Kan en hvid mand tillade sig at skabe en film om Grønland?
Den roste dokumentarfilm “Kampen om Grønland“møder afslag fra internationale filmfestivaler. Instruktøren bag oplever, at det problematiseres, at han ikke selv er fra Grønland.
Jeg mener, at vores stemmer fortjener at blive hørt over hele verden (...) for mig og mange grønlaendere føles det ikke, som om filmen er blevet instrueret af en hvid mand, det føles, som om den bliver fortalt indefra, fordi vi fortaeller historien med vores stemmer,« siger Paninnguaq Heilmann ind i kameralinsen på sin mobiltelefon i en støttevideo for filmen ”Kampen om Grønland”.
Det er ikke hele verden, sine egne landsmaend eller danskerne, hun forsøger at råbe op, men derimod en lille udsøgt skare af programudvaelgere på nogle af verdens største dokumentarfilmfestivaler.
Nej tak
Paninnguaq Heilmann er en af de fire hovedpersoner i en anmelderrost dokumentar skabt af instruktøren og filmfotografen Kenneth Sorento. I ni år har han fulgt de fire unges opgør med grønlandsk jantelov i forsøget på at skabe et nyt og bedre Grønland på hver deres måde.
Holdet bag ”Kampen om Grønland” har haft store forhåbninger om, at filmen ville blive udtaget til verdens største dokumentarfilmfestivaler. Men indtil videre ser det mørkt ud for filmen, der ellers blev valgt til at åbne dette års CPH:DOX. Nej tak fra ImagineNativeFilm Festival i Toronto. Nej tak fra den toneangivende Tribeca Film Festival. Og nej tak fra Hot Docs Canadian International Documentary Festival – en af de vigtigste filmfestivaler for dokumentarfilm.
»Jeg har direkte fået at vide fra DFI (Det Danske Filminstitut), at jeg ikke skal gøre mig nogen forhåbninger om at blive optaget på de toneangivende dokumentarfilmfestivaler, fordi jeg er dansker, der skildrer et oprindeligt folk, jeg ikke selv tilhører. Og at jeg slet ikke skal regne med International Documentary Film Festival Amsterdam, der ellers er en af de vigtigste. Det er ubeskriveligt frustrerende. De medvirkende er glade, og fra den respons, vi får, ved jeg, at vi lykkedes med at skildre et nutidigt Grønland, som grønlaendere selv ser sig i. Desuden er filmen kun blevet til virkelighed på grund af den frygtløse dansk-grønlandske co-producer Jørgen Chemnitz, der gik ind i filmen, da ingen andre ville, fordi selvstaendighedsdebatten er meget kontroversiel i Grønland. Han har gjort et ubeskriveligt stykke arbejde som kulturel oversaetter,« siger Kenneth Sorento.
Hvidt herredømme i film
Direktør i Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard kalder afvisninger af film instrueret af personer, der ikke hører til det folkefaerd, de skildrer i deres film, for en »staerk og markant tendens i filmverdenen i disse år«.
En af årsagerne kan findes i en analyse af diversiteten blandt filminstruktører, som The USC Annenberg Inclusion Initiative publicerede denne januar. I perioden 20172019 var naesten halvdelen af alle filminstruktører (45 pct.), der blev udtaget til at vise deres film på en af de top-10 nordamerikanske filmfestivaler, hvide maend. 26 pct. var underrepraesenterede maend, 17 pct. var hvide kvinder, og 12 pct. var kvinder med anden hudfarve end hvid.
»Der er ingen tvivl om, at filmverdenen har vaeret gennemsyret af et hvidt middelklasseherredømme i årevis. Vi ønsker også en mere mangfoldig repraesentation af stemmer, men at lave en konkret politik, som flere af de store filmfestivaler har gjort, finder jeg problematisk. Udviklingen kan ikke tvinges frem af kvoter eller ved at udelukke film på forhånd. Vi mener fortsat, at man godt kan lave film om nogen, man ikke selv tilhører, ligesom man også godt kan spille transseksuel uden at vaere det, og vi bliver ved med at støtte film som ”Kampen om Grønland”. Også selv om vi ved, at de får det svaert på festivalerne,« siger Claus Ladegaard.
Det er ikke lykkedes Jyllands-Posten at få et interview hos den vigtige festival IDFA, der ellers er åben om sin nye kurs i udvael
gelsen af film. Den toneangivende og forholdsvis nyansatte kunstneriske direktør, Orwa Nyrabia, udtalte i 2019 til magasinet Cineuropa:
»Den staerke tilstedevaerelse af film lavet af nordlige filmskabere om resten af verden er ikke mere nok ... Vi ved i dag, at vi ikke bare kan se film om Balkan-krigen, om den syriske krig eller om Congo uden at give en seriøs platform og behørig respekt til filmskabere fra disse samfund, der fortaeller os deres historier på deres egen måde.«
Født i modvind
Selv om filminstruktør Kenneth Sorento er traet af sine afslag, har han forståelse for spørgsmålet om, hvorvidt mennesker udefra skal dokumentere minoriteter, de ikke selv tilhører.
»Jeg kan godt forstå dele af den her bevaegelse. Nu har den hvide mand i årevis fortalt de historier, der kom ud i verden om de oprindelige folk. Jeg har set mange film om Grønland, og nogle gange taenker jeg også: Hold kaeft, hvor den film stinker langt vaek af et hvidt perspektiv,« siger han.
Kenneth Sorento var selv efter premieren meget spaendt på reaktionerne fra grønlaendere – ville den i Grønland blive set som endnu en film med et dansk perspektiv?
»Men reaktionerne har vaeret gode, og guderne skal vide, at den film er født i modvind. Ingen hverken i Grønland eller i Danmark ville røre emnet ”selvstaendighed” med en ildtang. Det er alt for spraengfarligt, så hvis vi, der består af et hold af grønlaendere og danskere, ikke havde lavet den – hvem skulle så?« siger Kenneth Sorento.
Men kan afslagene ikke skyldes, at din film ikke er god nok?
»Det er ikke, hvad jeg kan laese i både danske og udenlandske anmeldelser. I Politikens fem hjerter, eksempelvis – og anmeldelsen i Screendaily. Filmen dømmes ude, før de har set den, er min opfattelse.«
Filmens co-producer, Jørgen Chemnitz, er grønlandsk-dansk og bor i Nuuk. I maj fik han det første afslag. Det var fra den canadiske filmfestival ImagineNative. Det var ikke nok, at co-produceren var grønlandsk, når instruktøren ikke er, hvilket er et nyt krav fra festivalens side.
»Når der nu er fokus på instruktørens etniske ophav, er opmaerksomheden skiftet fra, hvad der fortaelles i en film, til, hvem der fortaeller. Det er et barnligt forsøg på at beskytte sig (altså os som ”oprindelige folk”) og kontrollere, hvilke historier der bliver fortalt, fordi man synes, skildringer udefra er unuancerede. Vi mangler at forstå, at alle film altid vil vaere ufuldstaendige, ikke kan skildre hele virkeligheden i alle dens facetter,« skriver Jørgen Chemnitz, der også i Grønland møder kritik fra landsmaend, der mener, at han ikke burde have støttet en dansk instruktør.
»Og så må opfordringen til mine landsmaend, som er kritiske over for Kenneths (Sorento, red.) film vaere: Så vis os din egen film. Jo flere dokumentarfilm om Grønland, jo bedre,« lyder hans respons.
I 2019 stødte instruktøren Jannik Splidsboel ind i samme mur med sin film ”Drømme fra Ødemarken”. I filmen skildrer han livet hos tre generationer af aboriginere i Australien. Familierne valgte at indgå i et unikt samarbejde med ham, bl.a. fordi han ikke er australier, men kommer udefra. Mens filmen fik anmelderros og bl.a. blev udtaget til den anerkendte dokumentarfilmfestival Visions du Réel i Nyon i Schweiz, grundstødte den både i Australien og i Nordamerika.
Skulle jeg droppe filmen?
»Jeg fik den besked, at de ikke optog film om oprindelige folk, der ikke var lavet af oprindelige folk. Og det er jo ikke, fordi jeg bare var kommet svaevende ind i ødemarken og gav mig til at filme. Dokumentarfilm bliver jo til i samarbejde med de medvirkende, som har en vigtig historie at fortaelle. Jeg havde en klar erkendelse af, at jeg havde brug for en kulturel konsulent for at lykkes. Jeg havde en antropolog om bord, der havde boet i årevis sammen med aboriginerne – og jeg tilknyttede også en fra området, der havde lidt erfaring med film, men han fik personlige problemer og måtte stoppe – og skulle jeg så bare droppe filmen? Der føler jeg måske, at der er mange derude, som sidder og kaefter op, der i virkeligheden ikke ved, hvad det vil sige at skabe film – hvor meget omhu vi laegger i arbejdet,« siger Jannik Splidsboel.
Han har stillet sig selv spørgsmålet om, hvorvidt instruktører i fremtiden vil blive nødt til at gå ud og finde en person med den rette etnicitet som proforma-medinstruktør for at kunne skrive et navn på ansøgningsblanketterne.
»Vi fik afslag fra en stor australsk støttepulje til filmen, fordi jeg ikke tilhører aboriginerne. Men de krav, man skulle skrive under på for at opnå støtte, var vanvittige. Der måtte ikke vaere noget kritisk eller noget, der kunne stille aboriginernes situation i dårligt lys. Det er jo censur,« siger
Jannik Splidsboel, der i fremtiden håber at se flere film fra Grønland og Australien, skabt af indfødte folkefaerd.
»Men så laenge muligheden ikke er der, eller den politiske vilje i Grønland, Danmark og andre lande mangler, skal de her film så først fortaelles om 10 år eller aldrig?« siger Jannik Splidsboel.
På Det Danske Filminstitut aergrer direktør Claus Ladegaard sig over, at film, som instituttet har støttet, kan strande på andet end kvaliteten.
I ”Kampen om Grønland” mener han, at det netop er lykkedes at gøre op med tidligere tiders filmsynder, hvad angår skildringer af Grønland.
»Groft sagt har de fleste andre skildringer placeret sig i to grupper. En med film med flotte isbjerge og en om store sociale problemer. Men kvaliteten i Sorentos film er netop, at han bryder begge billeder, og det er det, filmen bør vurderes på. Men heldigvis er den jo blevet udvalgt som åbningsfilm til CPH:DOX og haft en fin visning hos Danmarks Radio, så så slemt er det heller ikke. Det er straks vaerre med Janniks (Jannik Splidsboel, red.) film fra Australien, der virkelig burde have haft et større publikum og kunne have fået det ved at blive vist til tvstationernes opkøbere på de store internationale filmfestivaler,« siger Claus Ladegaard.
Andrea Smitko, presserådgiver for Hot Docs Canadian International Documentary Festival, afviser over for Jyllands-Posten at svare på deres repraesentationsstrategi. International Documentary Film Festival Amsterdam (IDFA) er ikke vendt tilbage på henvendelsen fra Jyllands-Posten.