Coronaen viste det: Sundhedsvaesenet skal ikke gøre alle til generalister

I de senere år har der vaeret en udvikling i gang, hvor sygeplejersker skal kunne varetage så forskelligartede opgaver som muligt. Det er mere fleksibelt, men også bekymrende, at der bliver faerre specialiserede fagpersoner.

Det danske sundhedsvaesens bedrifter kan ikke fremhaeves mere end under coronakrisen. For en stund var det, som om der ikke eksisterede andre sygdomme laengere.

Laeger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale blev udstyret med håndsprit, et mundbind og superheltekraefter (i den første lange tid forholdsvis nemmere at fremskaffe end førnaevnte) og var dermed per definition blevet i stand til at redde hele verden fra det ene sekund til det andet.

Der har helt entydigt vaeret ydet en kaempe indsats fra sundhedspersonalets side i dette forår, men det har heller ikke vaeret uden omkostninger. Lad os derfor i det følgende komme med vores bud på, hvad der ledte op til dette, hvad der skete under sundhedskrisen, og hvordan vi kommer videre, hvis vi også fremover skal kunne profitere af de fordele, der følger af et højt specialiseret sundhedsvaesen.

I en ikke helt fjern fortid, hvor de fleste af os stadig gik rundt med en forestilling om, at coronavirusser var noget, der kun angik mennesker i fjerne egne af kloden, var den politiske dagsorden allerede meget optaget af manglen på sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale. Både den demografiske udvikling, stigningen i behandlingsmuligheder og politiske prioriteringer i kombination med, at et frafald fra isaer plejefagene lagde et massivt pres på dem, der blev tilbage. Det nåede sit foreløbige højdepunkt tidligere på året, hvor der blev indgået aftale om at skaffe 1.000 ekstra sygeplejersker.

Når der er mangel på sygeplejersker, vil der i sagens natur også vaere mangel på specialuddannede sygeplejersker. Dertil skal det påpeges, at der igennem de seneste mange år har fundet en konstant, men naesten umaerkelig opgaveglidning sted i sundhedsvaesenet. Måske knap så meget ud fra rekrutteringsproblemer inden for bestemte faggrupper, men nok så meget ud fra et administrativt og politisk ønske om at vende en langvarig og dybt forankret specialiseringstendens til fordel for en højere grad af generalisering.

Jo flere forskellige funktioner, den enkelte medarbejder er i stand til at løse, desto faerre forskellige medarbejdere er der brug for, og desto mere robust er hele systemet da også, hvis der skulle opstå vakancer af den ene eller anden årsag.

Tydeligt kan man iagttage faenomenet i forbindelse med planerne for de såkaldte supersygehuse. Såvel arkitektonisk som strukturmaessigt er det planlagt, at medarbejderne skal kunne indsaettes i flere forskellige funktioner og afdelinger.

Det er forståeligt, at det fra et arbejdsgiversynspunkt kan forekomme interessant gennem en større generaliseringstendens at forsøge at imødegå nogle af de meget udskaeldte snitfladeproblematikker, hvor de enkelte klinikker og sektorer lukker sig sammen om sig selv, så patientforløbene hverken bliver gnidningsløse eller overskuelige. Mindst af alt for det enkelte menneske, der har brug for sundhedsfaglig hjaelp.

Det er dog vores opfattelse, at så laenge man hverken aendrer på organiserings- eller finansieringsmodellerne af et samlet sundhedsvaesen, vil det ikke vaere befordrende for mere helhedsorienterede patientforløb at bede den enkelte medarbejder på gulvet om at brede sit virke mere ud og ikke se så snaevert på eget speciale laengere.

Alle de skitserede problemstillinger blev meget tydelige, da coronapandemien ramte os mere eller mindre uforberedte. Erfaringerne fra blandt andet Kina og Italien havde vist, hvor galt det kunne gå, når der var mangel på kvalificeret personale. Fra starten af pandemien stod det klart, at hvis situationen havde udviklet sig med samme kritiske hastighed herhjemme, ville der hurtigt opstå mangel på personale – ikke mindst på intensivsygeplejersker. Man var derfor hurtig til at lukke andre afdelinger og specialer helt eller delvis ned og omplacere personale, der dermed blev frigivet.

Når der opstår en helt ny sygdom som covid-19, vil der i sagens natur ikke vaere eksperter på forhånd. Ligesom de aggressive sygdomsforløb med hurtig smittespredning, som var kendt fra udlandet, nødvendiggjorde, at man tog drastiske midler i brug og handlede hurtigt og resolut.

Imidlertid er vi nu et andet sted, end da pandemien ramte. Af samme årsag er det ovenud relevant og rimeligt at spørge, hvad der skal ske med vores sundhedsvaesen i tiden, der ligger foran os?

Der er ingen tvivl om, at erfaringerne fra covid-19 har fået mange i såvel den politiske som den administrative ledelse af sundhedsvaesenet til at vejre morgenluft – al den stund, at en vis grad af afspecialisering vil hjaelpe både på en presset økonomi og afbøde rekrutteringsog fastholdelsesproblemerne, der har vaeret et tilbagevendende punkt på dagsordenen i mange år efterhånden. Jo faerre medarbejdere, der er behov for, desto bedre. Det er samtidig ved flere lejligheder konstateret, at der i slipstrømmen af pandemien er varslet varige strukturaendringer og omplaceringer af personale. Vel at maerke på trods af at både politikere og administratorer har stået i kø for at rose den ekstraordinaere indsats, der er blevet ydet under krisen, hvorfor man nu vil give ro til personalet for en stund.

Men er det ikke også rimeligt nok, og hvorfor er det overhovedet vigtigt at bevare et højt specialiseringsniveau, når nu det gik så godt under covid-19?

Selvfølgelig er det ønskeligt, at personalet på et hospital kan hjaelpe hinanden i en snaever håndevending. Der vil altid kunne opstå situationer, hvor man pludselig har brug for flere haender til at løse en given opgave her og nu. I sådan en situation er haender, der sidder på en sundhedsfaglig person fra et andet arbejdsområde, altid bedre end ingen eller for få haender.

Imidlertid vil det af mange blive opfattet som voldsomt angstprovokerende og graenseoverskridende med få dages varsel og uden naevnevaerdig oplaering at blive omplaceret til et arbejdsområde og -sted, der ellers har kraevet som minimum flere måneders oplaering og måske ligefrem en flerårig specialuddannelse.

Erfaringerne viser da også, at rigtig mange af de omplacerede sygeplejersker i efterforløbet fik brug for kriseberedskaberne, som arbejdsgiverne stillede til rådighed, med typiske tegn på psykisk overbelastning. Hvis man derfor gør det til en varig tilstand eller en implementeret del af sin strategi for ledelsen af sundhedsvaesenet fremover, er der grund til at tro, at der kun vil ske yderligere frafald af kvalificeret personale.

Usikre fremtidsperspektiver vil kun haemme den fremtidige rekrutteringssituation. Dertil kommer, at et højt specialiseret og veluddannet personale ikke kun vil garantere den højeste kvalitet i pleje og behandling, men også vil kunne bidrage konstruktivt til udviklingen af personalets fag og arbejdsområde.

Specialisering vil blive stadig mere nødvendigt, men skal sundhedsvaesenet også fremadrettet kunne indfri de mange krav og forventninger, forudsaetter det politisk vilje til ikke kun at skabe gode og stabile arbejdspladser med ansvarlige normeringer, men også til at investere massivt i uddannelse af personale.

Den naeste sundhedskrise vil ramme os før eller siden. Vi har derfor intet andet valg end at drage ved laere af de høstede erfaringer fra foråret 2020, hvis vi skal vaere bedre forberedt på fremtidens kriser, uanset om de hedder corona eller noget helt andet.