Refleksion og tanker i debatten om min arbejdsplads, Stautruphus
Som ansat bliver jeg dybt berørt over påstanden om, at vi ikke holder af beboerne, og at vi absolut ingenting gør for dem.
omsorgsmedhjaelper, Farrevej 54, Voldby, Hammel
Bemaerk, at dette indlaeg kun er udtryk for mine tanker og meninger.
På baggrund af en artikel i JP den 19. juli 2020, hvori pårørende udtaler sig omkring omsorgssvigt af beboere og forholdene i almindelighed på Bofaellesskabet Stautruphus, vil jeg gerne knytte et par kommentarer.
Mon nogen har taenkt på, hvordan artiklen påvirker os, som er ansatte på Stautruphus?
Man bliver dybt berørt over påstanden om, at vi ikke holder af beboerne, og at vi absolut ingenting gør for dem. Heldigvis modtager vi også jaevnligt anerkendelse fra andre pårørende, som synes, vi gør et godt stykke arbejde, så tak for det.
Men fremlaegningen i artiklen gør ondt, også set i lyset af, at en sag som regel har to sider, og isaer fordi jeg mener, at hele personalegruppen har både hjerte og forstand med på arbejde – hver dag. Hele tiden velvidende, at vi som et paragraf 85-tilbud kun har ressourcer beregnet for et sådant. Samtidig er vi som mange andre arbejdspladser underlagt retningslinjer fra en daglig leder, som igen er underlagt en leder osv., til der, hvor det meste kommer fra, nemlig Social- og Indenrigsministeriet.
Stautruphus har gennem de seneste otte år vaeret underlagt store udfordringer. På den ledelsesmaessige side har vi netop sagt farvel til den 11. leder – på otte år! Det påvirker en personalegruppe naermest hele tiden at skulle stå klar til nye tiltag og nye visioner, som vi aldrig når i mål med, før den naeste leder traeder til. Nye kolleger er tiltrådt og rejst igen, og samtidig har der vaeret en stor udskiftning af beboere, hvilket betyder, at alderssammensaetningen spaender fra midt i 20-erne til først i 70-erne, og rent udviklings- og kompetencemaessigt er der naesten lige så stort et spaend, men heldigvis har de alle mange ressourcer.
Omkring retningslinjer kan vi vist alle blive enige om, at covid-19-krisen har vaeret og stadig er noget af en prøvelse for mange. Også her har der vaeret skrappe retningslinjer, som vi har skullet indordne os under.
Eksempelvis havde vi den første lange tid ingen vaernemidler ud over blå handsker.
Dette fik som konsekvens, at vi ikke måtte varetage opgaver, som kunne indebaere risiko for f.eks. mundsprøjt og staenk. Vi var derfor nødsaget til at udføre opgaverne i form af guidning af beboerne. Det skal understreges, at alle opgaver igen varetages af personalet efter modtagelse af de påkraevede vaernemidler.
Lidt godt er der kommet ud af coronatiden. Den har givet vores beboere nogle nye og anderledes oplevelser, som de med stor ildhu og begejstring har deltaget i. Der har bl.a. vaeret udendørs formiddagsgymnastik tre gange om ugen. Her blev alle muskler rørt, også lattermusklerne! Skattejagt, grillaften, bålmad, orienteringsløb omkring emnet Shu-bi-dua-sange, og i miljøets og den gode sags tjeneste er der oprettet ”Team de
Blå Handsker”, som udstyret med gribetaenger, blå affaldsposer og ditto handsker har ryddet op i naturen og naermiljøet, samtidig med at beboerne har fået sig rørt. Som bevis på, at teamet har vaeret forbi, har man lagt en lille blå sten. Desuden har der vaeret flere forskellige musikalske indslag, højtlaesning og meget, meget mere.
Mit ønske er, at vi i faellesskab kan få skabt en god og ikke mindst konstruktiv dialog, så vi i respektfuldt samarbejde fortsat skaber en vaerdig og tryg hverdag for beboerne. Det er jo i sidste ende dem, det handler om.