Er den borgerlige vaerdikriger bidt af en gal islamist?

Det er bekymrende, at det eneste, der kan samle borgerligheden, er kampen mod islam. For hvis der er noget, vores egen kultur har brug for, er det et selvopgør.

Minareterne kalder ikke bare muslimerne sammen, men også de borgerlige, der for én gangs skyld (med undtagelse af LA) kunne blive enige om noget: Muslimsk bønnekald skal forbydes. Punktum. Og det er jeg sådan set enig i, der er altså ikke meget flatterende at sige om bønnekaldet ”Allahu Akbar” – og en god, rettroende muslim hører det hele med: Gud er større, og mennesket er intet, kvinden skal underordne sig manden, verden og mennesker deles op i rent og urent, homoseksualitet er noget snavs, Koranens lovforskrifter skal følges, blaese vaere med grundloven, demokrati og Danmark – frihedsrettigheder, ligestilling, menneskerettigheder og alt det vestlige bras.

Derfor: Minareterne skal selvfølgelig mig, at kampen mod islamisering og de uoprettelige konsekvenser, indvandringen har medført for vores land, bliver borgerlighedens eneste svar på vaerdipolitik.

At vi derved forstår vaerdikrigere som nogle skrappe damer som Pia Kjaersgaard, Inger Støjberg og Pernille Vermund. At det eneste, vi hører om kultur og kristendommen, er i samme saetning som islam og islamisme, minareter, burkaer, badeforhaeng, kønsopdelt svømning, omskaering og Allah og hans pumpestok. At man er negativt afhaengig af islam, islamisme og indvandring for at forklare, hvem vi er, og hvad vi kommer af (og så langt når de i øvrigt aldrig).

Kom nu, borgerlige venner – de der små (berettigede) vredesudbrud mod islamisering er ikke vaerdipolitik, nej, det handler kun om, hvad der ikke er dansk, hvad der ikke hører til her. Islamismen både inden for og uden for vores graenser er en trussel for vores åbne frie samfund, ja – men en anden trussel, der er lige så stor, og jeg frygter lige så meget, er det åndelige tomrum, som minareterne gjalder ind i – et rum alene udfyldt af den postkristne, posthistoriske, postkristne og postnationale fortaelling om mennesket og verden: den kulturelle glemsel – glemslen af, hvad et menneske er. Tabet af dannelse – tabet af ånd. Tomrummet, der er årsagen til, at det er gået så galt – ikke bare i Danmark, men i den vesteuropaeiske del af verden.

Jeg mangler et kulturelt selvopgør, og jeg begriber ikke, hvor det bliver af. Hvorfor er borgerligheden så uinteresseret i at tale om kultur og kulturliv, kirke, kristendom og kristendomsundervisning, dannelse, livsoplysning og ånd?

”Ånd”, ja, der går naermest år, imellem en politiker tager ordet i sin mund – ikke engang DF, Nye Borgerlige og De Konservative går på de åndelige barrikader for at leve op til deres vaerdikonservative selvforståelse. Det ligger ellers alt sammen lige til borgerlighedens højreben, hvis de tilfaeldigvis går og mangler noget at vaere faelles om.

Ud over regnearket og de lyseblå skjorter – det er så en anden sag – og en klumme for sig.