IMF: Vejen ud af coronakrisen bliver barsk og meget lang
Ingen er laengere i tvivl om, at coronakrisen har resulteret i den vaerste nedtur siden Depressionen, men den økonomiske genrejsning bliver om end endnu mere udfordrende og vil komme til at tage meget lang tid.
»Vi befinder os i en krise, som ingen anden; og vi står foran et opsving uden fortilfaelde.«
Sådan sammenfatter Gita Gopinath den verdensøkonomiske situation netop nu.
Hun er cheføkonom for Den Internationale Valutafond (IMF), der netop har offentliggjort en opdateret prognose for den globale økonomiske udvikling i år og naeste år.
Den globale recession er den vaerste siden Depressionen i 1930’erne – udløst af coronapandemien, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO endnu ikke har nået kulminationen, og forude kan vente den anden virusbølge, som stadig flere regeringer og økonomer frygter.
Mange lande har påbegyndt processen med at genåbne samfundet efter en nedlukning af historiske dimensioner, og den øgede aktivitet synes adskillige steder at have ført til en opblussen i antallet af nye smittetilfaelde.
Det gaelder ikke mindst i USA, verdens største økonomi, hvor 30 stater i den seneste uge har oplevet en stigende trend i antallet af smittetilfaelde.
I USA’s folkerigeste stat, Californien, blev der tirsdag registreret 5.019 nye coronatilfaelde – det hidtil højeste i første bølge af pandemien. I Texas, der har 29 mio. indbyggere mod Californiens 39,5 mio., blev der tirsdag registreret 5.489 nye tilfaelde – ligeledes et rekordhøjt antal.
Endnu vaerre er udviklingen i Arizona med 7,3 mio. indbyggere, hvor der tirsdag blev registreret 3.593 nye coronatilfaelde.
Opsvinget
De amerikanske data tjener ifølge IMF til at understrege den usikkerhed, der knytter sig til alle økonomiske prognoser; simpelthen fordi det endnu ikke er muligt at ane bare konturerne af, hvornår pandemien vil vaere ved at ebbe ud.
Når IMF naerer så stor skepsis i forhold til det opsving, som skal traekke verden ud af coronakrisen, skyldes det tre fundamentale forhold:
Coronapandemiens globale N natur vil gøre det meget svaert for eksportafhaengige økonomier som bl.a. Danmark at arbejde sig ud af krisen. Processen med at mindske indkomstforskellene mellem industrilande og udviklingslande vil også vaere i fare, fordi der i år vil vaere tale om en synkron nedtur på minus 8,0 pct. i industrilandene og minus 3,0 pct. i udviklingslandene – eller minus 5,0 pct., hvis Kina ikke medregnes. Over 95 pct. af verdens lande vil i år have en negativ vaekst i bruttonationalprodukt (bnp) pr. indbygger.
Efterhånden som de enkelte N lande genåbner, vil den økonomiske aktivitet vaere ujaevn. På den ene side vil et opsparet forbrugsbehov vaere synligt inden for sektorer som detailhandelen, men på den anden side vil kontaktintensive sektorer som hoteller, rejser og turisme vaere underdrejet i lang tid fremover. Lande med en stor turistafhaengighed vil derfor kunne vaere negativt påvirket i meget lang tid fremover.
Arbejdsmarkedet er blevet N meget hård ramt og i rekordtempo. Det gaelder i saerlig grad for lavindkomstgrupper og mennesker i den lavere ende af uddannelsesskalaen, der ikke har mulighed for at arbejde fra hjemmet. Herudover har det lange udsigter, før arbejdskraftintensive sektorer som turismen er tilbage på et beskaeftigelsesniveau som før krisen, hvilket vil øge fattigdommen og indkomstuligheden.
»Hovedparten af verdens lande har set en meget hurtig og dybtgående indsats fra regeringer og parlamenter, og globalt er den samlede finanspolitiske støtte nu oppe over 10 bio. dollars (66 bio. kr.), ligesom centralbankerne pengepolitisk har støttet med rentenedsaettelser, likviditetsstøtte og støtteopkøb af stats- og erhvervsobligationer,« siger Gita Gopinath.
Beløbet skal saettes i forhold til, at IMF har beregnet,
IMF
EU-Kommissionen
Verdensbanken
OECD
IMF at det samlede globale produktionstab under coronakrisen vil blive på 12,5 bio. dollars eller godt 83 bio. kr.
Modsat finanskrisen for 12 år siden, hvor bank- og finansindustrien var hårdt ramt, har den i dag anderledes velkapitaliserede sektor denne gang kunnet yde et aktivt bidrag ved at hjaelpe mange isaer små og mellemstore virksomheder med at stå igennem krisen, anfører IMF i prognosen.
Arbejdsløsheden
For regeringerne er arbejdet langtfra overstået, den dag coronakrisen er ved at vaere ekspederet ind i historiebøgerne.
Mange lande vil vaere tvunget til at opbygge en vaesentlig større kapacitet i sundhedssektoren; herunder en 14. april 2020 6. maj. 2020 8. juni 2020 10. jun. 2020 24. juni 2020 langt større kapacitet til at teste, opspore og isolere; samt vaere i stand til at få borgerne til at holde fysisk afstand og baere ansigtsmasker langt ind i fremtiden.
»De barske realiteter vil vaere, at de lande, der forsømmer at opbygge denne kapacitet, vil stå ualmindeligt dårligt rustet, naeste gang en større epidemi eller pandemi rammer. Denne kapacitetsopbygning skal gennemføres, uanset om der kommer en coronavaccine,« fastslår Gita Gopinath.
I en rum tid vil staterne vaere nødt til at holde hånden under de borgere, der er hårdest ramt af coronakrisen. Det gaelder ikke mindst dem, der er blevet arbejdsløse.
»Vi taler imidlertid ikke kun om økonomisk støtte, men i lige så høj grad om efteruddannelse og omskoling til sektorer, hvor der forventes et stigende behov for arbejdskraft. Det vigtigste er at undgå en høj strukturel arbejdsløshed og da isaer ungdomsarbejdsløshed,« betoner Gita Gopinath.
Et andet område, hvor de enkelte lande er tvunget til at ruste sig, er den bølge af konkurser, der kan komme, i takt med at hjaelpepakker udfases, og at virksomheder, der har fået udskudt skat og kunnet optage statslån eller statsgaranterede lån under krisen, ikke hurtigt nok kan bringe omsaetning og pengestrøm tilbage på et førkriseniveau og derfor ender i solvensproblemer.
Da en konkursbølge vil ramme banksektoren, er det nødvendigt, påpeger IMF, at alle regeringer sikrer sig, at de har det nødvendige beredskab til at kunne håndtere et stigende antal nødlidende lån og betalingsstandsninger.
»Endelig skal de lande, hvor det finanspolitiske råderum tillader det, fokusere mere på klimavenlige offentlige investeringer som led i at stimulere det økonomiske opsving og at nå de langsigtede mål i FN’s Klimaaftale,« understreger IMF i prognosen.
På mellemlangt sigt, når coronakrisen kan siges at vaere overstået, venter den naeste udfordring i form af de enorme gaeldsstigninger, der har kunnet iagttages de seneste måneder.
»Den offentlige gaeld ventes i år at nå det højeste niveau i forhold til bnp, der nogensinde er registreret. Det gaelder såvel industrilande som udviklingslande. Derfor vil landene vaere tvunget til at føre en sund finanspolitik ved at skaere ned på unødvendigt forbrug, udvide skattegrundlaget, mindske skatteunddragelse og – i nogle lande – få større progression i skattesystemet,« siger IMF’s cheføkonom.
som den er beskrevet ovenfor – kan lade sig gøre, skal følgende ske:
Der skal laves en konkret N strategi for virksomheden, som kan brydes ned i mindre dele.
Der skal udstikkes mål og N succeskriterier (KPI’er) for hver enkelt medarbejder, som sikrer realiseringen af strategien.
Medarbejderen skal evalueres, N eventuelt på en skala (under, over eller på gennemsnitlig praestation), og mange får en bonus, der er bundet op på evalueringen.
Og her kommer vi til problemerne, fordi i praksis betyder det, at:
målene dumper ned i hovedet N på medarbejderne. Vaersgo’. Det er ikke motiverende at få mål stukket ud. Hvad nu, hvis man ikke synes, det er sjovt eller giver mening?
målene og KPI’erne bliver N også stukket ud, og måske er de ikke laengere relevante, når man er halvvejs med året? Skal man så blive ved for at få sin bonus?
evalueringen foretages af N chefen (ofte afstemt med den øvrige chefgruppe), og det er et stort problem, for chefens vurdering siger faktisk mere om chefen end om medarbejderen. Når vi peger med en finger – og det gør vi, når vi vurderer andre mennesker – gør vi det med afsaet i det, der er vigtigt eller rigtigt for os selv. Det er med andre ord en projicering eller spejling af det, der bor i den person, der evaluerer. Det er efterhånden et etableret faktum (laes f.eks. Dan Pinks ”Drive”), at medarbejderne ikke motiveres af evalueringer og bonusser. Tvaertimod var mange helst fri for dem.
Hvad gør vi så? Er der en alternativ model?
Det helt store buzzword, når vi taler fremtidens lederskab, er selvledelse. Altså en model, hvor medarbejderne leder sig selv i små teams.
Den nye chef bliver virksomhedens formål. Den enkelte medarbejder bestemmer selv, hvilke roller og opgaver han eller hun vil løse for at tjene formålet. Medarbejderen saetter også sine egne mål og kan til enhver tid rette op på målene. I den rene version af selvledelse bestemmer medarbejderen også selv sin løn, og det giver faktisk utroligt meget mening, for det baerende princip i fremtidens lederskab er et reelt medejerskab og ansvarlighed for formålet. Det er ikke medarbejderens interesser mod chefens, når der skal forhandles løn.
I den model er der ekstra behov for klart formål, høj transparens, klare rammer og regler samt effektiv (ikke meget) kommunikation. Det er ikke let, men det kan lade sig gøre.
De virksomheder, der organiseres sådan, rapporterer om bedre resultater, mindre arbejdstid, mere mening og markant højere arbejdsglaede.