»Man kan ikke bruge en adels til noget i dag, andet end at lyder godt«

En umage trio mødtes ved et tilfaelde, og nu saelger den vin til verdens førende Michelin-restauranter. Samtidig skal den ene af de tre også lige drive et gods. Coronavirus har sat en prop i salget, men vinmagerne tror stadig på succes.

En journalist, en godsejer og en kok gik ind på en kirsebaermark …

Det kunne sagtens vaere starten på en (dårlig) vittighed. Men faktisk var det mere eller mindre det, der skete en sommerdag i 2006, da den adelige landmand Harald Krabbe fik besøg på sit gods, Frederiksdal, på Lolland.

Og slutningen på vittigheden blev hverken plat eller forudsigelig – den blev derimod til et entreprenant vineventyr, for de tre maend besluttede sig for at lave Danmarks bedste kirsebaervin.

På krykker

Journalisten var Morten Brink Iwersen, og dagen står stadig tydeligt i hans erindring. Han arbejdede på det tidspunkt for Claus Meyer på restaurant Sakskøbing på Lolland og kørte rundt på øen for at finde lokale råvarer til menukortet. Ved et tilfaelde endte han ude på Harald Krabbes gods.

»Jeg kan huske, da Harald kom ind i rummet, han har jo kun én arm, og på det tidspunkt var han gudhjaelpemig også på krykker. Jeg taenkte, hvad er det for en krøbling, der kommer der, haha,« fortaeller Morten Brink Iwersen:

»Og så ville skaebnen, at jeg kom til at sidde ved siden af ham til frokosten, og jeg spurgte og spurgte ind til hans landbrug. Til sidst tror jeg, han blev lidt traet af det, så han tog mig med ud på en køretur i markerne, så jeg selv kunne få lov at se på sagerne.«

Men journalisten var ikke specielt imponeret over de mange hektar jord.

»Det var bare den ene raekke efter den anden med roer og hvede og byg. Røvsygt, røvsygt, røvsygt,« fortaeller han.

Lige indtil de kom til et lille stykke jord på 10 hektarer med sure kirsebaer, som Harald Krabbes far engang havde plantet. De skulle bare rykkes op, forklarede godsejeren, for der var ingen penge i dem.

»Vi kørte ned og smagte på dem, og jeg taenkte bare: ”Du kan da ikke rive dem her op. Det er det eneste med sjael i på hele det her sted.” Så jeg spurgte ham, om vi ikke bare skulle lave kirsebaervin af dem.«

Den var han med på. »Faktisk lidt underligt, når man taenker på, at vi kun havde kendt hinanden i en halv time,« siger Morten Brink Iwersen.

Han blev da også grebet en smule af panik, da han kørte fra godset, og derfor ringede han til sin ven Jan FriisMikkelsen, der er kok.

»Jeg sagde: ”Øh, jeg er kommet til at aftale med en godsejer, at vi skal lave kirsebaervin. Det ved jeg egentlig ikke rigtig, hvordan vi gør, så vil du ikke vaere med, for du kan noget med smage og køkkenkunst.” Han var med. To uger senere var der høst, og så var vi i gang,« husker han.

En dårlig forretning

Men de tre nyslåede vinbønder havde mildest talt forskellige mål med deres nye forretning, fortaeller Harald Krabbe.

»Altså, hvis Jan og Morten kunne vaelge, ville de bare have fem tønder vin nede i hjørnet, som de kunne gå og hygge sig med, og som Jan kunne servere på sin restaurant,« siger han og tilføjer:

»Men du ved jo, hvor jeg bor, ik’? Jeg har et gods, jeg skal holde kørende.«

Harald Krabbe overtog Frederiksdal Gods efter sin far i 2000 og bor der i dag sammen med sin kone, Mette Rix, og deres to yngste børn.

Selv om børnene nok har en del større vaerelser end de fleste børn – og de hver har tre af dem – og selv om Harald Krabbe i kraft af sin adelige titel som hofjaegermester hvert år bliver inviteret op at sige godt nytår til dronningen, så er det ikke en overskudsforretning at drive et gods.

»Man kan ikke bruge en adelstitel til noget i dag, andet end at det lyder godt. Det stiller store krav at eje sådan en bygning, for den er fredet og koster 300.000 kr. om året at holde ved lige. Jeg har to fuldtidsansatte til bare at slå graes, støvsuge og vaske gulv,« fortaeller Harald Krabbe.

Derfor er kirsebaervinen ikke for sjov for ham. Han har

ifølge Morten Brink Iwersen »lavede absurd mange fejl, og vinen smagte skraekkeligt«, har de endelig knaekket koden til at lave udsøgt kirsebaervin, som ikke findes lignende nogen steder på kloden.

Deres kunder taeller nogle af verdens fineste Michelinrestauranter, og herhjemme saelger de vin til bl.a. restauranterne Geranium og Alchemist. Men de venter stadig på, at »alle andre end nørderne får øjnene op for kirsebaervinen«.

Minder om Amarone

»I gamle dage var kirsebaervin mere likør end vin. Det er slet ikke det, vi laver. Vi gaerer vores vin, og den minder mere om en god Amarone,«