UDDRAG
Lad os huske forargelsen over, at folk skal betale topskat af deres feriepenge – den burde nemlig vaere identisk med forargelsen over topskatten resten af året.
derfor ikke bruge dem som erstatning for andet lønnet arbejdskraft – på ingen måde.
I stedet har jeg udviklet en saerlig knopskydning i min socialøkonomiske virksomhed, som er saerligt tilpasset dem. I min lille socialøkonomiske cykelvirksomhed uddanner vi hjemløse til at lave grundlaeggende cykelpleje ved at vaske, pudse, smøre og pumpe cykler i København.
Under uddannelsesforløbet lønnes de som såkaldte frijobbere via det sociale frikort af min virksomhed Baisikeli. Efter grundig oplaering bliver de certificerede som Baisikeli Frijobber og kan herefter repraesentere mit firma på udvalgte steder i byen og tilbyde cykelpleje til byens cyklister for eksempel foran butikker, mens kunder er inde og handle – og herefter aflønnes gennem det sociale frikort.
Der er ingen faste mødetider, men de kan komme og arbejde, når de vil. Så arbejder vi sammen et par timer ad gangen – ikke mere. Der bliver ikke set skaevt til, at man har en dårlig dag eller helt udebliver. På den måde kan de arbejde, når de har overskuddet til det i deres ellers kraevende og kaotiske hverdag.
I min virksomhed har vi stor erfaring med at have mennesker på kanten i praktikker og arbejdsprøvninger og alle mulige andre slags forløb. Men det her er ganske anderledes. Et job på det sociale frikort er netop frit – og det er nødvendigt for at inkludere de allermest udsatte.
Og så får frijobberne løn for arbejdet. Løn, som ikke modregnes sociale ydelser. Det er ingen høj timeløn – man må maks. tjene 20.000 på et helt år. Men lønnen giver vaerdighed, stolthed og ligevaerd på en helt anden måde end de forskellige forløb.
Det sociale frikort har givet os som virksomhed en ny mulighed for at tage et socialt og lokalt ansvar. Sådan kunne det vaere for mange flere virksomheder.
Det er mødet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, de relationer, der bliver opbygget, og muligheden for at skabe en stabil hverdag i et nyt miljø der i samspil med andre udbud på socialområdet, der kan hjaelpe udsatte på en helt ny måde. Når jeg ser den udvikling, frijobberne går igennem, giver det så god mening for os. Men det er også en stor investering for os og er ikke noget, vi tjener penge på. Tvaertimod.
Det sociale frikort har givet os som virksomhed en ny mulighed for at tage et socialt og lokalt ansvar. Sådan kunne det vaere for mange flere virksomheder.
Men vi vil gerne investere i at udvikle en forretningsmodel, der skaber flere frijob til udsatte mennesker. Lige nu ved vi dog ikke, om der stadig vil vaere et socialt frikort efter årsskiftet, så hele vores forretningsudvikling er ufrivilligt sat lidt på pause. De gode erfaringer er mange, og vores forretningsmodel har store potentialer.
Så lige nu står vi på graensen til at udvide vores socialøkonomiske investering i Baisikeli Frijob, men vi kan ikke investere i at udvikle en ny socialøkonomisk model baseret på det sociale frikort, når vi ikke aner, om frikortet fortsaetter.
Herfra skal lyde en stor opfordring til socialminister Astrid Krag og alle socialordførerne til at gøre frikortet permanent – og også gerne haeve beløbsgraensen på de 20.000, da det ville give mulighed for laengere forløb for den enkelte.
De hidtidige erfaringer set fra min stol er, at 20.000 er i underkanten, hvis man gerne vil give målgruppen mulighed for at opbygge varige arbejdsfaellesskaber over et helt år.