Vi kan ikke lade andre tage slaebet

Det er, som om EU – i Danmark – ses som et rent regnskabsprojekt. Hvis vi tjener godt på det, skal vi vaere med, hvis ikke, skal vi ud. Måske skyldes denne kraemmermentalitet, at vi ikke havde en hård tid under Anden Verdenskrig, set i forhold til de fleste europaeiske stater. De danske tab var små – selv om de var tunge for dem, de ramte. Danmark valgte først for alvor side de sidste to år af krigen, da det blev tydeligt, at Tyskland ikke ville vinde. Faktum er, at Danmark ikke havde den traumatiske oplevelse, der fik Frankrig til kun fem år efter landets demoraliserende nederlag og besaettelse til at raekke hånden ud til Tyskland for at sikre fred i Europa. Det er der en tendens til at glemme i Danmark, men erindringen om krigen er central i de stater, der grundlagde dagens EU.

At EU er et fredsprojekt, betyder ikke, at man ”kun” skal se på samarbejdet idealistisk. EU har sikret dens medlemmer en hidtil uset velstand takket vaeret det indre marked. De fire friheder (fri bevaegelse for arbejdskraft, kapital, serviceydelser og varer) er centrale, nogle vil sige EU’s kronjuveler.

Den taettere økonomiske og politiske integration, der sikrer vores velfaerdsstat, betyder også, at solidaritet er vigtigt – internt og eksternt. Hvis en medlemsstats økonomi bryder sammen, vil det påvirke de andre medlemsstater; for små økonomier (Graekenland, Irland, Portugal) mindre end for store (Italien). Da det gik galt under finanskrisen, fandt EU en løsning, og nu, under coronakrisen, har EU’s stats- og regeringschefer forhandlet en enorm hjaelpepakke, der skal genoprette EU-medlemslandenes økonomi. Det kommer til at koste, nuvel, det er prisen, vi betaler for at sikre vores velstand, vores velfaerdsstat. Hvis Danmark, der har ressourcerne, ikke vil bidrage, kan vi blive det dårlige eksempel, der får andre stater, der også har det godt, til heller ikke at ville bidrage, og så bryder økonomien sammen; solidaritet kan fremme nytten for den enkelte.

Så tak til de statsbaerende danske partier (De Konservative, De Radikale, Socialdemokratiet og Venstre) for, at de accepterer det forhandlingsresultat, statsministeren vendte hjem med. Der er skønhedspletter, men det er i det store hele en ambitiøs og god plan til Danmarks og Europas gavn.

Når det drejer sig om Europas fremtid, vil det vaere småligt (og frem for alt dumt, gakgak) at stille sig på taeerne og brokke sig, fordi vi ikke fik endnu mere. Er der noget vaerre end den mentalitet, der siger: Lad bare de andre tage slaebet og betale prisen, hvis vi bare kan ligge i slipstrømmen og nasse på dem? Det er en aereløs og udansk tankegang.