Danskerne har vaennet sig til Tyskland, men hvad med resten af Europa?
Historisk set har det ikke altid vaeret let at vaere tysker i Europa. Følelserne over for Europas store kerneland er delte, og for en tysk regering har det – i hvert fald siden Anden Verdenskrig – vaeret en balancegang at bevaege sig på den hårfine linje mellem ydmyghed og selvsikkerhed. Den gode tysker laerte at undertrykke følelser for faedreland og nation og i stedet fremhaeve forfatning og EU som demokratiets pejlemaerker.
Nu er det igen Tysklands tur til at stå i spidsen for EU. Den 1. juli overtager Tyskland pladsen for bordenden i EU’s roterende formandskab. Kansler Angela Merkel skal arbejde taet sammen med sin tidligere forsvarsminister Ursula von der Leyen, som er formand for Europa-Kommissionen, hvor hvert EU-land har en kommissaer med én stemme. Her taeller Tyskland hverken mere eller mindre end Danmark og andre småstater i EU.
Netop det forhold har danskerne siden de spaede diskussioner om optagelse i faellesskabet haft svaert ved at kapere. Uanset hvor meget Tyskland har måttet anstrenge sig for lade sig indbinde og vise viljen til at skabe ”et europaeisk Tyskland”, så synes frygten for det modsatte, ”et tysk Europa”, i høj grad at have domineret den danske debat. Med fornuft, matematik og det kølige overblik var det ikke vanskeligt at nå frem til, at Danmark har langt mere gavn af at sidde med ved bordet med den tyske kommissaer eller minister frem for at holde sig for sig selv.
Som en omvendt EU-modstander har udtrykt det: hellere en tysk kommissaer med magt end et polsk parlament.
Når følelserne kommer i spil, har det til gengaeld vist sig uendeligt meget svaerere at vaenne sig til, at Tyskland vel er Danmarks taetteste allierede. Hverken nederlaget i 1864 eller besaettelsen under Anden Verdenskrig er gledet ud af erindringen, og ikke mindst 1864nederlaget har udgjort en solid grundsten i den folkelige fortaelling om, hvad det vil sige at vaere dansk. Da danskerne i 1972 skulle tage stilling til medlemskabet af EF, blev de mødt med plakater med en fed sort streg mellem Danmark og Tyskland og teksten ”her går graensen”. Da Danmark så sent som ved årtusindeskiftet skulle indgå graenseaftaler med Tyskland om Schengen-samarbejdet, blev der sat skrappe restriktioner for tyske betjentes faerden i Danmark. Tyskland var mere large over for Danmark.
1864-nederlaget har udgjort en solid grundsten i den folkelige fortaelling om, hvad det vil sige at vaere dansk.
Tiden laeger mange sår. Gennem de senere år har det vaeret stort set umuligt at opdrive en Tysklandskritiker i Danmark. I EU-samarbejdet ligner Tyskland Danmark så meget, at mange ligefrem er begyndt at indse, at det kan vaere en fordel at allierede sig med den store nabo, for eksempel når det handler om pengesager, påholdenhed og kontrol med budgetter.
Set i det lys var det noget af en overraskelse, da Tyskland for nylig meldte sig ud af den såkaldte ”sparebande” og begyndte at tale om solidaritet med det sydlige Europa, som endnu engang maerker de største konsekvenser af krisen. Nu gik det ellers lige så godt, og hvad skulle Tyskland nu også gøre det for? Det enkle svar er, at Tyskland har andre naboer end Danmark at tage hensyn til, og at den tyske opfattelse af og forståelse for Europa er mere nuanceret end den danske. Sat på spidsen kan vores europaeiske sind til nød rumme Tyrol, så er det arbejdsomme Østrig og den velordnede del af Italien med.
Vi har vaennet os til at vaere forbundne med Tyskland, kan tilmed se en fordel ved det, men hvad med resten af det Europa, som ikke er et spejlbillede af Danmark ?