Det er ikke gratis at tage parti

Når nogle af os er skeptiske over for dem, der har tilegnet sig al taenkelig visdom i få og let håndterlige saetninger, der skal lyksaliggøre alle, og som de proklamerer i alle fora og forsamlinger, er det ikke bare, fordi deres meninger forekommer mere firkantede, end godt er, men også, fordi det er etisk fup at slå politisk mønt af meninger, som intet menneske kan komme i fortraed ved at have. Som eksempelvis den, at der findes racisme i Danmark.

Det er en udbredt opfattelse, at det ingen sag er at tage parti, men at det er noget, man kan gøre gratis eller i hvert fald med små omkostninger og måske endda til sin egen inderlige tilfredshed i den indbildning, at man er modig. Og dog forholder det sig modsat: at tage parti kan have så høj en pris, at det efterlader os i en ubetalelig gaeld. Vi kan nemlig kun gøre det med os selv som indsats. Vi kan ikke gøre det på skrømt eller fra sidelinjen, eller fordi det for tiden er på mode, og vi gerne vil tage os ud som aedle.

Det er nemt nok at gå ind for fossilfri energi, miljøbevarelse, biologisk diversitet og en effektiv forureningsbekaempelse, ligesom det ingen sag er at have en holdning til indvandring og identitet samt den lange raekke af problemer, der ellers kendetegner dagens Danmark, og som de fleste af os kun er bekendt med fra medierne. Men det er beskaemmende ikke at turde have en holdning, når de problemer, man burde have en holdning til, uomgaengeligt berører en selv.

Forskellen imellem ret og uret foreligger nu engang ikke til gratis overtagelse, men bliver først til, når man praesterer den indsats at forsvare retten eller bekaempe uretten.

Denne indsats består ikke i at gøre det, der ingenting koster: eksempelvis som medlem af et politisk parti at gå i demonstrationstog eller gøre sig kendt i den offentlige debat og agitere på et socialt medie; for i den proces at tage parti er man alene, og kun i denne ensomhed bliver man menneske.