Europa ønsker sig det rigtige USA tilbage. Men USA har aldrig vaeret Schweiz

Et nyt gammelt ord siver ud fra taenketankene i Washington: stormagtsrivalisering.

Ordet er ikke nyt i sig selv. Det har laenge vaeret brugt til at beskrive tilstande, der gjorde sig gaeldende tidligere i historien. Det nye er, at det nu bruges til at afspejle verden af i dag.

Ordet har fået en renaessance, efter at det dukkede op i en officiel Pentagon-analyse. Men også fordi det helt åbenlyst beskriver den globale tilstand lige nu.

Med stormagter menes som regel: Rusland, Kina, USA. EU naevnes aldrig, hvilket er en pointe i sig selv. Rusland har sine atomvåben, men ellers rinder Vesttysklands gamle kansler, Helmut Schmidts, ondskabsfuldhed om Sovjetunionen i hu: »Øvre Volta (i dag: Burkina Faso) med atomvåben.« Kampen om kloden udspiller sig mellem USA og Kina.

Ordet markerer også, at hvad der engang blev kaldt det amerikanske århundrede, reelt er slut. Fra USA trådte ind i de sidste år af Første Verdenskrig til de første år af det nye årtusinde, var USA klodens altdominerende magt. Militaert, økonomisk og kulturelt var USA en supermagt, som ingen kom i naerheden af. Det så endog naesten ud, som om Rusland og Kina affandt sig med det.

Det er vendt helt på hovedet nu. Det skyldes Kinas eksplosive opstigen, men det skyldes også, at USA ikke laengere ønsker at påtage sig denne suveraent ledende rolle. I årtier tog USA rollen på sig som den frie verdens bannerfører og blev dermed også til hele verdens politibetjent. Pax americana blev det kaldt. USA sikrede friheden, menneskerettighederne og demokratiet, ikke kun i teorien. Det er slut nu.

”Amerika Først” hedder det under praesident Trump. Han har sat det på spidsen og taler på en måde, som hans forgaengere ikke gjorde. Trump traekker USA ud af alliancer og traktater, håner FN og nedgør ellers naere allierede. Men USA’s tilbagetraekning – måske rettere: redefinering af sig selv – har vaeret på vej i mange år, formentlig siden den 11. september 2001. Og der er ingen, der kan sige, hvordan det går videre. Heller ikke selv om Trump måtte tabe praesidentvalget til november.

Når disse udviklinger beskrives af dem, der savner det rigtige USA, sker det med en sørgmodig undertone: Dengang var verden endnu i orden. De rigtige vaerdier var i højsaedet. Måtte disse tider vende tilbage. Det er lige lovligt rosenrødt. Der var f.eks. en grund til, at Europas venstrefløj i årtier råbte »U.S., go home«.

USA’s internationale dominans efter Anden Verdenskrig var brolagt med hemmelige CIA-aktioner, kupforsøg i fjerne lande foruden hadeobjektet over alle: Vietnamkrigen. I 1980’erne kom opstillingen af nye atomraketter i Europa. De knaekkede muligvis Sovjetimperiet, men udløste ingen jubel i gaderne. USA’s århundrede var faktisk også dybt kontroversielt.

Det er naeppe denne side fra USA’s tid som skolegårdens staerkeste, mange nu ønsker sig tilbage. Man ønsker sig et idealiseret USA, som måske aldrig har eksisteret. USA har altid vaeret et janushoved med to meget forskellige sider, hvoraf kun den ene repraesenterede det ypperste af Vesten. USA har aldrig vaeret Schweiz, som netop er for godt til at vaere sandt. Og ikke alle praesidenter har vaeret som Roosevelt og Kennedy.

Det er ironisk, at netop Trump nu er i faerd med at imødekomme de årelange krav om, at USA traekker sig hjem. Hvis han afløser sig selv til november, kan det blive nødvendigt helt at afskaffe et andet veltjent begreb: Vesten.

USA har altid vaeret et janushoved med to meget forskellige sider, hvoraf kun den ene repraesenterede det ypperste af Vesten.