Utopi at redde alle: Ejere udpeger krisens ofre

Staten stopper den kunstige ilt til erhvervslivet. Bankerne gør det samme. Det er nu, at ejerne skal traede i karakter. Men det er langt fra sikkert, at de gør det.

Coronakrisen taerer på erhvervslivets kapitalbuffer. Det kan ikke vaere meget anderledes, når en så massiv økonomisk krise rammer de danske virksomheder med en så voldsom og abrupt styrke.

Men hjaelpen fra staten har også vaeret tilsvarende hurtig og omfattende tilsat udbredt samfundssind fra bankerne, der har udvist stor velvilje.

Det har lagt mange selskaber ned, og hele brancher har fået redningsvest på for at undgå druknedøden. Det har givet dem tiden til at rette deres forretningsmodeller ind efter coronakrisens nye virkelighed, tilpasse sig fremtiden og ikke mindst tid til at finde ny kapital, hvis det er nødvendigt.

Og det er det nu. De statslige hjaelpepakker er på tilbagetog, bankerne finder den konservative kreditpolitik frem igen, og den danske økonomi er ved at finde fodfaeste i takt med, at restriktionerne for at inddaemme smittefaren lempes. Redningsvesten løsnes, og alle skal snart kunne flyde selv.

Det er langt fra sikkert, de kan det. Men det er ikke kun coronakrisens skyld. Den globale pandemi har et stort ansvar for den økonomiske smertesild, men dansk erhvervsliv var også skrøbeligt inden coronakrisen.

Nye undersøgelser fra bl.a. DI viser, at 7.000-8.000 virksomheder står til at tabe egenkapitalen på grund af coronakrisen.

En overvejende del vil komme fra de mest udsatte erhverv som eksempelvis hoteller, restauranter og store dele af detailhandlen. De hang nemlig i tovene i forvejen og har ikke haft kraefter til at laegge penge til side til dårlige tider.

De fleste glemmer måske, at mange års økonomisk opsving langt fra er kommet alle til gode. I 2018 kørte således 4 af 10 af de godt 280.000 virksomheder, der ifølge analysefirmaet Bisnode aflagde regnskab, med underskud.

Der var før coronakrisen brug for en hovedrengøring, og det er der også efter coronakrisen.

De meget lave renter, der nu formentlig vil fortsaette i en rum tid endnu, bevarer alt andet lige erhvervslivet i status quo.

Prisen på gaeld er så billig, at der skal en meget stor gaeldsbyrde til for at vaelte laesset. Nu kommer coronakrisen og udstiller de svageste. De er i krisens første faser blevet hjulpet på linje med andre ramte virksomheder. Men nu stopper støttefesten langsomt men sikkert, og alle skal kunne flyde af sig selv.

Det retter fokus mod ejerne. De skal komme med den manglende kapital. Det presser ikke kun de virksomheder, der af den ene eller anden grund var udsatte før krisen.

Havde de behov for at genopfinde sig selv og finde en vej ud af en strukturel klemme for et halvt år siden, er pinen kun blevet så meget større. Uden rettidig omhu og en fremtidssikret forretningsplan er det svaert at se en udvej. Det kan ikke vaere meget anderledes.

Men der er også en helt anden type virksomheder, som maerker presset. Det er virksomhedsejere, herunder kapitalfonde, som optimerer deres afkast ved at lade deres selskaber køre med en stram, trimmet kapitalstruktur.

Det giver ikke meget sul på kroppen til en kold, regnvejrsdag og slet ikke til en måneder lang coronakrise. Når der så laegges til, at krisen også har afsløret store svagheder i de globale forsyningskaeder, udløst endnu flere sociopolitiske usikkerheder og genvakt en mere konservativ tilgang til risikostyring er finansiel robusthed blevet et must.

Det siger sig selv, at bankerne har det på samme måde.

Det betyder, at bolden endelig er spillet over til ejerne. Det er dem, der rettelig skal sidde med ansvaret, risikoen og selvfølgelig også muligheden for den største gevinst.

Det er langt hen ad vejen en nøgtern vurdering af forretningsmodeller, granskning af organisationers samlede kompetencer og ikke mindst modet til at taenke stort, der afgør investeringsviljen.

Redningsvesten løsnes, og alle skal snart kunne flyde selv. Det er langt fra sikkert.

Det bør statslige hjaelpepakker, beskatningsregler og finanspolitiske investeringspakker ikke aendre afgørende på. Alle kan og skal ikke reddes fra coronakrisen. Der er tilmed oprettet en statslig krisefond, der ved regulaere markedssvigt kan samle konkurstruede, samfundsbaerende virksomheder op.

Det kan lyde kynisk, men det er den dynamik, som omstillingen af dansk erhvervsliv til en mere digital og baeredygtig fremtid har brug for.