Øjenvidne til den vaerste dødsulykke i Tour de France: »Det var et forfaerdeligt syn«
I 1964 døde ni mennesker ved en ulykke under Tour de France. Vincent Denson kørte med i feltet og fortaeller om den vaerste dødsulykke i Tour de France.
Vincent Denson taler udenom. Han bruger 20 minutter på at tale om alt muligt andet, før han kommer frem til det, han er blevet spurgt om.
Hvad så du, da du passerede ulykkesstedet?
»Jeg kiggede til højre og venstre, og det var et forfaerdeligt syn, for der lå mennesker dernede, og der var reddere, som forsøgte at genoplive folk. Det var så forfaerdeligt, at jeg blev nødt til at kigge vaek. Vi blev bedt om at stige af cyklen, og da vi atter kom i sadlen, var atmosfaeren aendret. Ingen havde lyst til at køre, og vi kørte som i en trance,« siger Vincent Denson.
Han er i dag 84 år.
Dengang sad han som hjaelperytter i det belgiske Solo-Superia-hold og var øjenvidne til den vaerste dødsulykke i Tour de Frances historie.
Den 11. juli 1964 kørte feltet fra Bordeaux til Brive. En ganske lang, men flad etape.
Det var dengang, da franskmaendene stadig var med i front. Jacques Anquetil og Raymond Poulidor kaempede om den gule førertrøje. Dengang kørte man langt. Rigtig langt. 4.500 km i løbet af Touren i modsaetning til de knap 3.500 km nu til dags.
Vejret var godt den dag, og også reklamekaravanen havde tiltrukket mange tilskuere, der ellers havde svaert ved at følge med i løbet.
I Port-de-Couze i Dordogne-regionen havde byens borgere samlet sig for at vente på rytterne. En stor del af dem stod på en bro, der førte over en mindre kanal, Canal de Lalinde.
Over dem fløj en helikopter, der var ved at løbe tør for braendstof. Ifølge Vincent Denson kaldte den ned til en tankbil, der kørte sammen med reklamekaravanen, omkring et kvarter foran feltet. Tankbilen kørte frem foran karavanen for at nå en hurtig påfyldning af helikopteren, der landede på ruten et stykke efter Port-de-Couze.
40 tilskuere revet med
Det var højest sandsynlig fart, der fik tankbilen til at skride i svinget, da den kom langs kanalen og skulle dreje over broen.
Den drejede til højre, men skred direkte ind i maengden af tilskuere, der stod på broens venstre side langs en lav vaeg af sten.
»Tankbilen lavede et hul på to gange en halv meter i stenvaeggen på broen. Vaeggen var lavet af store kampesten, og man kunne se mennesker, der lå fastklemt under sten i vandet. Vandet så ikke ud til at vaere saerlig dybt, for det var sommer,« siger Vincent Denson.
Omkring 40 mennesker blev revet med af tankbilen, der landede i vandet efter at have kuret ned ad skråningen til kanalen. Ulykken kostede 10 livet heriblandt tre eller fire børn – tallet varierer lidt efter kilden. Et barn fik revet hovedet af. Det blev fundet af en dykker på en sti langs kanalen.
I sin blog ”Tales from the peleton” på cyclingnews.com skriver Les Woodland, at feltet fortsatte etapen i adstadigt tempo. Nogle få kilometer efter Port-de-Couze råbte en tilskuer – der ikke vidste noget om, hvad der var sket få minutter før – at de skulle se at komme i gang. Det fik franskmanden Pierre Everaert til at hoppe af cyklen og med sin cykelpumpe taeve løs på den forundrede tilskuer. Selv den ellers normalt så roligt Jacques Anquetil mistede fatningen og tog del i afstraffelsen af den uheldige tilskuer. Rytterne kørte nu mod mål i tavshed.
»Vi skulle bare have etapen overstået, så vi kunne finde ud af, hvad der var foregået. Vi vidste, at der måtte vaere døde, for vi kiggede jo ned i vandet og så, at der var nogen, som naeppe overlevede,« siger Vincent Denson.
Men som de konkurrencemennesker de er, foregik resten af etapen nu ikke helt uden problemer.
Vincent Denson var såkaldt lead out man
– en af dem, der kører sprinterne frem i slutningen af etaperne – og han kørte på hold med belgiske Edward Sels, der vandt syv etaper i touren i sin karriere.
Da de nåede frem til Brive, var der lagt op til en massespurt, og kørerne gik på arbejde.
»Arrangørerne havde insisteret på, at slutningen skulle ligge foran rådhuset i Brive, men det betød, at der var et hårdt venstresving 300 meter før målstregen. Lige efter svinget lykkedes det mig at komme fri med Edward Sels på hjul, og han råbte ”venstre, venstre” for at få mig til at traekke ud, men der var meget lidt plads, så jeg kørte helt ude i siden. Dengang var der halmballer i siderne, så min pedal kappede de wirer, der holdt ballerne sammen, over, og der stod en sky af halm ud over det hele. Der var en kører fra et andet hold, der styrtede, og så røg hele feltet bag dem ned. Dommerne mente dog bagefter, at det ikke var min skyld, da jeg ikke havde andre steder at køre hen, men 10 af mine eger var bøjede, fordi Edwards Sels’ pedal snittede mit forhjul. Han vandt dog etapen,« siger Vincent Denson.
Regulaer lynchstemning
Ifølge Vincent Denson blev den gendarm, der kørte tankbilen, hevet ud af køretøjet og folk forsøgte naermest at lynche ham.
Gendarmen blev kendt skyldig, men dog frifundet for at have skulle vaere alkoholpåvirket, som de første meldinger lød på.
»Vi holdt et minuts stilhed naeste dag før etapen,« siger Vincent Denson om oplevelsen, der praegede hans karriere.
Dødsulykken i 1964 var ikke den eneste gang, at Vincent Denson kom taet på døden i sin karriere. I 1967 var han på hold med Tom Simpson, der døde, mens han var på vej op ad Mont Ventoux.
»Da han døde, sagde jeg, at vi skulle traekke os, for jeg ville til hans begravelse, men vi blev presset til at fortsaette,« siger Vincent Denson.
Vi vidste, at der måtte vaere døde, for vi kiggede jo ned i vandet og så, at der var nogen, som naeppe overlevede. VINCENT DENSON