Spionen, der ville aendre verden
Ung, hektisk kvinde vil have CIA til at lytte bedre til fjenden.
Det er lidt som at laese et manuskript til en tv-serie. De, der har set ”Homeland”, vil genkende setting, kadence og stemning. Her får vi bare lidt mere af forhistorien:
Ung og underfundig kvinde vokser op på den amerikanske østkyst og i England som noget af en enegaenger, laenges efter leg og tryg barndom, rejser meget som ung – Moskva, Rangoon, Mandalay – hvor hun får kontakt med oprørsbevaegelsen og møder Aung San Suu Kyi i 1999, vender hjem for at laese teologi og international jura på Oxford, er i Washington for at besøge sin familie den 11. september 2001, og da hendes mentor, Wall Street Journal-journalisten Daniel Pearl, bliver kidnappet og draebt af pakistanske islamister, skifter hun til Georgetown University, udvikler en algoritme, der kan forudsige terrorisme, og kontaktes af CIA, hvor hun, 22 år gammel, søger og får et job, som hun ikke må fortaelle andre om. Pyha! Derfra tager handlingen for alvor fart.
Forfatteren er den unge kvinde, f. 1980. Det er tilsyneladende hendes virkelige liv og karriere i Agenturet frem til 2010, vi får beskrevet. Det kunne vaere fiktion, måske den skinbarlige sandhed, vi ved det ikke. Ved offentliggørelsen sidste år såede tidligere CIA-kilder tvivl om bogens trovaerdighed, saerligt skildringen af hendes møde med centrale al-Qaeda-folk i Pakistan, og manuskriptet er da også udgivet uden CIA’s godkendelse. Men Amaryllis Fox virker oprigtig og har efterfølgende rejst en vigtig debat om, hvorvidt vestlige efterretningstjenester gør nok for at forstå deres fjender.
ERINDRINGER
Irriterende omgang fartleg
Forfatteren skriver hektisk eller klodset – eller også er det oversaettelsen – men der sker noget på hver eneste side. Bogen er som skabt til Netflix og har potentiale til at blive en kassesucces. Rettighederne er angiveligt allerede solgt med den amerikanske skuespiller Brie Larson i hovedrollen.
Alligevel er bogen over lange straek en irriterende omgang fartleg med kulørte destinationer og klichéer samt de forventelige dufte og stemningsbeskrivelser. Det er mere kitsch end kunst, men man underholdes og behøver egentlig ikke at taenke sig om undervejs; det hele foldes ud afsnit for afsnit som i en tv-serie. Hvis du synes, at du allerede har set den, har du sikkert ret.
At vaere spion indebaerer en vis professionel forråelse, det siger sig selv. Maend kommer og smides på porten, arbejdet bliver et alibi for liv:
»Mens vi drikker tjaeresort kaffe før daggry eller slavetequila efter midnat, måler vi os selv – og hinanden – på, hvor stor en katastrofe vi er i gang med at afvaerge.«
Hvad gør man, hvis man finder forfatteren sejere end bogen? Man anmelder bogen. Personen har utvivlsomt flere kvaliteter. De kommer bare ikke rigtig til udtryk her.
MIKAEL JALVING