passer til mig. Jeg er sådan en handlingens mand.«