Nej, Pernille Skipper. Vi kan ikke afskaffe al ondskab i verden

Der er noget uhyggeligt totalitaert over Pernille Skippers lillepigeagtige spillen chefideolog.

Det er bestemt ikke tvivlens nådegave, der plager Enhedslistens Pernille Skipper. Men hun opnåede også nøjagtig det, hun ville, nemlig at bringe folketingssalen i oprør: »Der er noget, der traenger til at blive sagt fra denne her talerstol saerligt: Jo, der findes racisme i Danmark,« sagde hun med hovedet på skrå – piget uskyldig og uhyggelig manipulerende.

Velbegavet, veltalende og forførende lader hun bestemt ikke nogen totalitaer chefideolog noget tilbage at ønske. Man må sige, at hun løfter sin opgave. Med bravur.

Og ja, Pernille Skipper, der findes racisme i Danmark, for ondskaben findes. I mennesket. I menneskets inderste indre. Men den danske stat, samfund, system eller den såkaldte struktur er ikke racistisk – vi undertrykker, udnytter og udrydder ikke mennesker på uden skikkelse, den er så gammel som menneskeslaegten selv, den har stikkende øjne og et sjofelt grin, og den vil ikke andet end at fryde sig over ondskaben. Fryde sig over sig selv, når den tykke dreng eller den rødhårede pige bliver drillet og holdt udenfor.

Når nogen bliver spyttet på, fordi vedkommende er sort eller hvid eller homoseksuel hvid eller bare én, man ikke kan li’. Når nogen tager livsmodet fra os og tager livet af os – hvad enten motivet så er racistisk, nazistisk, kommunistisk eller bare ondt. Det er ondskab – noget andet er diskrimination, der i ordets dybeste oprindelige forstand betyde ”at adskille”.

Og ja, det finder da sted hele tiden, hver dag og overalt: Ansøgninger fra kvinder med muslimsk tørklaede bliver valgt, kvinder bliver foretrukket til stillinger frem for maend eller omvendt, en ung frisk bliver fortrukket frem for en gammel vis, og visse stillinger kan vaere svaere at få, hvis man stemmer til højre for midten. Sådan er det.