Pigerne tog over – og det var godt

Til alt held er børnepasning fortsat som kvindeligt arbejde. Børnene møder fortrinsvis kvinder i deres liv i institutionerne, hvor de er de betydende rollemodeller for dem.

To på hinanden følgende dage gik to små piger rundt på ejendommens faelles terrasse. De var mellem to og tre år.

Det var to meget bestemte, meget unge damer, der havde styr på deres omgivelser. I det ene tilfaelde moster og onkel og i det andet mormor og morfar. De havde hver en storebror i seks- til otteårsalderen, som respektfuldt fulgte de ordrer, som kom fra pigerne, og både mostre og onkler og bedsteforaeldrene rettede ind, når der skulle ske noget.

Det var smukt og ikke i sig selv helt nyt. Denne udvikling har vi set et stykke tid, og den fremtraeder som en voldsom kontrast til forholdet mellem piger, deres søskende og øvrige familie, som herskede i denne skribents barndom.

Her var hierarkiet omvendt. Pigerne var nederst i hakkeordenen. Der var fokus på drengene. Det hed sig, at de jo skulle vaere forsørgere.

En naermere undersøgelse af, hvornår, hvorfor og hvordan det skiftede, kan findes i mange forhold, men i denne forandringsstrøm står daginstitutionerne som den største og vigtigste markør, der understøttede den spirende feminisme og siden radikalt omformede kvindernes samfundsmaessige position. Denne proces er ikke afsluttet, men den naermer sig enden.

Hvad skete der lige?

Traditionelt var opfattelsen den, at børneopdragelse var en kvindeopgave. Dette synspunkt kom under pres, da behovet for arbejdskraft voksede. Dels fordi også danskerne ville vaere en del af velstandsstigningen efter verdenskrigen, og velfaerdssamfundets dannelse involverede i stigende omfang kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet, så der opstod et staerkt behov for institutioner til børnene, fra de var ganske små.

Antallet af børnehaver og senere vuggestuer eksploderede.

Til alt held var og er børnepasning i hovedsagen fortsat som kvindeligt arbejde, nu som ansatte i daginstitutionerne, hvilket stadig gør sig gaeldende. Børnene møder derfor fortsat fortrinsvis kvinder i

Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer. deres liv i institutionerne, hvor de er de betydende rollemodeller for dem.

Civilisationsprocessen gør noget ved både pigerne og drengene.

Pigerne oplever kvinder, der fremstår som dem, der styrer deres hverdag, som regulerer forholdet mellem drengene og dem selv, som insisterer på, bevidst og ofte ubevidst, at der skal vaere balance i relationerne uanset køn, og det laerer både pigerne og drengene af. De tilegner sig de nye roller, som det ses af de ovenstående eksempler.

Det er af nogle blevet problematiseret, isaer i 00’erne, at drengene er blevet tøsedrenge og pigerne for dominerende. Maend har ligefrem skabt sig karrierer ved at fremstå som “rigtige” maend, men selv fra den side er der i dag tavshed, fremtvunget af, at de unge kvinder ikke laengere falder for denne typologisering.

De har set noget andet i deres opvaekst, de oplever det i uddannelsessystemet, og frem for alt har drengene både forstået og anerkendt, at faellesskaber ikke trives i hierarkier, hvor det ene køn dominerer det andet, eller hvor vi er henvist til kønsbestemte faellesskaber, der ikke inkluderer alle.

Vi har derfor al mulig grund til at takke daginstitutionerne for den indsats, der er gjort her gennem de seneste 50 år, og viderefør dette arbejde gennem yderligere opgradering af de paedagogiske uddannelser og fortsat forbedring af ansaettelsesvilkårene.