Du kan sagtens vaere hvid og efterkommer af en slave

Jeg har laest en del avis her i sommerferien, og jeg har kigget lidt i historiebøgerne. Der var nemlig noget, der spøgte i baghovedet.

Noget om traeheste og pisk. Noget om tvangsarbejde, noget om at vaere – i enhver praktisk forstand – slave. Noget om at kunne saelges med godset, arves med godset og behandles efter forgodtbefindende af godsejeren og hans ridefoged. Noget med godsejerens ret til første nat med bruden og noget med at blive straffet med vold og faengsel, hvis man forsøgte at forlade den landsby, man var født i. Livet i Danmark før ophaevelsen af stavnsbåndet.

Når vi snakker om vores danske fortid, er det oftest de entreprenante vikinger, vi helst vil identificere os med. De var stolte og sejrrige. Men den blødende, piskede landbrugsslave på traehesten er meget taettere på os tidsmaessigt. Det har vi mere eller mindre fortraengt. Stavnsbåndet blev trods alt ophaevet i 1788, og ophaevelsen trådte i kraft trinvis frem til år 1800, så det er lang tid siden. Vi er kommet videre. Vi har dog stort set alle sammen haft forfaedre, der i realiteten var slaver, inden for historisk set ret kort tid.

Så til dig, der påstår at vaere traumatiseret, fordi din tipoldemor var slave: Velkommen i klubben af slaveefterkommere. Da din tiptiptipoldemor måske plukkede sukkerrør i Vestindien, sad min tiptiptipoldefar måske på traehesten. Hvad med, at du kommer videre også? Der er nok af uretfaerdigheder i verden at tage fat på, hvis det skulle vaere det.

For aldrig nogensinde har der vaeret så mange slaver i verden som nu. Ikke mindst i Afrika og i de arabiske lande. Det er der ikke mange, der går op i eller demonstrerer mod. Hvis sorte liv virkelig betyder noget for dem, der demonstrerer under det motto, burde de se på, hvad Boko Haram og diverse afrikanske diktatorer har gang i. På, hvor mange kristne afrikanere der myrdes hver dag. På, hvor mange maend, kvinder og børn der lever som slaver.

Det er ikke sorte liv som sådan, det handler om. Det er tydeligt. Det handler om selvpromovering, om at skabe sig en interessant identitet og om, at der er valg i USA i år.

Derfor er jeg så traet af at høre om racisme her og der og alle vegne. Jeg orker bare ikke at se sorte popstjerner promenere i pressen med symbolske slavekaeder om halsen. Sådan nogle stjerner er så rige, at de kunne købe og saelge mig og hele vores landsby for mindre end deres ugentlige lommepenge. Jeg orker heller ikke at se folk, der indtil i går kunne gå i almindeligt tøj, begynde demonstrativt at klaede sig i farverig afrikansk batik, for at vise “hvem de er”. Jeg går da heller ikke i folkedanserdragt, når jeg skal i Netto, vel?

Er jeg så racist? Sikkert. Jeg diskriminerer i hvert fald masser af mindretal. Jeg kunne aldrig blive ven med hverken en BLM-aktivist, en militant veganer, en rocker, en vanvidsbilist, en selskabstømmer, et bandemedlem, en burkaklaedt konvertit eller en Anima-aktivist for bare at naevne nogle få af ofrene for min diskriminering.

Jeg diskriminerer nemlig på grund af holdninger – og nå ja, jeg indrømmer det: på grund af køn. Jeg er så glad for gamle hvide maend, at jeg er gift med en af dem. Et klart racemaessigt og sexistisk valg. Jeg er nok en håbløs sag.