»Jeg har maerket et saerligt naervaer, som jeg naesten havde glemt«
Ole Christian Madsens anmelderroste spillefilm ”Krudttønden” druknede i coronakrisens første nedlukning. Alligevel er den prisvindende filminstruktør dybt taknemmelig. Midt i isolationen genfandt han sin egen ungdoms evne til at nyde nuet.
»Jeg har maerket en saerlig naerhed og tilstedevaerelse i hverdagen, som jeg naesten havde glemt. En følelse af, at de ting, jeg gør, er målet i sig selv.
Når jeg løber en tur, er det at løbe og maerke jorden knase under mig målet i sig selv. Det er ikke en måde at holde kroppen sund eller få lidt hurtig motion mellem to møder i en stresset hverdag. Når jeg taler med mine børn, er samtalen målet i sig selv. Det er ikke en måde at finde ud af, hvad de vil have at spise eller få dem i seng til tiden. Når jeg fantaserer, er det ikke, fordi jeg død og pine skal finde på en idé til en scene eller en sekvens i en film, men fordi det føles rigtigt at lade tankerne flyve og blive klogere på mig selv.
Sådan har jeg ikke haft det, siden jeg var helt ung. Det har vaeret en vild oplevelse at finde ind til en dybde i tilvaerelsen, jeg naesten havde glemt eksistensen af. Nogle dage genkendte jeg den følelse, jeg havde som dreng, når jeg lå på ryggen i et markskel og kiggede op i kirsebaertraeet, mens jeg lyttede til fuglesang. På et mere overordnet plan har coronakrisen vist os, at vi er forbundne på en måde, vi ikke helt var klar over. Vi har set den berømte sommerfugleeffekt udfolde sig. Et mindre virusudbrud i Kina fører til globale tsunamier af sygdom i Italien og USA. Undervejs blev sociale uligheder og institutioners skrøbeligheder blotlagt.
Coronakrisen udstillede, hvor lidt der skal til for at true vores civilisation og underminere vores vaerdier. Som en klog mand engang sagde: ”Alle mennesker er kun ni måltider fra at begå et mord”.« til at sige noget klogt og tankevaekkende om den krise, vi har vaeret igennem. De ideologiske og politiske dystopier har vaeret i højsaedet, og som den slags altid fungerer, så skinner afsenderens egen agenda tydeligt igennem analyserne. Covid-19 blev en katalysator for politiske overbevisninger. Hvis afsenderen var socialist, afspejlede krisen kapitalismens endelige sammenbrud. Hvis afsenderen var liberalist, afspejlede den kapitalismens sejr og understregede, hvor skrøbelig sikringen af vores frihedsrettigheder er. Alle kunne få deres ideologiske og politiske dagsordener fremkaldt i lyset fra den ukendte virus, som var ligeglad med, om man stemte på Enhedslisten eller Nye Borgerlige. Den ville bare haerge.« åbenbart et spørgsmål, Sundhedsstyrelsen havde fået mange gange. Det virkede naesten, som om folk nød at vaere sat under administration og slippe for at skulle tage stilling til deres eget liv. I stedet døsede man hen i en uendelig strøm af ”Olsen Banden”-film, gamle fodboldlandskampe, ”Matador” og genudsendelser fra en svunden tid.«
»En uges tid efter samfundets lockdown havde jeg et alvorligt uheld på min motorcykel. På hospitalet manglede man vaernemidler, og de laeger og sygeplejersker, der tog sig af mig, havde hverken mundbind eller visir på. Jeg taenkte på, hvor modigt personalet var. De gik på arbejde, selv om de manglede den nødvendige beskyttelse. Det rørte mig dybt.«
»Det er svaert at overskue, hvordan vi som globaliserede mennesker får aendret vores adfaerd. Jeg rejser meget med mit arbejde, og det er stadig umuligt at sige, hvad konsekvenserne bliver. Kommer der et krav om bio-pas? Bliver det svaerere at bevaege sig over graenserne? På samme måde er det også for tidligt at sige, om vi igen vil uddele kram til fremmede mennesker, og om vi holder op med at spritte haender. Sandsynligvis vil en del af den nye adfaerd haenge ved, og måske har det flere fordele, end vi kan gennemskue lige nu.«