Bella Italia venter på det store danskerrykind
På campingpladsen ved den sydlige ende af Gardasøen har egern og aender overtaget de tomme arealer. Der er langt mellem gaesterne, men campingpladsen giver ikke op og har åbnet for fuld skrue.
Intet er overladt til tilfaeldighederne i Camping Bella Italias reception. Plexiglas foran receptionister, hvis smil er skjult bag et mundbind med campingpladsens logo, store standere med håndsprit og afstandsstreger på gulvet. Lige nu synes de naesten overflødige. Der er ingen kø for at komme ind på Bella Italia.
Amadeo Cremona traekker mundbindet af, da han er ude i den friske luft. Han er vicedirektør og har arbejdet sig op fra sit første job som entertainer på pladsen.
»Vi er i Veneto, ikke i Lombardiet,« siger han med et nik mod vest.
Her deles vandene i Gardasøen. Den femstjernede campingplads ligger et par kilometer fra Peschiera del Garda, og det vil i disse coronatider sige på den gode side af graensen, som går gennem Gardasøen mellem regionerne Lombardiet og Veneto.
Søens vestlige side ligger i Lombardiet, hvor der er krav om at baere mundbind, så snart man bevaeger sig ud. Langs søpromenaden slentrer badegaester med de obligatoriske mundbind. På østsiden i Veneto er forholdene friere.
Amadeo Cremona bemaerker, at sjaeldent har han set vandet i Gardasøen så klart.
»Se, søen har skiftet farve. Den er blevet blå som havet,« siger han.
Nedlukningen af Italien har også sine positive sider. Men vicedirektøren kan ikke bestemme sig for, om campingpladsens mange nye beboere, aender og egern, med tiden vil vaere en fornøjelse eller en plage.
Netop som saesonen skulle begynde, lukkede Italien og dermed også Bella Italia ned. Dyrene rykkede ind og overtog graesarealerne mellem palmer og cypresser, mens Amadeo Cremona og hans stab brugte mange timer på at behandle afbud.
»Hver dag, når jeg åbnede computeren, var der 60-70 afbud,« husker han.
Danmark og Elkjaer betyder noget
Danmarks betydning for stedet afspejles ved, at København har fået sit eget hovedstrøg – en corso. Amsterdam har kun en sidegade – en viale, selv om hollaenderne ret beset slår danskerne rent antalsmaessigt i statistikken. Mellem Happy Camp-bungalower ligger et dannebrogsflag ensomt på stien. Det er af plastic, lettere gennemhullet og har efter alt at dømme hvirvlet rundt laenge i campingpladsens støv. Amadeo Cremona samler det op og undskylder, at han smider det i skraldespanden. Intet skrald må flyde på Bella Italia.
»Gad vide, hvorfor det lå her?« funderer han og forsikrer, at der lige nu ikke er en eneste dansker på pladsen. Hans første erindring om Danmark stammer fra barndommen, hvor han som lille knaegt stod foran fodboldklubben Verona og ventede på, at stjernespillerne skulle komme ud og give en autograf. Preben Elkjaer var den eneste, som orkede at møve sig gennem sneen, og det har Amadeo Cremona aldrig glemt.
»Gardasøen har meget at takke Elkjaer for,« siger han.
Han håber, at danskerrykket kommer nu, efter at Udenrigsministeriet ikke laengere fraråder danskere at rejse til Italien. Danske gaester er på campingpladsens topfire over de lande, som der kommer flest besøg fra.
I det regnestykke står Henrik Wieland og hans sportsrejsebureau staerkt. Hvert efterår samles omkring 2.400 deltagere til fodboldturneringen Verona Cup. De danske børn og deres familier indkvarteres på Bella Italia, som på den måde har forlaenget saesonen og fået fleres øjne op for glaederne ved et lunt efterår og en kølig swimmingpool.
Det store svømmebassin er det naturlige samlingspunkt for de familier, som allerede er taget på campingferie.
»Er det ikke skønt,« bemaerker vicedirektøren og nikker mod børn, som bader under en stor plasticblomst.
Arealet til solsenge er nøje udmålt: fire senge per parasol og 1,5 meters afstand til naeste gruppe. Indrettet efter børnefamilier som den østrigske familie Kuprean, som er på camping med tre generationer.
»Vi har bevidst valgt at holde os vaek fra Lombardiet, vi ville ikke om på den anden side af søen,« siger Daniel Kuprean, som ik
100 km
»Jeg synes, det har vaeret skraemmende at opleve, hvordan danskerne puttede sig i krisen. Det virkede, som om mange af os deponerede vores tankekraft og vores dømmekraft hos sundhedsmyndighederne. Vi betvivlede ikke indholdet i deres udsagn, og pressemøderne blev vores gudstjenester.
For mig toppede det, da et aegtepar, som boede sammen, spurgte Søren Brostrøm, om de måtte have sex under coronakrisen. Eller om det var for farligt. Det var
»At kunne se min mor på 83 år. Hun måtte vaere alene i sit hus i hele den nedlukkede periode. Ligesom mange andre har jeg også savnet at spise ude blandt andre mennesker. Da byens restauranter endelig åbnede igen, var alle borde fyldt op efter et par timer. Selv var jeg ude at spise dagen efter. Jeg søger tilbage til de mønstre, jeg kender. Noget af det, krisen tog fra os, var ekstasen: at spise, drikke, råbe, danse og høre musik. Det har jeg virkelig savnet.«
»Jeg var skeptisk og splittet omkring nedlukningen, og i udgangspunktet syntes jeg, den var for omfattende. Men måske var jeg bare vred, fordi jeg havde en film i biografen, da samfundet lukkede ned. Det har vaeret meget dyrt på mange planer. Men vi er kommet gennem krisen med meget få døde og et intakt sundhedssystem. Hvad mere kan vi forvente? Sverige er korrektivet, og det ser ikke for godt ud.«