Jeg havde fem etaper under baeltet, da Nicki Sørensen blev flået i asfalten, og angsten satte sig i mavesaekken

Den store trafik af motorcykler og biler omkring Tour de France-feltet blev et brandvarmt tema i 2011. Det begyndte med en hektisk dag, hvor Jyllands-Posten fik skaeldud, og kulminerede med et nyt saet faerdselsregler.

Mit forhold til at køre bil som udsendt Tour de France-reporter blev aldrig det samme igen. Ikke efter den dag, den 6. juli 2011. Det var en varm sommerdag i det nordlige Bretagne. En af de klassiske, hektiske og flade etaper, som hvert eneste år gør styrt, kaos og trafiksikkerhed til et tema i verdens største cykelløb. Jeg var på vej fra startbyen Carhaix mod målstregen i Cap Fréhel, da sportsredaktør Christian Thye-Petersen kontaktede mig.

Jeg husker, at jeg straks fornemmede hans aengstelse.

Nicki Sørensen var styrtet, fortalte redaktøren. Den 36-årige Saxo Bank-Sungardrytter – en af Bjarne Riis’ og holdkaptajn Alberto Contadors nøglefigurer – var blevet vaeltet af en motorcykel i forbifarten. Trukket hen ad asfalten og landet i rabatten.

Men hvad der var vaerre endnu: JyllandsPostens praktikant Tobias Dinnesen fulgte etapen fra en motorcykel netop i dag. Var det praktikanten, der var synderen, spurgte Christian Thye-Petersen.

Det var i det øjeblik, bag rattet i vores lejebil med et eftertragtet adgangspas til stort set alle veje omkring feltet i forruden, at jeg maerkede angsten saette sig i mavesaekken. En taet fornemmelse, lidt som når man lige har spist en tvivlsom tunsandwich fra en tankstation.

»Var det dig?«

Det var angstprovokerende nok at vaere udsendt for første gang med ansvar for Jyllands-Postens Tour de France-daekning og en naesten jaevnaldrende praktikant med som hjaelp. Taenk, hvis min og praktikantens karriere som cykelreportere – og vores faelles Tour-daekning – skulle indledes med potentielt at staekke Riis’ i forvejen hårdtprøvede cykelholds muligheder i løbet. Måske med en hjemsendelse?

Jeg skyndte mig at ringe til praktikanten for at få svar. Han tog den ikke. Jeg sendte en sms.

»Var det dig, der vaeltede Nicki?«

Han svarede ikke.

Der var ikke andet for end at køre til mål og håbe på det bedste.

sig. Alberto Contador havde vundet Giro d’Italia i foråret og ankom til Touren med sin famøse bøfsag, der endte i en dopingkarantaene, haengende over hovedet. Riis havde bestemt ikke brug for fejltrin og uheld.

Da jeg – et paent stykke tid inden Tourfeltet – nåede 5. etapes målstreg i Cap Fréhel, kunne jeg gense videoklippet med Nicki Sørensens cykel, der bliver slaebt hen ad vejen, mens Sørensen selv ender ude blandt tilskuerne. Det var ikke til med sikkerhed at identificere passageren på motorcyklen, og Tobias Dinnesen havde stadig ikke svaret.

De rasende ryttere

Efter etapen var Bjarne Riis selvsagt sur. Også selv om Nicki Sørensen var sluppet billigt og kunne fortsaette i Touren.

»Det bør ikke ske. Motorcyklerne bør holde sig vaek og lade rytterne køre cykelløb,« sagde han.

Chris Anker Sørensen kunne fortaelle, hvordan han havde set Nicki Sørensens cykel blive slaebt 200 meter hen ad asfalten.

»Jeg har hørt, at journalisten, som kørte på den pågaeldende motorcykel, er blevet smidt ud af løbet. Det, synes jeg, er godt,« slog han fast.

Da jeg stod der ved Saxo Bank-Sungardbussen og talte med Riis og hans ryttere, havde jeg heldigvis fået vished om, hvad der var foregået.

Tobias Dinnesen havde ikke vaeret involveret i uheldet, end ikke i naerheden. Radiotavsheden skyldtes ikke – som jeg frygtede – at han lå og graemmede sig i en grøftekant et sted. Blot at han af uransagelige årsager havde valgt at slukke sin telefon på turen.

I den forstand kan man velsagtens tale om held i uheld. Til naeste dags avis kunne Tobias Dinnesen skrive en saerdeles veltimet og veloplagt reportage om, hvor hektisk tilvaerelsen i Tour de France-feltet er på de indledende etaper, når alle er friske og – omsvaermet af motorcykler og biler – kaemper om den bedste position i fronten. Praktikanten kunne berette om, hvordan Bruno Thibout, en tidligere professionel cykelrytter, der kørte Tour de France i 1996, havde håndteret den tunge tohjulede. Om ryttere, der havde råbt både fører og journalist på motorcyklen ind i ansigtet, når de kom for taet på.

»Hvad fanden laver I her, I er ikke en del af feltet! ... Gå nu vaek, idioter!«

De reagerede velsagtens i en blanding af forståelig bekymring og den naturlige taending, som professionelle sportsfolk må forventes at have boende i sig, når intensiteten er størst. Øjensynligt med rette.

2011 skulle nemlig også vise sig at blive året, da føreren af en France TV-bil i en hasarderet overhaling på Tourens 9. etape pludselig havde retning mod et trae i vejsiden. I stedet for traeet valgte han at pløje dagens udbrud med navne som Juan Antonio Flecha fra Team Sky og Johnny Hoogerland fra Vacansoleil ned.

Sidstnaevnte landede i et virvar af hegnspaele og pigtråd. Han blev bogstaveligt talt flaenset op og berømt for det. Ikke mindst fordi han blev syet med 33 sting, fortsatte i løbet og gennemførte. Chaufføren fra France TV tog samme vej ud som føreren af motorcyklen, der faeldede Nicki Sørensen.

Tilbage i teorilokalet

Nicki Sørensens uheld på 5. etape blev den første øjenåbner. Påkørslen af Flecha og Hoogerland nogle dage senere blev et decideret vendepunkt.

Min påstand vil vaere, at respekten for feltet og trafiksikkerheden omkring det satte sig i langt de fleste af os, der fulgte rytterne. Omkring vaeddeløbet og de aktører, det hele handler om. Jeg ved i hvert fald, at det var tilfaeldet for mig.

Det var med en vis bekymring i baghovedet, at jeg selv fra en motorcykel fulgte

Andy Schlecks etapesejr på løbets 18. etape, da han tog den gule trøje på toppen af Galibier. Men hektikken er sjaeldent den samme, når feltet er kørt ind i bjergene. Der var aldrig fare på faerde.

Da jeg vendte tilbage til Tour-starten i Liège i Belgien i 2012, havde ASO indført nye faerdselsregler, og alle akkrediterede chauffører blev sendt til obligatorisk teoriundervisning forud for løbets start. Det var nok for det bedste.

Jeg daekkede Tour de France for JyllandsPosten seks somre i traek frem til 2016. Jeg skulle kun fem etaper ind i karrieren for at nå frem til den konklusion, at jeg aldrig selv skulle køre bil i naerheden af feltet under et cykelløb, hvis jeg kunne undgå det. Og sådan blev det.

Tobias Dinnesen er mig bekendt aldrig vendt tilbage til Tour de France, men det har gudskelov intet med Nicki Sørensen at gøre.