Europa er ikke nogen osteklokke. Og skulle vi glemme det, minder verden os om det

Selv om vi engang troede, at verden simpelthen var identisk med Europa, og selv om Europa stadig nogle gange føler sig som verdens navle, så har vores del af verden altid har vaeret en del af en større verden – og er altid blevet påvirket udefra.

I de seneste måneder er vi med coronakrisen blevet mindet om, hvor vidt fremskreden globaliseringen er.

Men globaliseringen er ikke noget nyt faenomen. Den er ganske vist accelereret i de seneste årtier. Men Europa har i flere tusinde år vaeret påvirket af, hvad der skete i andre verdensdele. Det har vi som europaeere ofte lidt tendens til at glemme i vores store optagethed af, hvordan Europa har påvirket resten af verden.

Helt tilbage i oldtiden havde udviklingen i Asien og Afrika markant betydning for den europaeiske udvikling i Europa. Eksempelvis spillede det en vaesentlig rolle for Europa, at store dele af Indien i løbet af oldtiden skiftevis var samlet til én stat og opsplittet i en raekke forskellige små stater. I 300tallet f.Kr., hvor en stor indisk stat (Magadhariget) eksisterede, begraensede det eksempelvis Perserrigets muligheder for at ekspandere mod vest ind i Europa, fordi perserne hele tiden måtte vogte på dette store indiske imperium laengere mod øst.

Senere blev også Romerrigets muligheder for ekspansion og – endnu senere – dets fald i høj grad bestemt af de skiftende politiske forhold i Asien, hvor nye riger opstod, og andre gik i opløsning.

Også i Middelalderen og de efterfølgende århundreder påvirkede udviklingen i de øvrige verdensdele Europa kraftigt. For eksempel fik Mongolstormen i midten af 1200-tallet, hvor mongolske rytterhaere fra Asien angreb langt ind i Europa, stor betydning for Øst- og Centraleuropa. Mongolernes angreb – og etniske udrensninger i de områder, de havde erobret – medførte blandt andet, at tyske kolonister slog sig ned i nogle af de hårdest ramte distrikter, hvor flest mennesker var blevet udryddet, f.eks. i Slovakiet.

Det betød, at man her fik en blanding af slaviske og germanske folkeslag, som mange århundreder senere, i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, blev brugt i tidens voldsomme diskussioner og konflikter om nationale tilhørsforhold.

Påvirkningen af Europa udefra viste sig også bl.a. i forbindelse med Den Sorte Død, 1300-tallets store pestepidemi. Pesten, som kom fra Asien, bevirkede, at der blev vendt fuldstaendig op og ned på de politiske, økonomiske og sociale forhold i Europa.

I 1300-tallet betød Den Sorte Død, at adelens magtstilling blev svaekket i mange europaeiske lande. Da en stor del af faestebønderne døde, var der ikke laengere så meget arbejdskraft til rådighed, og herremaendene blev derfor nødt til at give bønderne bedre vilkår.

Kun i de lande, som pesten ”gik uden om”, for eksempel, mistede adelen således ikke vaesentlig politisk og økonomisk magt. Her bevarede man såvel valgkongedømmet som adelens store indflydelse på den daglige styring af landet. I de lande, som pesten ramte hårdt, betød adelens svaekkelse derimod en tilsvarende styrkelse af kongemagten, og i løbet af de efterfølgende århundreder gik mange af disse lande over til arvekongedømme og enevaelde (hvis ikke de havde det i forvejen).

Denne magtkoncentration kom på laengere sigt til at styrke de pågaeldende lande i konkurrencen med Polen og de øvrige lande, hvor pesten ikke havde ramt så hårdt. Dette er en af grundene til, at Polen til sidst (i 1700-tallet) forsvandt fra Europa-kortet – erobret af Rusland, Preussen og Østrig – for først atter at opstå efter Første Verdenskrig i 1918.

Som de omtalte eksempler viser, kan det vaere en god idé at se de historiske udviklinger i Europa dels i et globalt, dels i et laengere kronologisk perspektiv. Påvirkningen udefra fra andre verdensdele såvel som de europaeiske staters gensidige påvirkning af hinanden

Europa har i flere tusinde år vaeret påvirket af, hvad der skete i andre verdensdele. Det har vi som europaeere ofte lidt tendens til at glemme.