Når et »undskyld« ikke er nok

For et år siden gav statsminister Mette Frederiksen – som en af sine første embedshandlinger – en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene.

»I stedet for støtte og undervisning blev I sat til arbejde, som ingen spinkel barnekrop kan klare. I stedet for omsorg fik I taesk. I stedet for varme blev I mødt med ydmygelser og overgreb. På vegne af hele Danmark – undskyld.«

Naeppe ret mange danskere var uenige i det budskab, men den opfattelse vil hurtigt kunne aendre sig, eftersom 15 af Godhavnsdrengene nu har meddelt, at de vil staevne staten med krav om mindst 4,5 mio. kr. i erstatning for de svigt og overgreb, som de for 50 til 70 år siden var udsat for på Drenge- og Skolehjemmet Godhavn.

For et år siden forklarede Poul-Erik Rasmussen, formand for den davaerende Landsforeningen Godhavnsdrengene, at det, der virkelig betød noget, var at få en officiel undskyldning. Det drejede sig ikke om økonomisk kompensation.

»Pengene betyder ikke fem flade øre, for vi har aldrig gået efter pengene,« lød hans budskab.

Poul-Erik Rasmussen er ikke blandt sagsøgerne og er derfor ordholdende, men han har tydeligvis ikke talt på vegne af de 15, der nu kraever erstatning.

Bevisførelsen bliver ingenlunde let, da den skriftlige dokumentation er beskeden, og derfor meddeler advokat Mads Pramming, at det, der skal baere sagen igennem, dels er Godhavnsrapporten fra 2011, dels den officielle undskyldning, som statsminister Mette Frederiksen har givet »på vegne af hele Danmark«.

Isoleret set kan man godt forstå, at nogle af Godhavnsdrengene mener sig berettigede til erstatning; også selv om pengene for hovedpartens vedkommende måtte komme så relativt sent i livet og naeppe vil kunne kompensere for det levnedsforløb, som de hver isaer har haft, og som tillige kan rumme negative elementer, der beviseligt ikke vil kunne føres tilbage til opholdet på institutionen i Tisvildeleje.

En anden dimension er, at de 15 Godhavnsdrenge med deres sagsanlaeg de facto saetter en stopper for imødekommelse af alle fremtidige krav fra andre borgere og grupperinger om officielle undskyldninger. Hvis de, der måtte mene sig berettigede til en sådan undskyldning, alligevel agter at gå rettens vej, vil enhver forstandig regering og statsminister afvise at undskylde og i stedet lade det vaere op til domstolene. Måtte sagsøgere opnå erstatning, vil dette blive set som en undskyldning i pekuniaer form.

Godhavnsdrengenes retsopgør med staten må forventes at gå hele vejen til Højesteret, da det er essentielt at få afgjort, hvorvidt en officiel undskyldning som udtryk for politisk anerkendelse af et systemsvigt er ensbetydende med en anerkendelse af skyld og derfor også et økonomisk ansvar.

Forhåbentlig er der ikke tale om en spektakulaer profileringssag for et advokatfirma eller en interesseorganisation, men tvivlen nager, da det ikke synes, som om at de involverede Godhavnsdrenge har gennemtaenkt de langsigtede konsekvenser af deres krav om erstatning.

Vi lever i en tid, da alt for mange mennesker er kraenkelsesparate og uden betaenkningstid hopper ind i offerrollen. Hvad dette ad åre måtte kunne føre til af krav om officielle undskyldninger og erstatningssager, tør vi slet ikke taenke på, men hvis Godhavnsdrengene står fast på søgsmålet mod staten, må det uigenkaldeligt vaere slut med at undskylde for noget som helst.