Reglerne for optagelse på videregående uddannelser burde høre fortiden til

Natten til tirsdag i sidste uge modtog knap 100.000 håbefulde ansøgere et laenge ventet svar på, om de var blevet optaget på en videregående uddannelse. Nogle har måske vaeret endnu mere spaendte end normalt, for på mange måder har 2020 vaeret et anderledes år – også i uddannelsesøjemed.

Først og fremmest trådte afskaffelsen af karakterbonussen – den såkaldte 1,08-regel – i kraft. Dermed belønnes de ansøgere, som påbegynder en videregående uddannelse inden for to år efter endt ungdomsuddannelse ikke laengere. Samtidig oplevede mange unge, at rejse- og arbejdsplaner blev forpurret af covid-19, hvilket skabte en forventning om et øget ansøgertal til de videregående uddannelser. Det genererede yderligere en udvidelse i antallet af studiepladser med 5.000. Alt sammen nye og anderledes variable i det danske uddannelsesog optagesystem. Men så stopper nyhederne også.

Som saedvanligt blev langt de fleste ansøgere – heldigvis – tilbudt plads på deres førsteprioritet. Dem ønsker jeg et stort tillykke. Dog måtte over 10.000 ansøgere – svarende til omkring 10 pct. – sande, at karaktererne fra ungdomsuddannelsen ikke rakte til at etablere den ønskelige fremtid. Procentmaessigt udgør andelen ganske vist et mindretal, men det svarer alligevel til, at samtlige indbyggere i Skagen har modtaget et afslag på den – eller de – uddannelser, som skulle bane vejen for deres fremtidige arbejdsliv.

For knap 10 år siden – som 16årig – fik jeg min årskarakter i fysik. Den vil naeppe få nogen til at klappe i haenderne. Hvis jeg i år havde søgt ind på en videregående uddannelse, gennem kvote 1, ville den karakter fortsat have haft indflydelse på min mulighed for optag. Også selv om den ikke afspejler min nuvaerende arbejdsmoral – eller er det mindste relevant for nogen videregående uddannelse, jeg kunne have overvejet at søge ind på.

“Men er det ikke bare sådan, det er, og handler gymnasiet ikke om almen dannelse og bred faglighed?” taenker du måske. Og jo, det gør det. Men når vi har så travlt med at laere de unge, at det er okay at begå fejl, fordi det endda ofte er det, man laerer mest af, hvorfor er optagesystemet så fortsat indrettet så snaevert, at faelden klapper, når man er 19 år gammel og står med en studenterhue på hovedet og en halvlunken bajer i hånden?

“Men det er jo netop det, vi har kvote 2 til,” begyndte du sikkert allerede at taenke halvvejs gennem mit indlaeg. Ja. I Danmark har vi kvote 2, og det betyder, at uddannelsesinstitutionerne kan vaelge, at helt ned til 10 pct. af en årgang skal optages på baggrund af andre kvalifikationer end deres karaktergennemsnit. Den resterende procentdel optages fortsat på baggrund af karaktergennemsnittet. I Sverige har de i stedet högskoleprovet, som mindst en tredjedel af en årgang optages på baggrund af. Det er en optagelsesprøve, som i høj grad afspejler det materiale, kommende studerende vil møde på uddannelsen. Derfor er der stor sandsynlighed for, at det er de ansøgere med størst viden og motivation for området, som tilbydes studiepladserne. Derudover taeller eventuel faglig supplering efter endt ungdomsuddannelse med i karaktergennemsnittet, som derfor ikke er fastlåst på samme måde som i Danmark.

Sidstnaevnte gør sig også gaeldende i Norge, hvor det samtidig er muligt at gentage et fag som supplering udelukkende med henblik på en forbedring af karakteren. Der er altså langt bedre forudsaetninger for at blive belønnet for at aendre – og dygtiggøre – sig over tid, når man skuer til de lande, som Danmark ofte sammenlignes med.

Så mens jeg endnu en gang vil lykønske de mange kommende studerende, som er blevet optaget på de videregående uddannelser, vil jeg fortsat undres over, at vi i 2020 har så rigide regler for optag på de videregående uddannelser, at pladsen til fejl og forbedring er bemaerkelsesvaerdigt lille.

Pladsen til fejl og forbedring er bemaerkelsesvaerdigt lille.