Et aggressivt og arrogant Kina kalder på helt nye alliancer: Vi er nødt til at få Rusland med

Nato, Japan og Rusland er den eneste alliance, der fremover vil kunne daemme effektivt op for Kinas indflydelse.

Med USA’s praesidentvalg overstået i november vil det vaere tid for Nato-landene til stille og roligt at overveje nye alliancer. Sådanne alliancer er nødvendige, set i lyset af et stadig mere aggressivt og arrogant Kina, som militaert og indflydelsesrigt vokser med en så voldsom fart, at man rent ud får åndenød ved tanken om, hvad der foregår derude.

Og lad mig starte med min konklusion: De tre søjler i en kommende alliance, som effektivt vil kunne daemme op for Kina, hedder Nato, Japan og Rusland. Dertil vil logisk nok kunne tilføjes flere alliancepartnere – såsom Australien, Zealand, Singapore, Taiwan og Sydkorea. Og jo, der er mange udfordringer i forhold til Rusland i en ny alliance, men jeg mener, at den er en militaer nødvendighed, hvis der skal daemmes op for Kinas fremmarch.

De tre små lande syd for Rusland, Georgien, Abkhasien og Sydossetien, har udfordringer, der vel er alvorlige, men som med gensidig vilje vil kunne overkommes.

Russernes fremfaerd i Østersøen er velkendt. Irriterende flyvninger med kampfly taet på Sveriges og Danmarks territorialfarvand og ikke mindst sofistikeret chikane af de tre baltiske stater samt Polen. Det medfører, at Nato-kampfly ustandselig skal på vingerne for at markere. Dog: Vi overkommer det her – og kun få ledende officerer tror på, at et forarmet Rusland pludselig skulle gå til angreb på Nato, for det ville betyde russisk selvmord, og russerne er pragmatiske. De to helt store hurdler er selvfølgelig Ukraine og Krim. Inde i

Ukraine, naer graensen til Rusland, forekommer der hyppigt alvorlige bataljer mellem regulaere ukrainske styrer og prorussiske separatister, og situationen er fastlåst. I det seneste år har der af flere årsager ikke vaeret seriøse drøftelser mellem de implicerede samt maeglerlandene Tyskland og Frankrig.

Men denne konflikt bør også ad åre kunne finde en løsning – ikke mindst, hvis Rusland oplever, at man ikke laengere pr. definition holdes uden for det gode selskab. Men så er der Krim … En konflikt, som jo ret beset – kynisk sagt – har fundet sin løsning, idet halvøen for seks år siden officielt blev annekteret af Rusland. Man bør bemaerke, at denne annektering ikke lader sig aendre. Nogensinde!

Mange i Vesten har det indtryk, at Krims skaebne står og falder med Putin, men det er fejlagtigt.

For uanset, hvem der sidder ved magten i Rusland i de kommende århundreder, vil ingen fremtidig leder kunne drømme om at overlevere Krim til Ukraine. Og med denNew ne bitre virkelighed i baghovedet bliver det helt store problem for os og for russerne, at den vestlige verden har gjort overlevering af Krim til selve betingelsen for ophaevelsen af sanktionerne samt for en mulig militaer tilnaermelse.

Begge parter står fast: Uden tilbagelevering af Krim – ingen ophaevelse af sanktionerne. Men kan nogen forestille sig, at vi ikke kommer til at handle med det store Rusland i de naeste par hundrede år? Naeppe. Så lad mig blot konstatere, at Vesten på et eller andet tidspunkt kommer til at sløjfe det bastante Krim-krav. Og derfor kan vi lige så godt få det overstået.

Jo, vi vil tabe ansigt, men den slags kommer man såmaend hurtigt over.

Med et uberegneligt Kina lurende i vandskorpen er der heller ingen plads til fine fornemmelser for det, der synes at vente de demokratiske lande derude i Det Sydkinesiske Hav – i første omgang Taiwan og Hongkong, hvilket er forfaerdende. Det er derfor, at

USA’s militaer nu er i fuld gang med at ommøblere for at vaere rede derude. Fra USA er haer, fly og flåde i stor stil på vej til Østen, mens de fortaeller bl.a. tyskere og italienere, at de selv må kompensere med egne tropper, når de tusindvis af amerikanske soldater rejser vaek. Og det er derfor, at USA nu står så stejlt på, at Europa militaert må punge ud og få haevet engagementet, så vi stenrige lande kan passe på os selv. Vi i den demokratiske verden må nu, som vi gjorde det i forholdet til Sovjetunionen, kaste alle kraefter ind for at daemme op for Kommunistkina. Og den øvelse kraever helt nye alliancer.

Kan nogen forestille sig, at vi ikke kommer til at handle med det store Rusland i de naeste par hundrede år?