Et tip til jer småklynkende funktionaerer

Hver anden dansker oplever at udføre meningsløst arbejde. Jamen, aerligt talt: Så gør dog noget.

Sig ordet tidsregistreringsskema for dig selv. Gerne højt. Tids-registrerings-skema. Det er som at høre tyske toldembedsmaend stemple dokumenter.

Se nu en hel afdeling af funktionaerer sidde og føre deres forbrug af tid på forskellige opgaver ind i skemaer. Store skemaer. For nu er det fredag igen. Driftsopgaver i én kolonne, udviklingsopgaver i en anden og under dem stribevis af underkolonner. Der skal stå et tal i mange af dem. Det er bedst. Så stiller chefen ikke spørgsmål.

Jeg hadede at udfylde tidsregistreringsskemaer. Men jeg skulle. Naturligvis. Alle i afdelingen skulle. Vi sad hver anden fredag og plottede tal ind i et skema, der voksede lidt hvert kvartal, for chefen var teknokrat. Han var også personaleleder og problemløser, men i hjertet var han teknokrat.

Han kunne tegne flowdiagrammer, der fyldte en tavle, og udvide tidsregistreringsskemaet med felter som ”korrekturlaesning”, ”PA-projekter” og ”udvikling af personalehåndbog”. Skemafascismen var irriterende, men ret uskyldig, indtil direktionen satte et hold managementkonsulenter til at finde ud, hvad de enkelte afdelinger egentlig gik og havde travlt med. Så gav chefen tidsregistreringsskemaet en guldvask med ekstra undervognsskyl.

Driftsopgaver blev omdefineret til udviklingsopgaver, og felter blev opfundet, hvoraf det fremgik, at vi brugte megen tid på at bistå den øverste ledelse.

Skemaudfyldelsen blev nu direkte meningsløst arbejde, og meningsløst arbejde er tilsyneladende stadig udbredt. I en undersøgelse, som konsulenthuset Ballisager har foretaget, svarer over halvdelen af de adspurgte, at de indimellem udfører arbejde, der opleves som meningsløst.

Pseudoarbejde er mere udbredt i store virksomheder end i små, og en uddannelse er bestemt ingen garanti mod gakkelak-arbejde.

Faktisk tvaertimod. Jo laengere uddannelse, desto mere udbredt er følelsen af, at man løser opgaver, som er spild af tid.

Oplever man. Føles det som. Maerkes det til. Lad os holde den dér et øjeblik.

Hvad man sådan går og føler, kan ikke diskuteres. Jeg har en ven, der oplever store dele af sit arbejde bestå af ritualer. Ritualer, der ikke giver reel vaerdi for nogen. Den følelse har han absolut lov til at have. Bestemt. Men hans firmabil og hans løn for slet ikke at tale om hans pensionsordning virker nu ret meningsfuld. Staklen lider, mens formuen vokser.

Hvad skal man egentlig gøre ved dét? Kunne konsulenthuset Ballisager overveje at undersøge, hvad virksomheder skal stille op med medarbejdere, der oplever og føler, at de bruger dele af deres arbejdsliv på at sortere konfetti og vaske bil med en tandbørste? Altså i overført betydning. Hvad stiller virksomheden op med vellønnede funktionaerer, der med let kvalme går fra møde til møde og afvikler opgave efter opgave – og savner mening i det hele?

Det, som disse medarbejdere og chefer er fanget i, er jo ikke et problem, men en tilstand. De kunne sige op og begynde at redde hvaler eller befri Tibet, men de gør ikke noget. Ikke noget. De savner mening og formål og sparer op til pensionen.

Pseudoarbejde er forfaerdeligt. Men er det ikke lige så forfaerdeligt, at veluddannede mennesker vil leve delvist meningsløse arbejdsliv? De gør ikke noget. Ikke noget. Den ene måned tager den anden, og på et tidspunkt bliver det heldigvis sommerferie – men så begynder mandagene igen.

Hvad stiller virksomheden op med vellønnede funktionaerer, der med let kvalme går fra møde til møde og afvikler opgave efter opgave – og savner mening i det hele?

Folkeskolen bør indføre et fag i 9. klasse, der hedder ”livsduelighed”. Det blev faktisk testet for nogle år siden. Da var formålet at laere de unge at håndtere omskiftelighed, krav og stress.

Men burde man ikke også laere dem, at der er et valg, hvis man efter en lang uddannelse er endt i et vellønnet job, hvor man har følelsen af at sortere konfetti? Så kan man vaelge at blive og sortere konfetti eller vaelge at gå. Begge muligheder har fordele og ulemper. Jeg selv valgte at gå. Fra tidsregistreringsskemaerne. Ulempen fremgik af lønsedlen fra min naeste arbejdsgiver.

Der er ikke ét problem, men to, når flere end halvdelen af alle danskere indimellem oplever at lave meningsløst arbejde. Det ene problem er, at pseudoarbejde synes at brede sig. Det andet problem er danskerne. Red dog nogle hvaler i stedet for at maerke, føle og sanse al den meningsløshed. Gør noget.