Giv os noget dannelse
Når Dansk Folkeparti holder sommergruppemøde fra mandag, er skyggerne fra dårlige meningsmålinger måske alligevel ikke laengere, end der bliver plads til en solstribe for nogle af folketingsmedlemmerne. I hvert fald har Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt gødet jorden med udspil, der både anslår klassiske DF-toner, men hvor der måske er mere musik i end blot til en enkelt gammel traver. Ikke mindst Messerschmidt lancerede sig selv som noget naer partiets genstarter i et stort interview i Politiken, hvor han forsøger at manifestere sig som partiets åndelige arvtager til de ret ledige pladser efter 00’ernes chefideologer, Søren Krarup og Jesper Langballe. Messerschmidt slår så fast, som ville han riste sin egen nye Jellingsten, at Danmark er et kristent land. Hvilket jo i sig selv ikke berettiger til hverken gule breaking-bjaelker eller forsideplaceringer. Ej heller, at han benytter vores kristne herkomst til at blande den kendte cocktail, der skal holde faedrelandet på det rent danske spor.
Når der alligevel er god grund til at lytte til de dirrende kulturspor, Messerschmidt laegger ud, er det, fordi snakken om Danmark som et kristent land, også i kulturel og åndelig forstand, ikke ligefrem lyder med eksprestogsbuldren fra andre politiske partier. Socialdemokratiet har netop skiftet sin kulturordfører ud, muligvis efter forgaengerens alt andet end visionaere betragtninger om, at der for ham var lige så meget kultur i en håndboldhal som i Det Kgl. Teater. Den nye ordfører kom, samme dag som Messerschmidt i øvrigt, med sin version af dansk kulturpolitik i Berlingske. Heller ikke her var der overvaeldende fasthed i kulturkalorierne. Partiet havde udtrykt sig uklart om sin kulturpolitik og var derfor blevet misforstået. Aha.
Morten Messerschmidt hører til gengaeld til i anden og mere klar toneart. Den operaelskende tidligere EU-politiker er tydeligvis klar til at erobre de skrå braedder på hjemmefronten og har udset sig synspunkter, der for tiden er ret foraeldreløse. Vi har set det under coronakrisen, hvor kulturlivet har revet sig i håret over kulturministerens håndtering af branchens udfordringer. En håndtering, som ikke var drevet af en synlig sikker hånd, og som i hvert fald ikke overbeviste ret mange om kulturens vaesentlighed for danskerne.
En ting er Messerschmidts forventelige kobling mellem indvandrere og dansk kultur. Og man kan også spørge i folkekirken, hvordan man har det med – igen – at blive sat på et partipolitisk tog. Men først og sidst er Morten Messerschmidts energiske betoning af Danmark som et kristent samfund interessant som en øvelse i den dannelse, så mange taler så meget om i disse år. I et par generationer har vi haft mere trang til at udforske verden end til at holde det hjemlige hus; vi har naermest ikke kunnet få det fjernt og eksotisk nok i vores globale langsyn.
På mange måder har vi glemt at forny medlemskabet af den kulturarv, vi har i vores dna. Ja, nogle har vel naesten småskammet sig over det og anset begrebet danskhed som noget småpinligt altmodisch.
Men vi er et, om ikke andet, kulturkristent samfund, hvor en stor del af samfundets vaerdier, vores viden og tilgang til vore medmennesker oprinder fra. Det vil ikke vaere nogen skade til at støve arvegodset af, se det dybt i øjnene og diskutere med os selv og hinanden, hvad vi vil stille op med det. Og da den form for vaerdipolitik ikke har vaeret noget, der har optaget den borgerlige blok synderligt laenge, så tak for opfordringen, Morten Messerschmidt.