Der er én arv fra praestefaetrene, som er den svaereste at genrejse i DF. Og det er ikke kristendommen, men uskylden

Dansk Folkeparti står i en dyb krise, og det er blevet naermest umuligt for formanden at gøre noget rigtigt. Samtidig er uskylden tilsvaertet, og den er svaer at få tilbage.

Han har brug for at gøre alting rigtigt, men derfor kan han ikke gøre noget rigtigt. For han står et sted, hvor jorden braender under ham. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har mere end nogensinde behov for at tale om politik og om sine succeser, men alle andre taler om hans person og hans nederlag.

Grundlovsdag indvarslede begyndelsen på sommeren for partiet, og der var gået hårde interne drøftelser forud for beslutningen om, at DF nu skulle kraeve Danmarks fuldbyrdede udmeldelse af EU. Men i grundlovstalen blev budskabet pakket ind i mellemregninger og blev aldrig det brag af en nyhed, andre i partiet havde set frem til. Det blev visse steder noteret som et minus i de sorte bøger over formandens forseelser, som flere i partiet mere eller mindre bevidst er endt med at føre mentalt. Det, der skulle vaere et plus, blev noteret som et minus.

Og da han i et sommerinterview her i avisen gjorde det, som vi savner politikere, der gør, nemlig svarede på det spørgsmål, han blev stillet, så blev det også et problem. For her svarede Thulesen på spørgsmål om sin egen fremtid og debatten om, hvem der skulle efterfølge ham. Han svarede også, at han da var formand ved naeste folketingsvalg, ja vel i hvert fald en fem-syv år endnu. Det blev også noteret som et minus i de små sorte bøger, hvor nogle i partiet nødtvunget ser udsigten til et formandsskifte noget kortere end som så.

Kristian Thulesen Dahl er fanget i paradoksale udfordringer.

Islamkritikken og vaerdipolitikken har altid haft en anden tone hos ham end hos forgaengeren Pia Kjaersgaard, der med sin umiddelbarhed og indignation talte et saerligt sprog, der var til at forstå for folk, som de er flest. Imens lod hun blandt andre Peter Skaarup og Thulesen Dahl om formalia. Den arbejdsdeling har begavet Thulesen med mange års erfaring som politisk håndvaerker og forhandler. Det har gjort ham til en af de partiledere på Christiansborg, der bedst kender kampen mod Finansministeriet og hurtigst ser djaevlen i detaljen.

På Kjaersgaards skuldre

Da han først blev formand, troede de faerreste på fremgang. Kjaersgaard inkarnerede folkepartiets dna. Thulesen var godt nok også selv medstifter af partiet, men hun var formanden og den første af dem. Derfor havde og har hun en helt unik legitimitet. Kjaersgaards version står som den mest oprindelige og er derfor den, der i krisetiden higes efter at genoplive. Overraskende bragte Thulesen efter sin overtagelse af formandsposten ellers partiet til fremgang og storhed. Han stod på skuldrene af hende, og alt det, hun stod for, var stadig nedenunder. Partiet, der var blevet beskyldt for primitivt enkeltsagsfokus og utilsløret kraemmermentalitet, fik en overbygning.

Ved valget i 2015 blev DF som bekendt større end Venstre. Hver femte dansker stemte på DF. Men tro mod sit ukorrumperede ophav tøvede Thulesen med at gribe efter regeringsmagten. Han så faren ved at gå efter magten, men han undervurderede faren ved ikke at gøre det.

Storhed og fald

Det er få år siden, at han var udråbt til folkehelt og politisk geni. Skakspilleren, juristen, svigermors drøm. Der var ikke de kvaliteter, som den offentlige konsensus ikke tillagde manden, hvor meningsmålingsinstitutterne måtte føje ham til listen over danskernes foretrukne statsministerkandidater, og hvor han kunne bestille tid i medierne til snart sagt hver en strøtanke. Med storheden fulgte også forventningerne, og med den tilsyneladende ufejlbarlighed fulgte fejlsøgningen. Da DF i sin første finanslovsforhandling efter 2015-valget accepterede en reduktion i ydelsen til aeldre i lejeboliger, brød helvede løs, og der måtte ganske uhørt laves en mystisk tillaegsaftale for at lukke balladen. En sag, som alle har glemt i dag, fordi større ulykker fulgte siden.

Hvor de vigtigste udlaendingekrav trak overskrifterne i nullerne, blev meget mere nu vejet og fundet for let i Thulesens tid. Han haevede selv barren for indflydelsen og gjorde partiet bredere, men det gav ham også problemer, partiet ikke havde før. Partiet fik pludselig en smertegraense naesten lige så stram som Enhedslistens hovedbestyrelses.

I 2015 ramte også den såkaldte Meld-Feld-sag om EU-midler og udstillede DF som hyklere og svindlere.

Det er langtfra alle problemer i dag, der skyldes Thulesens egne dispositioner. Men det er ham, der har hele ansvaret alligevel. Forsøget på at rejse DF til et stort indflydelsesparti var vel en af ambitionerne ved at bryde med Fremskridtspartiet i sin tid. Men Thulesens bud på at realisere drømmen udlaegges i dag som en taktisk storbrøler, fordi det tog skikkelse af samarbejde med Socialdemokratiet. Da den bevaegelse blev sat i gang, havde ingen dog forudset raekkevidden af S-formand Mette Frederiksens vilje til at flytte sit partis udlaendingepolitik og ej heller Liberal Alliances villighed til at kraeve topskattelettelser.

Den onde spiral

Der er en tendens til at se partierne og politikerne som isolerede størrelser, der agerer uafhaengigt af hinanden. Det er en fejl. De påvirker hinanden og virkeligheden i en grad, der gør de fleste forsøg på at spå om politik til en øvelse med større fejlrate end meteorologernes ellers ringe forudsigelsesevner. Derfor er politisk strategi heller ikke så nemt, som tv-kommentatorer og klogeåger får det til at lyde.

Det undskylder ikke Thulesens fejldispositioner, men det forklarer nogle af dem. DF har samtidig den selvforståelse, at det ikke er et ideologisk parti. Hvor gamle partier altid kan se tilbage på den historiske arv, når identiteten skal støves af, eller nye synspunkter skal indtages, er DF’s ophav anderledes. Det er en mavefornemmelse af folkelighed og konkrete kernesager. Derfor håber man nu, at klar tale om EU-modstand, udlaendingestramninger og de aeldres velfaerd kan skaerpe profilen.

Da Thulesen lod Morten Messerschmidt lave store interview i Politiken og Avisen Danmark i den forgangne uge, lød det straks fra politiske smagsdommere, at det lignede optakten til et formandsopgør. Nu har han gjort Messerschmidt til naestformand i et forsøg på at skabe ro. Men når Thulesen ikke lader andre komme til orde, er han skyld i den manglende fornyelse, og når han gør, stemples han som svag, desperat og uden styring.

Som de andre

I sine interview sagde Messerschmidt noget, som flere i DF mener. At den kristne nationalkonservative arv efter praestefaetrene Søren Krarup og Jesper Langballe er blevet forsømt og må genoplives som en del af redningsmanøvren nu. Om det efterspørges hos vaelgerne, må komme an på en prøve. Nogen vil indvende, at det er retten til at se på bare pigeben, spise frikadeller og drikke bajere, der får danskerne til at rase imod islamiseringen, snarere end det er hensynet til kristendommen som sådan. Men det kraever en laengere debat om danmarkshistorien og kristendommen at enes om skellene.

Så lige så vigtigt er det måske at huske en anden central del af arven efter Krarup og Langballe. Søren Krarup destillerede det selv ret praecist til Ritzau i 2009, da han meddelte, at han ikke genopstillede til Folketinget.

»Jeg er ikke politiker, jeg har ikke mit hjerte med i politik, men jeg har mit hjerte med i den nationale vaernepligt, som jeg aftjener, og derfor vil jeg selvfølgelig blive her indtil det naeste folketingsvalg.«

Efter i mange år at have vaeret en af Danmarks vigtigste politikere, fastholdt han stadig, at han netop ikke var det – altså politiker. Faetrene var praester, de var systemkritikere, de var børn af modstandsbevaegelsen, de var intellektuelle. Men politikere ville de ikke beskyldes for at vaere, og de repraesenterede en saerlig foragt for politik, som mange danskere formentlig deler.

Det er måske den arv, den ubesmittethed, der er den allersvaereste at genrejse.

Det nu mere modne DF er ikke laengere danskernes foretrukne protestparti med monopol på folkestemningen, men derimod et parti som de andre – med politikere som de andre. I begyndelsen af marts 2019 mødte Kristian Thulesen Dahl for første gang Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, i en direkte debat. Af alle de ting, hun sagde, ramte én lille bemaerkning hårdest:

»Det er simpelthen så meget politikersnak!« svarede hun på en af hans laengere forsvar for DF’s udlaendingepolitiske resultater igennem årtier.

Med ét gav hun ham ansvaret for hele Danmarks ”bovlamme” udlaendingepolitik og alle andre elendigheder.

Og her udbrød der klapsalver blandt de fremmødte i Aabenraa. Ikke fordi argumentet indholdsmaessigt rummede nogen synderlig åndrighed. Men fordi det ramte den del af DF’s arv, som gør mest ondt. Den kritik og det faktum, at der nu er endnu et alternativ for de mest indvandrerkritiske vaelgere, er svaert at gøre noget ved nu. Derfor har Thulesen travlt med sit fortsatte forsøg på at vende de dårlige meningsmålinger, der også mere og mere ligner et timeglas for hans egen fremtid.