Alternativ laegeroman

Første halvdel af norske Nina Lykkes ”Naeste!” er noget naer perfekt, og selv om den taber kadence mod slutningen, er der stadig masser af morskab og barske sandheder at komme efter.

Det går ikke godt for Elin. Slet ikke. Hendes døtre er flyttet hjemmefra, hendes mand Aksel bruger mistaenkeligt meget tid på sin skisportsinteresse, og hun har mistet enhver form for empati for og interesse for de patienter, der dagligt kommer forbi hendes laegepraksis. Hun reducerer dem til deres fødselsår og lidelser, som hun i det fleste tilfaelde slet ikke kan tage alvorligt. Elin gider ikke mere, og hendes eneste samtalepartner, klinikkens bedrevidende plasticskelet, Tore, forstår hende godt.

Elin er den skraemmende genkendelige hovedfigur i norske Nina Lykkes ekstremt veloplagte, morsomme og nådesløse roman

”Naeste!”, der ikke bare giver betegnelsen ”laegeroman” nyt liv, men som også med skalpelskarp praecision hudfletter den privilegerede skandinaviske tilvaerelse, så det gør ondt.

I romanens begyndelse er Elin allerede flyttet fra Aksel og ind på laegeklinikken efter i et år at have haft en affaere med sin ungdomskaereste Bjørn, der i de 30 mellemliggende år bare er blevet omtalt som ”Psykoen” på grund af sine jaloux anfald. Elin har egentlig slet ikke taenkt på hverken Bjørn eller på at få en affaere. Hun har nok at gøre med sit eskalerende hvidvinsdrikkeri og sine uendelige tv-serier.

Men en dag kommer hun ved en fejl til at tilføje Bjørn som ven på Facebook, og da han reagerer med et vink og en invitation til kaffe, byder hendes almindelige høflighed at sige ja. Og så tager det ene skridt det andet.

Måden, hvorpå Elin og Bjørn finder sammen, minder i Lykkes faenomenale beskrivelse om landsmanden Geir Gulliksens formidling af noget lignende i den også fremragende ”Se på os nu” fra sidste år. Elin er for doven til at sige nej til Bjørn og for forfaengelig til ikke at blive feteret af hans fortaelling om, hvordan han aldrig er holdt op med at taenke på hende og deres ungdomskaerlighed. Elin bader sig i hans historier om den sippede hustru, Linda, der ikke vil finde sig i unødvendige kulhydrater, og som truer med skilsmisse hver og hver anden dag.

Lykkes format er uomtvisteligt, og første halvdel af romanen rammer som skarpe spyd. Ikke mindst i skildringen af kvarteret Grenda, hvor hun og Aksel har boet hele livet, og hvor deres idealer om tolerance og frisind dagligt, men uden indrømmelser, punkteres af virkelighedens uransagelige veje. Som da områdets eneste homoseksuelle par stemmer borgerligt og opfordrer til, at alle får ryddet op i deres haver, så det kan se lidt ”paent” ud, og ingen tør sige noget, fordi alle vil bakke de homoseksuelle op.

Mod slutningen taber Lykke desvaerre højde og får ikke helt fulgt sin satire – som på dansk er fornemt bakket op af Kristian Bang Foss’ oversaettelse – til dørs. Måske er det laegeromangenrens traditionelle fordringer, der får overtaget, hvem ved. Det aendrer heldigvis ikke på indtrykket af en forrygende roman, der saetter sig fast som et billede på tilvaerelsens afsindige absurditet.

ROMAN NAESTE! NINA LYKKE På dansk ved Kristian Bang Foss 316 sider, 299,95 kr. Gyldendal