Hvem udfordrer Mette Frederiksen?

Det har vaeret et uhyre begivenhedsrigt første år med den socialdemokratiske mindretalsregering under Mette Frederiksen. Men der er sket uhyre lidt politisk.

Lørdag runder regeringen sin første fødselsdag. Coronapandemien vil få en altoverskyggende placering, når historikerne engang tager over. Den vaerste krise siden Anden Verdenskrig kaldes den gerne, måske lidt flot. Det er den, der har testet regeringen og isaer statsministeren. Det er den, der fylder. Den mere ordinaere livets gang på Christiansborg giver til gengaeld ikke meget konkret at forholde sig til.

I krisetider rykker befolkningen gerne sammen om regeringschefen. Det gør danskerne for tiden i stort tal også om Mette Frederiksen. Det er ikke det samme, som at det bare sker automatisk. Statsministeren er med god ret blevet meget rost for sin kompetente og trovaerdige fremtraeden i krisens første tid, da den svaere beslutning om at lukke landet ned skulle traeffes. Senere kom der mere slinger i håndteringen, og der viste sig også visse usympatiske tendenser til magtfuldkommenhed hos statsministeren, men det er ikke for alvor gået ud over øjeblikkets socialdemokratiske boom.

Coronaen har sat meget på standby og har vaeret alletiders undskyldning for at udskyde gennemførelsen af de fleste af de bastante løfter, som S vandt valget på, ikke mindst den forkromede tilbagetraekningsreform for Arne og hans nedslidte kammerater. Heller ikke andre af de tungeste løfter er rykket naermere en fuld udmøntning, f.eks. de vidtløftige klimaplaner. Pensionsreformen er nu varslet til efteråret. Vi får se. Endnu mangler regeringen at vise, at den kan strikke brede forlig sammen, som ikke kun handler om at uddele corona-milliarder. At det ikke lykkedes at skaffe et bredt EUmandat blandt alle ansvarlige partier, traekker alvorligt ned.

Mette Frederiksen leder den smalleste mindretalsregering siden Poul Hartlings i 1970’erne, men hun sidder lige nu så sikkert, som havde hun absolut flertal. Hun har den røde bloks nogenlunde opbakning, og blå blok eksisterer ikke for tiden. Om det var den nu afgående stabschef, Martin Rossen, eller partiformanden selv, der udtaenkte strategien, får stå hen. Lykkedes er den i hvert fald til overmål: at rykke Socialdemokratiet til højre på vaerdipolitikken, isaer udlaendingepolitikken, og til venstre på fordelingspolitikken. Vaelgere i tusindtal blev på den konto hentet hjem fra eksilet i Dansk Folkeparti, hvis formand, Kristian Thulesen Dahl, undervejs gjorde alt for at overbevise DF-vaelgerne om, at de roligt kunne stemme på den nye, mere realistiske udgave af den tidligere venstrefløjskaemper Mette Frederiksen.

Man skal formentlig tilbage til den tidlige Anders Fogh Rasmussen for at finde en statsminister, der sad lige så sikkert som den nuvaerende. Det er langtfra kun Mette Frederiksens egen fortjeneste, og det kan heller ikke tillaegges coronakrisen alene. Fravaeret af en slagkraftig borgerlig opposition er, hvad der isaer står som parlamentarisk overskrift over regeringens første år. Blå blok ligger simpelt hen i ruiner.

Det er svaert at se, hvordan det skal kunne lykkes for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der vel teknisk set er oppositionsleder, at samle den dysfunktionelle borgerlige flok, hvor Dansk Folkepartis selvforskyldte nedsmeltning springer saerligt i øjnene.

Selv mangler Ellemann-Jensen at praesentere en samlet liberal vision for sit parti og udstikke en kurs for, hvordan det kan undgås, at resten af årtiet bliver socialdemokratisk. Den udsigt burde få alle mand til pumperne.