Jobcentrene er ikke relevante for højtuddannede vidensarbejdere
Coronakrisen har desvaerre medført en voldsom stigning i ledigheden fra ca. 107.000 tilmeldte 11. marts til flere end 150.000 den 1. juni ifølge tal fra Danske A-kasser. Flere end 200.000 danskere er sendt hjem på ordningen for lønkompensation, og samtidig er et stadig ukendt antal danskere afskediget, men endnu ikke på dagpenge eller kontanthjaelp, da deres opsigelsesperiode ikke er udløbet.
Mange funktionaeransatte har en opsigelsesperiode på tre til seks måneder. Med andre ord må det forventes, at ledigheden desvaerre vil fortsaette med at stige hen over sommeren og efteråret, efterhånden som hjaelpepakkerne udfases, og opsigelsesperioderne udløber.
I dag er beskaeftigelsesindsatsen forankret i de kommunale jobcentre. Det har fra starten vaeret en ulykke for medlemmerne af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) og andre grupper af højtuddannede og såkaldte ressourcestaerke ledige. Det forventede pres på jobcentrene bør vaere en kaerkommen lejlighed til at tilbageføre beskaeftigelsesindsatsen for f.eks. højtuddannede vidensarbejdere til a-kasserne. A-kasserne har nemlig kompetencerne. De kender det arbejdsmarked og den virkelighed, deres ledige medlemmer står i. Medarbejderne i et jobcenter i Vojens, Vallensbaek eller Varde har i sagens natur ikke samme kendskab til alle faggruppers arbejdsmarked. Heller ikke ingeniørernes højt specialiserede arbejdsmarked.
De skaerpede rådighedskrav og endnu flere samtaler, som blev indført i forbindelse med den seneste beskaeftigelsesreform, skaffer ikke flere ressourcestaerke ledige i arbejde. Det gør derimod tiltag som den oprindelige isbryderordning, akademikerkampagner og lignende vaerktøjer, som matcher den ledige med virksomhedernes behov. Mange virksomheder har behov for professionel rådgivning for at finde frem til den højt specialiserede medarbejder, som passer deres behov bedst. One-sizefits-all-tankegangen med én og samme tilgang til samtlige lediges udfordringer og virksomhedernes behov har lidt skibbrud for laengst.
De store succeser for højtuddannede i dansk beskaeftigelsespolitik, såsom den oprindelige isbryderordning og akademikerkampagnerne, som målrettet matcher ledige med f.eks. små og mellemstore virksomheders behov, har netop fokus på både udbudssiden – den ledige – men i høj grad også efterspørgselssiden – virksomhederne.
Ulykkeligvis er det igangvaerende forsøg med overdragelse af indsatsen til a-kasserne blevet udskudt. Det er uheldigt på nuvaerende tidspunkt, hvor isaer dimittendledigheden må ventes at stige og bide sig fast efter sommerferien.
Snuptagsløsningernes tid er for laengst forbi. Store dele af det danske arbejdsmarked er dybt specialiseret. Hvis man lod landets jobcentre koncentrere sig om de ledige, der er laengst vaek fra arbejdsmarkedet, og som har behov for kompetence- og uddannelsesløft og overlod indsatsen for de såkaldte staerke ledige til akasserne, ville det frigøre enorme ressourcer og komme både virksomheder og ledige til gavn. Det vil dog kraeve en umiddelbar lempelse af de mange regler i beskaeftigelsespolitikken såsom antal gennemførte samtaler og kravene til disse, fordi vaeksten i ledigheden vil presse både jobcentre og a-kasser til at fokusere mere på ”samtalecirkusset” end på en egentlig beskaeftigelsesindsats til gavn for både virksomhederne og de ledige.