5700 SUMMER
5700 Summer finder sted fra fredag den 31. juli til lørdag den 8. august 2020.
Den nystiftede forening Små Armbevaegelser står bag festivalen, der har navne som Mads Langer, Søren Huss, Lis Sørensen, Hjalmer, Alberte og Pernille Rosendahl på plakaten.
Kunstnerne optraeder i bl.a. baggårde og haver i Svendborg. Festivalen blev opfundet på baggrund af covid-19 og stablet på benene på 72 dage – og ifølge talsmanden er festivalen kommet for at blive.
Da en aeldre italiensk mand (Franco Nero) slår en respekteret tysk forretningsmand ihjel, er det tilsyneladende helt uden grund. Manden saettes fast og vil ikke maele et ord til sin beskikkede forsvarer, Caspar Leinen (Elyas M’Barek). Den unge forsvarer får serveret chancen for at kickstarte sin karriere i mediernes blitzlys med en svaer sag i 1990.
Han bliver dog noget nervøs, da han finder ud af, at manden, der er slået ihjel, har vaeret en slags papfar for ham. Forsvarsadvokaten har endda i tidernes morgen vaeret kaereste med hans datter. Skal han tage sagen for karrierens skyld og tage duellen mod en af landets mest rutinerede jurister, eller bør han lade vaere, når han har følelsesmaessige aktier i sagen? Han vaelger at tage den faglige udfordring op.
Sagen kredser om den aeldre italienske mands oplevelser som dreng med nazisterne under Anden Verdenskrig. Det viser sig, at han har båret på en grusom hemmelighed. Hvilket dog ikke giver licens til bare sådan at gå hen og slå folk ihjel. Det er meget let at fatte interesse for ”Sagen Collini”, når det gaelder filmens indhold. Sagens kerne er spaendende, men formen er noget af en udfordring. Magen til melodramatisk indpakning skal man lede laenge efter.
Ny og gammel stjerne
Elyas M’Barek er en af tysk films nye mandlige stjerner, og hans tilstedevaerelse på et filmlaerred har en fin energi, men man bliver lidt i tvivl om, hvorvidt det, man ser, er advokat Caspar Leinen, der bakser med sagsakterne, eller M’Barek, der bakser med at finde ind til rollen.
Vaerre står det til med brugen af den gamle helt fra adskillige spaghettiwesterns – nemlig 78-årige Franco Nero.
Med sit stålsatte blik gjorde han Sergio Corbucci-film som ”Django”, ”The Mercenary” og ”Companeros”
JACOB WENDT JENSEN
bedre end de fleste af kollegernes film, og Tarantino fiskede ham frem igen til ”Django Unchained”, men nogen stor skuespiller er han altså ikke.
I vidneskranken gør han mest fylde, når han ikke taler. Tilstedevaerelsen skrumper, når han byder ind med et tysk sprog, der virker fonetisk indlaert – som om manden ikke forstår, hvad der siges.
Sagens kerne er spaendende, men formen er noget af en udfordring. Magen til melodramatisk indpakning skal man lede laenge efter.
Kraever saerinteresse
Visse drejninger i historien er spaendende, men for det meste fortaelles de garneret i en tyk melodramatisk sovs, hvor man hele tiden skifter mellem at vaere fascineret og at blive irriteret.
”Sagen Collini” er for lang og for ufokuseret. Der ligger en historie i den melodramatiske sovs et sted, men det kraever saerinteresse i stoffet, før man kan anbefale nogen at tage en hulske og grave den frem.
Efter endt film ville man ønske, man havde fået temaerne serveret i en god, gedigen baggrundsartikel i stedet for som to timers højstemt melodramatisk filmmageri.