De borgerlige skulle overveje, hvad borgerlige vaerdier er for dem

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har vakt opmaerksomhed ved at udtale, at Danmark er et kristent land, og at kristendom fremover i højere grad skal definere hans partis vaerdipolitik. Som det fremgik af gårsdagens overvejende positive leder her i bladet, har »den form for vaerdipolitik ikke vaeret noget, der har optaget den borgerlige blok synderligt laenge«.

Nej, og det er egentlig underligt, for den holdning burde vel vaere indlysende hos borgerlige politikere. Den borgerlige side i Folketinget – man vaegrer sig ved p.t. at kalde den en blok – vinder ikke naeste valg. Det medgiver flere borgerlige politikere allerede selv, med uklaedelig defaitisme. Så meget mere betimeligt må det vaere for dem at overveje, hvad borgerlige vaerdier egentlig er for noget.

Man beklager sig over, at Socialdemokratiet lige har vundet et valg ved på traesk vis at overtage den borgerlige udlaendingepolitik.

Spørgsmålet er, om den borgerlige side overhovedet er i stand til selv at vinde et valg udelukkende på borgerlige vaerdier – uden at overtage venstrefløjens. Det har altid vaeret en borgerlig grundvaerdi at få saenket skatterne og begraenset velfaerdsstatens enorme ydelsesprogram, men det vinder man ikke valg på i et demokratisk samfund, hvor over halvdelen af vaelgerne lever af staten. (Her taenkes der ikke blot på dem, der modtager ydelserne, men også dem, der uddeler dem). Derfor har vi mest kun fået en borgerlig regering, når lokummet braendte – når landet var ved at gå fallit eller oversvømmet af indvandring. Og så var det under betingelse af, at der dybest set blev ført socialdemokratisk fordelingspolitik.

Men hvad er borgerlig? Lad os i kort form kalde det et gemyt, som vil virke for orden og imod kaos, forstået som konsekvensen af den ”afgrund af muligheder”, den globaliserede og teknologiske verden praesenterer, når der ikke lige er coronakrise. Objektivt set er vel mere end 60 pct. af befolkningen borgerlig, men det fungerer ikke godt med den romantisk-oprørske selvopfattelse, der praeger tiden. Så ”borgerlig” er på graensen til at vaere et skaeldsord, og for det meste noget folk går og putter med. Her er det en komplicerende faktor, at borgerligheden ikke er monolitisk som Socialdemokratiet, men har to modsatrettede ”fødder” – en liberal fod og en konservativ fod – som den borgerlige politiker evigt skifter vaegten på.

Hvor det konservative er borgerligt ordensorienteret, er der på visse punkter ikke stor forskel på ”liberal” og ”venstreorienteret”. Det liberale forandringsredskab er vaekst, mens det venstreorienterede er omfordeling, hen imod en lighedsutopi. De borgerlige har evigt svaert ved at finde de etiske argumenter imod venstrefløjens utopiske lighedsprojekt. Det burde ikke vaere svaert.

Identitetspolitikken er venstrefløjens revanche som ren offerpolitik, men identitetspolitikken har vist sig ikke blot at vaere et tveaegget svaerd, som også rammer den, der bruger det, men isaer at baere mod samfundsmaessigt og politisk kaos. Det er lige her, dette med en revaluering af de traditionelle borgerlige vaerdier kan få sin politiske chance. Det bliver måske det naeste lokum, der braender: når offervrøvlet bliver for meget for de fleste. Den eneste måde, det nemlig lader sig gøre at daemme op for identitetspolitikkens atomisering, er ved at tale assertivt for større, faelles identiteter. Af sådanne byder to sig til: den nationale identitet og den kristne, gerne kulturkristne identitet.

Summen af dem er historisk rummelig borgerlighed.

De borgerlige har evigt svaert ved at finde de etiske argumenter imod venstrefløjens utopiske lighedsprojekt. Det burde ikke vaere svaert.