Sydslesviger kan ikke blive dansk: »Jeg har sunget det danske flag op og ned«

Christina Jacobsen er opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig, har gået i dansk skole og bor i Danmark. Men det er ikke nok til at blive dansk statsborger.

32-årige Christina Jacobsen gik egentlig rundt og taenkte, at hun var dansk. Hun er opvokset som en del af det danske mindretal i den lille by Enge-Sande i Sydslesvig, hun har gået i dansk børnehave, dansk grundskole, på det danske gymnasium DuborgSkolen i Flensborg – og de seneste 14 år, siden hun var 19 år, har hun boet i Danmark.

I sommeren 2018 søgte hun om at blive dansk statsborger. Det handlede ikke kun om det praktiske i at slippe for bureaukratiet, når hun skal have medicin med på en rejse uden et dansk pas, eller som da hendes tyske kørekort ikke laengere var gyldigt i Danmark, og da hun købte et hus for et par år siden i Kollund ved Kruså.

Hendes fremtid var – og er – i Danmark, mener hun. Men den 15. juni 2020 – praecis 100 år efter Sønderjyllands genforening med Danmark – tusindvis af dansksindede måtte leve videre i Tyskland – ankom et svar fra Flygtningeog Integrationsministeriet i Christina Jacobsens digitale postkasse.

Desvaerre kunne hun ikke blive dansk statsborger, fordi hun ikke havde bevist, at hun er dansksindet. Begrundelsen var, at Christina Jacobsen som voksen har boet i Sydslesvig uden at vaere medlem af en af det danske mindretals foreninger.

»Der står i brevet, at jeg er velkommen til at søge igen. Men det nytter jo ikke noget, da jeg ikke kan aendre på historien. Jeg kan jo ikke gøre mig mere dansk, end jeg er,« siger hun i dag.

Christina Jacobsen forklarer, at der er tale om få måneder uden medlemskab. Efter gymnasiet flyttede hun til England, og da hun kom hjem, boede hun tre måneder hos sine foraeldre i Sydslesvig, inden hun flyttede til Aarhus for at laese. I de måneder var hun – 19 år gammel – ikke medlem af f.eks. Sydslesvigsk Forening eller Graenseforeningen, og som der står i afslaget fra Flygtninge

og Integrationsministeriet, så har hun derfor ikke bevist, at hun er dansksindet.

»Det gav ingen mening for mig dengang at melde mig ind. Jeg var jo på vej til Danmark. Men egentlig synes jeg også, at det er maerkeligt, at jeg på denne måde skal bevise mit sindelag,« siger Christina Jacobsen.

Fjerde generation

Christina Jacobsen forklarer, at hun endda har sendt sin families stamtrae med i ansøgningen til ministeriet. Her kan man finde generationer, der har levet taet op ad den nuvaerende graense med dansk indfødsret i fire generationer, og som har talt både frisisk, plattysk og sønderjysk. Hendes foraeldre er begge en del af mindretallet, og sproget i hendes barndomshjem har vaeret »en god blanding af dansk og tysk«.

»Det har ikke altid vaeret let at vokse op i en lille by, hvor vi ikke var ret mange danskere. Jeg har da nogle gange følt mig udenfor i det samfund, så det har kostet mig noget at holde fast i det danske. Som børn mødte min bror og jeg udklaedte op til fastelavnsfest på den tyske landsbyskole, som vi var blevet inviteret til, for blot at få at vide, at vi ikke måtte vaere med,« siger Christina Jacobsen, som mener, at skolegangen bør vaere nok til at blive opfattet som dansksindet sydslesviger.

Isaer når hun efterfølgende har valgt at tage en uddannelse i Danmark.

»Jeg har sunget det danske flag op og ned på danske lejrskoleophold, lavet hekse til sankthans, vaeret luciapige, danset rundt om det fine juletrae i vores mindretalsskoler. Den blå højskolesangbog har vaeret en fast del af hverdagen i min skoletid. Hvordan kan man sige, at jeg ikke er dansksindet nok?«

Kan du ikke bare gå til indfødsretsprøve og blive dansk statsborger ad den vej?

»Det vil jeg ikke. Det her er ren chikane. Jeg er student fra et dansk gymnasium i Flensborg, jeg har laest i Danmark på lige fod med danske studerende. Det giver ingen mening, at jeg skal til indfødsretsprøve.«

I telefonen forsøger hun uden held at grine af, at hun modtog afslaget på ansøgningen om statsborgerskab den dag, da Danmark fejrede 100året for Genforeningen – og den dag, hvor statsminister

Mette Frederiksen besøgte Kruså, 2 km fra Christina Jacobsens hjem.

Turist i hjertelandet

»Statsministeren stod der og sagde, at vi i mindretallet er en del af Danmark, og at vi ikke vil blive glemt. Men det er bare skåltaler. Jeg er åbenbart bare en turist i mit hjerteland.«

Jens A. Christiansen, generalsekretaer for Sydslesvigsk Forening (SSF), kender flere eksempler på afslag med samme begrundelse.

»Det er ikke rimeligt. At man har gået i dansk skole i Sydslesvig, må selvfølgelig vaere nok til at blive dansk statsborger. Men desvaerre tyder det på, at der stadig ikke er ret meget viden om Sydslesvig i det administrative apparat i København,« siger Jens A. Kristiansen, som vil tage afvisningerne op med Folketingets Sydslesvigudvalg.

Marie Krarup (DF), formand for Folketingets Indfødsretsudvalg, mener, at der er grund til at se på reglerne for tildeling af statsborgerskab til dansksindede sydslesvigere, efter at flere sager er blevet taget op i udvalget.

»Det er fornuftigt nok, at man skal bevise sit danske sindelag på en eller anden måde, men det tyder på, at reglerne i dag rammer skaevt. Måske skal kravet hellere vaere ved sproget end ved medlemskab af de danske foreninger i Sydslesvig,« siger Marie Krarup.

»Vi har stor sympati for de dansksindede sydslesvigere, og der skal vaere en genvej for dem til at opnå statsborgerskab. De skal jo ikke behandles, som om de var fra Marokko.«