Arnes børnebørn er på støtten: Mød ”generation lockdown”

Ungdomsarbejdsløsheden er på vej tilbage, og coronakrisen øger risikoen for, at vi taber en generation mellem arbejdsmarkedets spraekker.

Mens Arne løber med opmaerksomheden og venter på, at det bliver hans tur til at forlade arbejdsmarkedet med offentlige penge i ryggen, er Arnes børnebørn i alvorlige vanskeligheder.

En stigende del af de unge risikerer aldrig for alvor at komme ind på det samme arbejdsmarked og finde fast beskaeftigelse. Spøgelset fra 1980’ernes langtidsledighed blandt unge rasler med sablerne.

Det er velkendt, at arbejdsmarkedets svageste og yngste saedvanligvis bliver hårdest ramt af økonomiske kriser. Meget tyder imidlertid på, at den aktuelle coronakrise også bliver historisk med hensyn til den fart og styrke, hvormed den har ramt de yngre årgange.

Fakta er her og nu ret rystende: Ved udgangen af april havde nedlukningen af samfundet kostet 93.000 job herhjemme, heraf naesten 90 pct. på det private arbejdsmarked. Laeg dertil, at flere end hver tiende lønmodtager i den private sektor tilbragte april som hjemsendt på regeringens lønkompensationsordning. Så stod vi ifølge Dansk Arbejdsgiverforening i forrige måned med 257.000 faerre aktive lønmodtagere i private virksomheder end to måneder tidligere.

Det saetter den reelle beskaeftigelse ni år tilbage, og lobbyorganisationen Dansk Erhverv forventer, at omkring 80.000 af de lønmodtagere, der har vaeret hjemsendt med løn, står til at miste jobbet i takt med, at kompensationsordningerne fases ud over de kommende måneder.

Det bliver i saerlig grad et problem for de unge. For allerede inden covid-19 ramte, stod de i en sjaeldent udsat position.

Dansk Arbejdsgiverforening har opgjort, at 92.000 unge under 30 år allerede i februar var på offentlig forsørgelse – vel at maerke uden at medregne SU-modtagere. Det er 37 pct. flere end i 2007 umiddelbart inden, finanskrisen brød ud. Antallet af unge i den arbejdsdygtige alder er nok vokset i den mellemliggende periode, men slet ikke i et omfang, der matcher vaeksten i maengden af ledige. Eksempelvis er antallet af unge på dagpenge fordoblet i perioden.

I 1. kvartal faldt antallet af lønmodtagere i beskaeftigelse rent faktisk tre gange mere for generationen under 30 år end kollegerne over 30. Det skyldes bl.a., at mange unge er ansat i de brancher, der er hårdest ramt af krisen, som for alvor tog fat i marts. Den tendens ventes kun at blive tydeligere, når tallene for april og maj bliver gjort op. To tidligere vismaend, økonomiprofessorerne Michael Svarer og Torben M. Andersen, har i den analyse, der ligger til grund for regeringens genåbning af samfundet, advaret om, at unge mellem 25 og 34 år nu har markant større risiko for at blive ledige end under finanskrisen.

Det er en alvorlig udfordring for samfundsøkonomien og ikke alene i Danmark.

Den internationale lønmodtagerorganisation ILO og FN konstaterer lige ud, at de unges manglende indtog på arbejdsmarkedet kan føre til fremkomsten af faenomenet ”generation lockdown”: En generation praeget af arbejdsduelige mennesker, som i hele karrieren kommer til at haenge i udkanten af arbejdsmarkedet, fordi et coronaramt samfund aldrig gav dem en chance for at finde fodfaeste i det første job. Der er ikke meget curlingbarn over dét praedikat.

Så vidt de rå tal og de hårde vurderinger. Det er umiddelbart vanskeligt at bebrejde de unge, hvis et nyt ungdomsoprør får vind i sejlene i de kommende år.

Vaesentligere er, hvad vi kan gøre for at forhindre, at vi taber den generation, der skulle have finansieret Arnes børns otium?

Antallet af lønmodtagere i beskaeftigelse er i år faldet tre gange mere for generationen under 30 år end for kollegerne over 30.

Vi kunne jo begynde med at undlade at bruge den permanente finansiering, der ikke er akut coronarelateret, på menneskers afgang fra arbejdsmarkedet og investere med større entusiasme i at få afløserne ind i den anden ende. Og vi kunne bede regeringen fortaelle sandheden: At de langsigtede, offentlige udgifter skal ned, hvis bukserne skal holde og massiv ulighed mellem generationerne forebygges.

I modsat fald kommer de af Arne-generationens børnebørn, der ikke har udsigt til en livsstilsaendrende arv fra en privilegeret foraeldregeneration, til at vente betydeligt laengere end forfaedrene på, at det bliver deres tur.