Messerschmidt blander kristendom og politik. Det er der ikke meget Luther i

Dansk Folkepartis netop udpegede politiske naestformand, Morten Messerschmidt har indledt et veritabelt korstog for dansk kultur og kristendom.

Også jeg ønsker, at dannelsesfagene opprioriteres på samtlige uddannelsesinstitutioner. Men når Messerschmidt udelukkende efterlyser kristne digtere og salmevers i undervisningen og garnerer sine ønsker med synspunkter om naestekaerlighed og forvisning af udøvende muslimer fra det offentlige rum, lugter det langt vaek af en fael sammenblanding af kristendom og politik. En sammenblanding, der skal tjene det ene formål at få muslimernes religionsudøvelse bort fra det offentlige rum. Det sidste er hverken saerlig dansk, dannet eller kristeligt. Desuden giver grundloven ret til, at vi kan forsamles ude og inde i faellesskab om vores gudsdyrkelse.

Endelig er Messerschmidt i modstrid med Grundtvig, som han ellers påberåber sig. Grundtvig kaempede netop imod forbud imod forsamlingerne i hjemmene. Han ønskede dem frem i lyset frem for religionsudøvelse i smug. Og så kendte Grundtvig menneskene og forstod i modsaetning til Messerschmidt, at man bliver endnu mere fast i troen, hvis man skal kaempe imod forbud.

Når Messerschmidt i Deadline forleden polemiserede imod andres naestekaerlighedsforståelse med bemaerkningen om, at vi ikke kan frelse hele verden, er svaret, at det er der jo heller ingen, der påstår. Der er imidlertid god grund til at minde Messerschmidt og hans partifaeller om, at der vist naeppe er nogen bog, der som Bibelen fremhaever kravet om omsorgen for den fremmede. At en fremmed og foragtet kan vaere ens egen naeste, fremgår krystalklart af den vel mest paedagogiske af alle Jesu-lignelser. Omsat til danske forhold og i min fortolkning fortaelles det, at der ligger en såret etnisk dansker på landevejen. Laegen og praesten vender ansigtet bort og kører forbi uden at hjaelpe. Derefter kommer en muslimsk araber. Det er ham, der standser op og hjaelper den sårede.

Jesu spørgsmål står stadig bøjet i neon: ”Hvem var den såredes naeste? ” Svaret ophaever alle skel mellem mennesker. Vi kan alle komme i en situation, hvor vi har brug for en naeste eller selv må vaere naeste uanset den andens religion og herkomst. Evangeliet ophaever alle skel. DF derimod, opbygger konsekvent skel og mure mellem borgere i Danmark.

Messerschmidt rider den gamle DF-traver, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Men Messerschmidt er galt afmarcheret. Grundloven forhindrer ikke, at trossamfundene får flere rettigheder. Desuden falder Folkekirkens medlemstal stadig. Grundlovens beskyttelse kan derfor snart vise sig at vaere ikke- eksisterende. Grundlovens forudsaetning om, at Folkekirken har den overvejende del af befolkningen som medlemmer, kan briste.

Hvor der er ånd, er der frihed, siger Grundtvig med Paulus. Også for mig er åndsfriheden afledt af kristendommen. Jeg vender mig imod DF’s generalisering af alle muslimer som en homogen gruppe, som skal begraenses i retten til f. eks. at danne friskoler. Ekstremister blandt muslimer skal ikke behandles anderledes end andre ekstremister, men forfølges med den samme lov og intet andet.

Den politik, der diskriminerer og ekskluderer muslimerne, men haevder kristendommen som den monopoliserede danskhed, bruger kristendommen som politisk trumf. Det er at sammenblande kristendom og politik, hvor der burde skelnes. Og det er i grunden ikke saerlig luthersk.

Messerschmidt rider den gamle DF-traver, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed.