”Kaere Bror, Kaere Petruska”
Den danske dramatiker Alexandra Moltke Johansen har skrevet en tekst om Danmark set gennem hendes øjne lige nu. Teksten er en del af JyllandsPostens sommerserie med en raekke forfatteres tale til danskerne.
Kaere Bror, kaere Petruska
Jeg er den sidste generation, der bliver mor i verden som vi kender den.
I vil ikke få børn i denne verden.
2100 bliver en dystopi.
Jeg sidder og spiser rugbrødsmadder med jer. Vi taler om at vi skal tage i svømmehallen når den engang åbner. Jeg taenker på om jeg kunne skyde jer, hvis det blev nødvendigt, det er mig der har givet jer liv. Det er mit ansvar at tage det tilbage. Hvis det var en dårlig gave.
Der er ikke nogen der kan rumme min sorg, min sorg er til at lukke op og skide i.
Kaere Petruska, jeg fik dig, så I ville vaere et hold. Så Bror havde én der havde hans ryg, én at varme sig hos om natten, én at mindes alt det smukke med.
Du ligger på min mave i mørket og sover. Otte kilo blod, fedt og blød hud. Et lille hjerte der løber, du sover. Og jeg taenker: der er intet der kan skille os ad, jeg lyver. Jeg ejer ikke din krop, du ejer ikke min. Nogen kan smadre ruden, kravle ind og stikke mig ihjel. Nogen kan sønderbombe byen, nogen kan komme og hente dig fordi de ikke synes jeg passer på dig.
Jeg taenker: hvem ejer vores kroppe. Staten, volden, tilfaeldet, gud, vinden, solen, pengene. Vi kan blive flået fra hinanden og jeg har ingen magt over det. Kun taknemmelighed over at det endnu ikke er sket. Og det vil ske, den sidste der venter, er døden. Døden, der gør min krop tungere og større end din, vi skal skilles fra hinanden, du og jeg.
Vi er på vej ud og hente
Bror i børnehaven og jeg ser syrenbuskene, vi går hen til dem, de er lilla. Vi lugter til dem, jeg hvisker i dit øre: Husk denne lugt. Syrener. Jeg ligger i mørket og ved det: jeg kan ikke beskytte dig. Jeg er afmaegtig. Min kaerlighed, min klump af godhed, min flødebolle. Jeg er din mor og jeg kan ikke beskytte dig. Det er ikke en klimakrise, det er en verdenskrise, en livskrise, en naturkrise, en totalkrise.
Det er som en atomkrig der kommer og vi ved at den kommer, det er som døden og kraeften og sulten, der kommer, det er som var der ild i vores fødder, som om ilden aeder sig opad mod maven hvor du ligger og jeg ønsker jeg aldrig havde fået jer. Jeg skaelver ved tanken om at se jer vokse op; rolige, trygge, så naturlige i en verden, der er så grotesk og så meningsløs, men som I tror er god. Den eneste mening er jer, jeg fik jer fordi jeg var egoist. Jeg ville bare gerne holde jer i mine arme, jeg ville bare gerne amme jer, se jer vokse, købe tøj til jer, lave lasagne til jer, se jer røre ved et får, se jer rejse jer og gå, jeg ville dø for at få jer, I er min haevn. I er min haevn over kapitalismen, I er beviset på at mennesket er kaerlighed.
Det laerte jeg med jer, jeg så jer i alle dyr, jeg så at alle vaesner har en mor, at køer er mødre, at høns er mødre, at liv er et mirakel og I er mit mirakel, min haevn, mit bevis; stor og blå og himmelvild skønhed findes. I bliver den sidste generation før dystopien,