Hiroshima troede, den blev sparet – men det var for at øge chokeffekten

Torsdag er 75-årsdagen for verdens første atombombeangreb, som førte til afslutningen af Anden Verdenskrig.

Okinawa var begyndelsen på enden. I 53 forfaerdende, grusomme, blodige og utilgivende dage i forsommeren 1945 erobrede den amerikanske invasionshaer den sydligste af de japanske øer.

I begyndelsen lignede det en sommerudflugt i forhold til Iwo Jima, Solomon-øerne, Guadalcanal, og hvad de ellers hed de store slag, der karakteriserede Stillehavskrigen. Men japanerne havde en plan. De havde gravet sig ned i bjergene. I huler og huller. I bygninger, bag klipper og kunstige skydeskår. Her lå de parat til at modtage fjenden med et eneste formål: at tage så mange som muligt med sig i døden.

Ude på havet blev de amerikanske krigsskibe saenket og flaenset af kamikazepiloterne. Unge maend, der sagde farvel til en verden, de dårligt nok havde laert at kende, med det samme formål: at den enkelte tog et stort antal fjender med sig i graven.

Da slaget var forbi, var de grusomme kendsgerninger, at verdens største land-, søog luftslag havde kostet 12.520 amerikanere livet, mens 36.000 var blevet såret. 110.000 japanske soldater mistede livet, en dødsrate på omkring 95 pct. Desuden omkom 100.000 civile, en fjerdedel af øens befolkning.

Parat til at gå i døden

Og det var bare Okinawa. Dørtrinnet til Japan. Forude lå store og små japanske øer og japanske byer, bjerge og landskaber.

Japans nederlag var kun et spørgsmål om tid. Det stod klart for den amerikanske haerledelse. Men det stod lige så frysende klart, at forude ventede et blodbad til den sidste patron og den sidste flammekaster.

Det var i det mentale rum, at beslutningen blev truffet for 75 år siden.

Generalerne Marshall og

MacArthur underskrev dokumenter, der beregnede, at det ville koste mellem 25.000 og 46.000 amerikanere livet at erobre Japan. En anden gruppe inden for haeren talte om mellem 400.000 og 800.000 døde amerikanere og mellem 5 og 10 mio. japanere.

Med tallene fra Okinawa og udsigt til en langvarig konfrontation med 2,3 mio. japanske tropper og en civil milits på omkring 28 mio. – alle parat til at slås til døden – indledte USA forberedelserne til verdens første og hidtil eneste atomangreb.

Det hemmelige Manhattan-projekt havde skabt det farligste og mest destruktive våben, som menneskeheden har kendt. Nu var tiden kommet til at bruge det.

Det hele blev samlet på den amerikanske base på Tinian, lillebror til Guam og Saipan i øgruppen Marianerne. Det var også her det modificerede B-29-bombefly Silverplate blev klargjort til missionen.

Kyoto valgt fra

Der var diskussioner om målet. Til sidst endte haerledelsen på fem japanske byer, Kokura, Hiroshima,

Yokohama, Niigata og Kyoto. Kyoto blev senere fjernet på grund af sin religiøse og kulturelle historik.

Tokyo og andre storbyer var ikke med af den simple grund, at de allerede var braendt ned til grunden.

I foråret 1945 blev op mod 100 japanske byer terrorbombet med napalm og fosfor. Tokyo var blevet udraderet natten mellem den 9. og 10. marts. Mindst 100.000 blev draebt, 267.000 bygninger braendt ned og 41 kvadratkilometer land lagt øde i en ildstorm i det mest ødelaeggende bombeangreb nogensinde.

I Hiroshima undrede man sig. Byen havde en størrelse og en betydning, der gjorde den til et oplagt mål. Folk talte om, at byen måske blev sparet, fordi den var udset til at blive amerikansk hovedkvarter efter erobringen af det sydlige Japan. Men den amerikanske strategi var, at ødelaeggelserne skulle vaere maksimale, og chokeffekten skulle vaere så stor som mulig – for at fremtvinge en japansk overgivelse. Derfor blev Hiroshima fredet. Det samme skete ikke for Nagasaki, der først kom på listen i stedet for Kyoto den 25. juli.

Den 6. august vågnede Hiroshima til en skyfri himmel. To rekognosceringsfly var fløjet ind over byen for at tjekke vejrforholdene. De udløste en luftalarm, som hurtigt blev afbrudt igen. Livet gik sin vante gang og kun ganske få tog notits af den enlige sølvglinsende maskine, der cirklede rundt i 9.470 meters højde. Det var Enola Gay, opkaldt efter piloten Paul W. Tibbits mor.

Efter seks timers flyvning fra Tinian brugte han seks minutter til indflyvningen, inden bombekammeret blev åbnet klokken 8.15.

Praecis 44,4 sekunder senere detonerede verdens første atombombe, Little Boy, i 580 meters højde.

Total destruktion

Destruktionen var total. Alt blev lagt fladt i en radius af 1,6 km. Alt braendbart blev forvandlet til aske i en radius af 11 km. En tredjedel af befolkningen, mellem 70.000 og 80.000, døde, og lige så mange blev kvaestet.

Chokeffekten udeblev. Der var mere forvirring og vrede end chok i Japans militaere ledelse. Tre dage senere satte B-29’eren Bockscar med Charles Sweeney som kaptajn kursen mod Kokura med atombomben Fat Man i lasten. På grund af røg og skyer måtte missionen opgives efter tre mislykkede forsøg. I stedet blev kursen sat mod det alternative mål, Nagasaki. Bomben blev udløst langt fra det ideelle mål, og på grund af beskyttende bjerge blev skaderne mindre omfattende. Men dødstallet angives til mellem 40.000 og 80.000. Det naeste togt var planlagt til den 19. august og yderligere tre i både september og oktober.

Men hverken de eller den planlagte amerikanske invasion blev realiseret. Chokeffekten slog igennem.

Den 15. august 1945 bragte kejser Hirohito budskabet om Japans betingelsesløse overgivelse, og den 2. september blev sidste punktum sat for Anden Verdenskrig med den japanske udenrigsministers underskrivelse af fredsbetingelserne på slagskibet ”USS Missouri” i Tokyobugten den 2. september 1945.