DEN GYLDNE SVINGDØR

Bestyrelsesformanden for Danfoss vidste uden tvivl, at der var ballade i luften, da han blev bedt om at forholde sig til firmaets nye mand.

»Kan du leve med, at der haenger kritiske spørgsmål over en kommende ansat,« lød det fra Ekstra Bladets journalist i korridorerne på Christiansborg.

»Vi bedriver ikke politik på Danfoss,« svarede Jørgen Mads Clausen fåmaelt.

»Men I bedriver vel lobbyisme?«

»Jo, Jo. Men det er jo ikke en ulovlig ting,« konstaterede bestyrelsesformanden.

Samtalen handlede om statsministerens stabschef og saerlige rådgiver, Martin Rossen, der fra november skal stå i spidsen for Danfoss’ globale lobbyarbejde og kommunikation med titel af senior vice president.

Oprindeligt havde den 44-årige sønderjyde nemlig i sinde at fortsaette sit virke i Statsministeriet indtil slutningen af august, hvilket vakte kritik hos oppositionen, fordi Martin Rossen i teorien ville kunne saette sit praeg på finanslovsudspillet og klimaforhandlingerne i efteråret og dermed vaere med til at forbedre vilkårene for sin kommende arbejdsplads.

Det gav ham ifølge Venstre et habilitetsproblem, der nu har fået stabschefen til at traekke sig fra sin magtfulde post på Christiansborg en måned tidligere.

På den måde skriver Martin Rossen sig ind i den lange raekke af politiske profiler, som de seneste år har måttet forklare og forsvare skiftet til det private erhvervsliv.

Sidste sommer handlede det om Lars Chr. Lilleholts indtraeden i miljøkoncernen Marius Pedersens bestyrelse en uge efter sin afgang som energiminister. Forrige sommer havnede Brian Mikkelsen i overskrifterne efter sin tur direkte fra toppen af Erhvervsministeriet til toppen af Dansk Erhverv. Og før dem har tunge navne som Bjarne Corydon og Karen Haekkerup vaeret i skudlinjen for at veksle deres ministererfaring til chefstillinger hos McKinsey & Co. samt Landbrug & Fødevarer. Alt imens Henrik Sass Larsens afhopning til kapitalfondenes brancheorganisation for et halvt år siden også påkaldte sig masser af opmaerksomhed.

Giver mere afbalancerede beslutninger

Faenomenet er så omdiskuteret, at det ligefrem har fået sit eget praedikat i pressen. ”Den gyldne svingdør” kaldes det med et underforstået vink om, at erhvervslivet køber sig til politisk indflydelse via profilernes netvaerk, viden, vennetjenester og erfaring fra forhandlingslokalerne på Christiansborg.

Derfor var balladen til at forudse for Danfoss’ bestyrelsesformand, da han tirsdag besøgte Folketinget i et andet aerinde og løb ind i Ekstra Bladet.

»Du kan vel bruge Martin Rossens staerke forbindelser her på Christiansborg,« fortsatte den politiske reporter bygen af spørgsmål.

»Ja, men det er ikke derfor, vi har ansat ham,« forklarede Jørgen Mads Clausen.

Det sidste svar er vaerd at dvaele ved, mener kommunikationsrådgiveren Kresten Schultz Jørgensen, som i den grad savner flere nuancer i debatten om de politiske profilers skifte til erhvervslivet. For ham at se er det ikke blot legitimt at glide fra det ene til det andet – det er faktisk også en styrke for vores samfund.

»Kritikken bygger på en foraeldet forestilling om, hvad politik er for en størrelse i det moderne Danmark. De seneste 10 år har vi bevaeget os mere og mere i retning af en forhandlingsøkonomi, hvor udviklingen af politik langtfra kun finder sted på Christiansborg, men foregår i et taet samarbejde med virksomheder, ngo’er, fagforeninger og folkevalgte på forskellige niveauer,« siger Kresten Schultz Jørgensen, som er stifter og anfører for det strategiske bureau Oxymoron.

Hans pointe er, at Martin Rossen og de øvrige profiler kan vaere med til at sikre mere balancerede politiske beslutninger udefra, fordi de kender processerne og systemet så godt indefra, hvilket alt andet lige kvalificerer deres input. Samtidig er de vant til at håndtere langsigtede politiske planer og problemstillinger, ligesom de har laert at kommunikere klart og tydeligt i den hårdeste af alle skoler.

Stribevis af politiske profiler har de seneste år måttet forklare og forsvare deres skifte til det private erhvervsliv. Her er nogle af de mest kendte eksempler:

skifte fra stabschef i Statsministeriet til cheflobbyist hos Danfoss i 2020

(V) skifte fra statsminister til folketingsmedlem med en juridisk rådgiverrolle hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel i 2020

(S) skifte fra folketingsmedlem og forhenvaerende erhvervsminister til direktør for venture- og kapitalfondenes brancheforening DVCA i 2019

(K) skifte fra erhvervsminister til adm. direktør for Dansk Erhverv i 2018

(S) skifte fra folketingsmedlem og forhenvaerende finansminister til global direktør i konsulentselskabet McKinsey & Co. i 2015

(S) skifte fra justitsminister og tidligere fødevareminister til direktør i Landbrug & Fødevarer i 2014

At reducere den rolle til, at de kan ringe Christiansborg op og få et møde, er et udtryk for en meget overfladisk laesning. KRESTEN SCHULTZ JØRGENSEN, ADM. DIREKTØR FOR OXYMORON

Martin Rossens

Lars Løkke Rasmussens

Henrik Sass Larsens

Brian Mikkelsens

Bjarne Corydons

Karen Haekkerups

»At reducere den rolle til, at de kan ringe Christiansborg op og få et møde, er et udtryk for en meget overfladisk laesning,« konstaterer Kresten Schultz Jørgensen.

Men har kritikerne ikke en pointe i, at Martin Rossen har kontakter helt ind i kernen af regeringen, der kan gavne Danfoss i forbindelse med politiske udspil?

»Nej, for systemet er så fintmasket, at alle parter høres i forbindelse med politiske udspil. Så laenge profilerne sejler under åbent flag ved at fortaelle, hvilke interesser de repraesenterer, er der derfor ikke skyggen af et problem i, at tidligere ministre eller rådgivere arbejder for private virksomheder.«

Faktisk ser Kresten Schultz Jørgensen gerne, at der foregår en større udveksling, så det eksempelvis bliver mere almindeligt for folkevalgte, ambassadører og departementschefer at tage livtag med erhvervslivet i en periode, mens topchefer, professorer og formueforvaltere i højere grad traeder ind på den politiske scene.

»Det er helt unødvendigt at diskutere, om de skal afluses i et par år,« siger han.

Indførelsen af en karensperiode er ellers et tilbagevendende tema i debatten, fordi Danmark i modsaetning til Sverige og Norge tillader kongerigets mest magtfulde politikere og embedsmaend at hoppe direkte over til modparten fra den ene dag til den anden frem for at skulle udstå en karantaene på et halvt eller helt år.

Svaert at opstille faste regler

Professor i forvaltningsret Sten Bønsing har forsket i problematikken og pointerer i den forbindelse, at der ofte ligger grundige forarbejder bag karensperioderne, der af samme grund anbefales på internationalt plan og anvendes i stribevis af lande.

»Der kan vaere mange gode grunde til at bytte side ind imellem. Problemet er bare, at der omvendt også er nogle åbenlyse ulemper ved det. Dels kan profilerne tage fortrolig viden med sig, og dels kan de mele deres egen kage på forhånd,« forklarer Sten Bønsing

fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

Han peger på, at Lars Chr. Lilleholt eksempelvis fik tilbudt en bestyrelsespost hos Marius Pedersen, flere måneder før at den davaerende energiminister trådte af sammen med regeringen i forlaengelse af nederlaget ved folketingsvalget i 2019.

»Det er jo helt oplagt, at hvis der var forhandlinger i løbet af det halve år, så ville det vaere naerliggende for ministeren at lade afgørelsen falde til den rigtige side i forhold til virksomheden,« siger Sten Bønsing, som er en erklaeret fortaler for en karensperiode til i hvert fald ministre og departementschefer.

Det samme er Enhedslisten, der adskillige gange har kritiseret toppolitikeres skifte til interesseorganisationer og argumenteret for en overgangsperiode på tre år, før afgående ministre må arbejde som lobbyister inden for det tidligere resortområde. Partiet har senest i 2016 måttet se sit beslutningsforslag bortfalde i Folketinget, hvor formand Henrik Dam Kristensen ønsker at forholde sig neutral og derfor ikke har lyst til at kommentere problemstillingen.

Det har Gitte Seeberg heldigvis.

I 2008 forlod hun sit menige saede på Christiansborg for at blive generalsekretaer for Verdensnaturfonden WWF, hvilket for hende at se var noget ganske andet end erhvervsminister Brian Mikkelsens skifte til Dansk Erhverv 10 år senere. Derfor er det svaert at opstille faste regler, mener den tidligere profil hos De Konservative og Ny Alliance.

»Jeg fik jobbet af mange årsager. Jeg var på det tidspunkt en kendt figur, men min baggrund som advokat var udslagsgivende,«

Der kan vaere mange gode grunde til at bytte side ind imellem. Problemet er bare, at der omvendt også er nogle åbenlyse ulemper ved det. STEN BØNSING, PROFESSOR PÅ AALBORG UNIVERSITET

skriver Gitte Seeberg og forklarer, at hun ikke var »højt nok på strå til at kunne udnytte det til noget saerligt.«

Anderledes forholder det sig med EUkommissaerer og topministre, lader hun forstå, hvilket får hende til at haelde mod en eller anden form for regelsaet.

»Når det er sagt, er det ganske svaert for politikere at finde et godt job. Hvis man laegger endnu flere barrierer på skiftet, bliver det endnu mindre attraktivt at blive politiker,« skriver Gitte Seeberg og tilføjer, at et kendt ansigt og gode forbindelser langtfra er nok til at bestå den slags jobinterview.

»Man skal selv kunne noget. Netvaerket og det politiske håndvaerk kommer oveni.«

Det krav har efter alt at dømme også gjort sig gaeldende for Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen, der har fået til opgave at give landets naeststørste erhvervsorganisation en skarpere profil udadtil for at kunne kapre medlemmer fra isaer storebroren Dansk Industri. Det har ført til kontrakter