Vores dårlige samvittighed må ikke blokere vejen til fremtidens Grønland

Der bor 56.000 mennesker i Grønland. To af dem repraesenterer verdens største ø i det danske folketing. De var den største oplevelse, da Folketinget forleden holdt afslutningsdebat forud for sommerferien.

Aaja Chemnitz Larsen (Inuit Atagatigit) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) holdt et par spaendende og meget anderledes indlaeg i forhold til deres danske folketingskolleger. Naturligvis koncentrerer de to grønlandske repraesentanter sig om forholdet mellem Danmark og Grønland – og om Grønlands forhold til den øvrige verden i skaeret af den overvaeldende interesse, stormagter som USA, Rusland og Kina på det seneste har vist for Grønland.

De to grønlandske folketingsmedlemmer gik på talerstolen på et tidspunkt, hvor der dels bejles til Grønland fra mange sider – dels på et tidspunkt, da en stor gruppe grønlaendere, isaer de unge, tager afstand fra Danmark. Mange unge grønlaendere – og i vid udstraekning de bedst uddannede – ønsker total selvstaendighed. De ser ikke nogen fremtid for Grønland i et fortsat rigsfaellesskab med Danmark. Vi kan selv, og vi vil selv, siger de.

I betragtning af denne situation var de grønlandske folketingspolitikeres indlaeg en fornøjelse. De var praeget af en forsonlig, varm tone. De glaedede sig over forståelse og samarbejdsvilje hos mange danske folketingsmedlemmer – og de opfordrede Folketinget til at vaere mere opmaerksom på Grønland. Der var noget højskolepraeget over de to grønlaenderes indlaeg, som en del af de danske folketingsmedlemmer kunne laere af. Der var luft over de grønlandske indlaeg og frisk ilt til det videre samarbejde mellem Grønland og Danmark. Talerne bad om større dansk forståelse og mere klarsyn – på rigsfaellesskabets vegne. Talerne udtrykte visioner om en fremtid sammen med Danmark. Men med grønlandsk høflighed formåede de alligevel også at sige, at Danmark må flytte sig.

Der er ingen tvivl om, at Danmark må laere at se på Grønland med andre øjne end hidtil. Vi må i højere grad begynde at se en partner i stedet for en koloni, se samarbejdsmuligheder i stedet for bloktilskud, se et reelt faellesskab i stedet for et rigsfaellesskab på danske praemisser. Kongehuset har gennem årene ydet en stor indsats i forhold til Grønland. Men et sandt faellesskab er for de unge grønlaendere ikke daekket ind, fordi ”Dannebrog” af og til anløber Nuuk. Det danske syn på Grønland er givetvis stadig praeget af fordomme og af såvel naiv romantik som gustent overlaeg. Og måske aller mest praeget af dårlig samvittighed, hvad der i høj grad er grund til. Men nu må tiden vaere inde til, at den skrammede fortid får lov at vaere. Nu må vi, Danmark og Grønland, starte på en frisk.

Det danske folketing må saette Grønland på dagsordenen. Start med at sige undskyld én gang for alle – for tvangsforflyttelser, for fjernelse af børn, for løgne og tomme løfter. Undskyld. Og lad os så komme videre – sammen. Nu skal vi danskere også kunne ranke ryggen og se grønlaenderne i øjnene – og stikke hånden frem (trods corona) – og sige: Kaere venner – hvad kan vi bruge hinanden til, og hvordan kan vi sammen gøre både Grønland og Danmark til et bedre sted at leve?

Naivt? Ja, det kan godt vaere. Men det er nødvendigt. Vi har holdt mund så laenge – og veget uden om i så mange år – at der skal kraftige stemmer til for at råbe det unge Grønland op. Det skal vi begynde at gøre – nu. Ellers kommer kongeskibet en dag til at mangle en kajplads.

Kaere venner – hvad kan vi bruge hinanden til, og hvordan kan vi sammen gøre både Grønland og Danmark til et bedre sted at leve?