Den menneskelige faktor i højsaedet
Hvem tør sige, at de opfatter deres arbejde som et kald? Man kan vist vaere sikker på en røffel fra naermeste fagforening. Nej, et job er et lønarbejde, der udløser rettigheder, og hvor kun den samlede maengde ressourcer kan diskuteres – aldrig medarbejderens personlige måde at udfylde jobbet på.
Det er det indtryk, der må stå tilbage efter endnu en hårrejsende afsløring af forholdene i plejesektoren, denne gang på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Intet nyt under solen, er man desvaerre nødt til at pointere. Heller ikke i reaktionerne. For 20 år siden afslørede denne avis, at de aeldres ble blev vendt på et jysk plejehjem. Dengang var dét det store samtaleemne, og haendervridende politikere stod i kø for at love forbedringer. Nu er vi der igen, og alt er desvaerre ved det gamle.
Mens FOA’s formand, Mona Striib, med søvngaengeragtig refleks fastholder, at svigtene alene skyldes mangel på ressourcer, så drister den tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup sig nu til at sige, at det faktisk også handler om et fravaer af de nødvendige menneskelige vaerdier hos for mange i plejesektoren. Der er sket et skred, mener han og går dermed i kødet på det store tabu: Det er aldrig den enkelte medarbejders skyld, altid systemets. Men de tilbagevendende afsløringer viser desvaerre klart: For mange stiller på jobbet med en upassende ligegyldighed. At det går ud over svage og sårbare mennesker, som vi andre ovenikøbet skylder det velfaerdssamfund, som plejesektoren burde udgøre en kerneydelse i, gør dette svigt ekstra deprimerende.
Det er naturligvis vigtigt at understrege, at langt hovedparten af de ansatte i plejesektoren udfører et eksemplarisk arbejde til daglig og fortjener stor ros. De lever op til alle forventninger om, at man som minimum skal have lyst til at have med andre mennesker at gøre og i saerlig grad gøre en indsats for de svageste. Men det er også rigtigt, at det er de naevnte undtagelser – praeget af en forråelse og afstumpethed, der må chokere – som kommer til at levere overskrifterne. Hvorfor er det konsekvent medierne, der skal afsløre disse svigt? Hvor er selvjustitsen i sektoren – tør man skrive: ledelsen? Hvor er den løbende vurdering af, om de ansatte faktisk leverer den maengde menneskelig empati, som bør kunne forventes af de fleste, men saerligt når det gaelder gamle mennesker, der ikke kan klare sig selv?
Det er jo heller ikke kun de aeldre, der svigtes. For nylig var der afsløringer af, hvordan paedagoger i en daginstitution behandlede graedende børn – i øvrigt igen afsløret med skjult kamera. De pågaeldende paedagoger manglede åbenlyst de menneskelige kvalifikationer til at have med små børn at gøre. Hvordan kan det ske – igen og igen? Reaktionen fra politikere og embedsvaerket er som regel løfter om flere ressourcer og bedre uddannelse. Men ressourcerne fejler ikke noget. Ifølge en opgørelse fra analysecentret Vive er den gennemsnitlige normering i dagtimerne på danske plejehjem vokset siden 2017. Og uddannelsen af personalet er givetvis også kun blevet bedre, men spørgsmålet er, om der undervises i det rigtige, eller om også plejeuddannelserne akademiseres for hårdt, når det er den menneskelige faktor, som er så afgørende?
Da grunden blev lagt til velfaerdsstaten, var de såkaldt vaerdigt traengende i centrum. Den filosofi er for laengst afløst af en idé om, at alle har krav på mest muligt. Den baerer kimen til velfaerdsstatens undergang i sig. De tilbagevendende svigt i plejesektoren er et første varsel.