Der er ingen mirakelkur: Vi holder på pengene

Vi aendrer forbruger- og økonomisk adfaerd under kriser. Men vi holder fast i den nye adfaerd, selv når økonomien vender.

Beklager! Der er intet historisk belaeg for, at vi bruger flere penge efter en økonomisk krise – tvaertimod.

Efter en krise holder vi på pengene. Vi kaster dem ikke ud i forbrug, viser historien.

Den allerbedste målestok er at spørge sig selv: Har jeg lyst til at bruge flere penge nu med frygt for arbejdsløshed, helbred og fremtid? Ingen kender konsekvenserne af coronakrisen, da vi ikke har oplevet noget lignende før.

At forbruget pludselig steg markant fra april til maj – tøjsalget blev naermest fordoblet – er ikke en jubelhistorie. Dels er der et ophobet behov for nyt tøj efter krisen og lige før sommerperioden, dels er forbruget stadig lavere end sidste år.

Politikerne leder på skriveborde, i skuffer og skabe for at finde idéer til, hvordan de skal få os til at bruge penge igen efter coronakrisen, der i øvrigt ikke er overstået endnu. Det skal vi huske.

De kommer til at lede forgaeves. Jo dybere de graver, desto mere vil det gå op for dem, hvor svaert det er at trevle fastforankrede forbrugsmønstre op.

Før finanskrisen brugte vi langt flere penge. Opsparingskvoten, der er et udtryk for, hvor meget vi sparer op af vores indkomst, var 4. I dag er den 14.

Vi har – eller rettere nogle af os – knap 1.000 mia. kr. parkeret på forskellige bankkonti med en rente på nul. Mange skal ovenikøbet betale for at have penge stående. Alligevel står de der og bliver spist stille og roligt op af inflationen.

Jeg har talt med en af Danmarks førende fremtidsforskere, Jesper Bo Jensen, og han vurderer, at den naeste økonomiske krise meget vel kan blive en forbrugskrise.

Efter finanskrisen aendrede de fleste af os adfaerd. Vi fandt ud af, at vi egentlig havde biler, fladskaerme og herregårdssten nok i og omkring vores boliger.

Vi fandt ud af, at bilen godt kunne klare en saeson mere med en rustbehandling og en oliedunk i bagagerummet, at vores øje alligevel ikke kunne opfatte endnu flere pixler på fladskaermen, og at vi bare kunne vende herregårdsstenene.

Denne tendens kan blive langt mere udtalt nu, hvor der er fokus på energiforbrug og madspild. Et frisk gaet herfra er, at maelkebøtter og andet godt fra grøften gør comeback på middagsbordene.

Der vil ikke vaere meget hjaelp at hente hos de unge. De tilhører en udtalt abonnementskultur, og det laegger i sig selv en begraensning for, hvor meget de bruger i butikkerne. Samtidig surfer de efter og finder de billigste varer på nettet.

Der er også en tendens til, at unge bevarer det forbrug, de havde som studerende, selv når de får et vellønnet job umiddelbart efter at vaere faerdiguddannet.

Flere unge bliver i dag ansat som ”trainees” eller ”graduates”, når de er faerdige med studiet. Lønnen er lav, og i mange tilfaelde er ansaettelsesforholdet tidsbegraenset. Hvem tør give gas for forbruget, når man ikke aner, hvad man kommer til at tjene inden for en overskuelig fremtid.

Nederst i skuffen har politikerne så fundet denne løsning: Vi får nogle af de feriepenge, som staten har konfiskeret, indtil vi går på pension, udbetalt.

Men ups! Det viser sig, at op mod 96.000 danskere kommer til at betale topskat af hele eller dele af deres feriepenge, hvis de haever dem. I stedet for at betale 40 pct., kommer de pågaeldende til at betale op mod 56 pct. i skat.

Hvorfor betale mere i skat, end man behøver?

Ups!

Hvem kan fortaenke de pågaeldende i at banke alle pengene ind på en livrente og dermed få fuldt fradrag i topskatten. Tanken er naerliggende, ikke mindst fordi vi slet ikke har indregnet pengene i vores budget. I mit tilfaelde havde jeg faktisk fortraengt feriepengene.

Vores økonomiske adfaerd formes af den tid, vi er i – her og nu, og jeg mener lige her og nu.

Viljen til at løbe en risiko bliver ikke større, når økonomien vender. Her er tre eksempler:

N Boliglån med fast rente og afdrag er mere populaere end nogensinde. Lysten til at feste for afdragsfriheden er ikke til stede. Det er ellers en gylden chance, og historien viser, at boligpriserne stiger på langt sigt. Risikoen for at få tab på grund af afdragsfriheden falder mere og mere, desto laengere man bliver boende.

N Ved udgangen af 2019 havde knap 350.000 danskere en lønsikring. Siden finanskrisen er salget af lønforsikringer accelereret, og under denne coronakrise har der naermest vaeret kø for at sikre indtaegten. Hos eksempelvis Alka er salget af lønforsikringer steget med 81 pct. under krisen.

N Lysten til at låne – altså bortset fra billige boliglån – er lille. Ifølge Jesper Bo Jensen er det naermest blevet en trend for studerende at komme igennem studietiden uden gaeld.

Et frisk gaet herfra er, at maelkebøtter og andet godt fra grøften gør comeback på middagsbordene.

Finanskrisen sidder stadig dybt i os. Det er jeg ikke i tvivl om. Alt ramlede ned om ørerne på os: boligpriser, aktiekurser og opsparinger. Det var slemt.

Jeg synes, det er en god pointe, at vi under krisen fandt ud af, at vi ikke behøvede at forbruge så meget. Vi mangler ikke noget dybest set. Under finanskrisen havde vi ikke råd, nu har vi ikke lyst.

Ingen aner, hvordan verden og økonomien ser ud efter coronakrisen. Men jeg er ikke i tvivl: Forbruget vil ikke eksplodere – feriepenge eller ej. Og jeg har historien med mig.