Kernebegreber i den kristne tro er også centrale vaerdier for en moderne, demokratisk velfaerdsstat

Med et basundrøn identificerer Morten Messerschmidt Danmark som et kristent land.

Dansk Folkeparti står i en identitetskrise, og udsagnet er identitetspolitisk. Engang var Messerschmidt erklaeret ateist. Nu genopliver han sit partis kulturkamp ved at saette kristendom på den politiske dagsorden.

I år er agurketid blevet istid, og ingen identitetspolitisk markering synes under bagatelgraensen. Messerschmidts ønske om at udmønte sin egen kristendom i konkrete politiske tiltag om kvoteflygtninge og ulandshjaelp diskuteres allerede ”kristeligt” heftigt, men kan jo ikke lade sig gøre.

At Danmark er et kristent land, er imidlertid en relevant iagttagelse. Vores indretning af velfaerdssamfundet og vores demokratiske styreform er åndsbeslaegtet med kristen kulturarv. Det kan illustreres med fire grundlaeggende kernebegreber i den kristne tro, der også er centrale vaerdier for en moderne demokratisk velfaerdsstat. Det er: frihed, barmhjertighed, vaerdighed og hvile.

Frihed. »Med lov skal land bygges« – det er sandt. Jesu samtidige havde fundet sig til rette under en streng lovreligion. Men hans evangelium satte i stedet mennesker fri til at taenke, tale og forsamles.

At have frihed til at skelne mellem lov og evangelium blev derfor også en luthersk hovedtese. Et reformatorisk hovedskrift af Martin Luther er “Om et kristenmenneskes frihed”.

Barmhjertighed. Jesu fortalte lignelser. F.eks. dén om en barmhjertig samaritaner, der spontant hjalp sin nødstedte fjende. Eller dén om arbejdere, der fik løn efter behov og ikke efter fortjeneste. Jesus forkyndte, at Guds rige ikke kun var for dem, der selv gjorde krav på goderne, fordi de følte sig hjemme og på det rigtige hold.

Kristendommens bud på sameksistens har derfor lighed med et velfaerdssamfund, der ikke skeler til dine penge eller din religion. Naestekaerlighed er mere end hjaelpsomhed, der kun raekker til dem, der ligner én selv.

Vaerdighed. Netop nu er den blevet et trist emne, hvor vi rystes over grov ydmygelse af de svageste. I vores praestationssamfund taenker de mest privilegerede måske, at de blot har den staerkestes ret til goder, de selv har skabt.

Vores menneskelighed stammer imidlertid fra, hvem vi er, og ikke fra, hvad vi kan. Ved flere lejligheder gjorde Jesus derfor barnet til forbillede. Hermed understreges, at også den, der hverken kan saerlig meget eller ser ud af ret meget, har ukraenkelig vaerdighed.

Det gaelder også den gamle, den psykisk syge, den fattige. Man behøver ikke vaere kristen for at tale de svages sag. Men det er et inspirerende perspektiv at se ethvert menneskes adel som skabt i Guds billede.

Hvile. Det er en vigtig orden for nyskabelse i tilvaerelsen. Derfor har vi seks ugers ferie.

Det er en luthersk arv at skelne mellem det verdslige og det åndelige regimente. I det verdslige arbejder vi, mens loven regulerer vores adfaerd, og politik styrer vores etik. Men hviledagen markerer tilvaerelsens åndelige dimension.

Jesu opgør med religiøst tyranni tog ofte afsaet i datidens helligdagslovgivning. Det skyldtes, at hviledagen blev ødelagt af religiøs pligt. Mennesket er ikke til for helligdagens skyld. Det er omvendt.

Derfor er der også forskel på kirkeklokker og minareters bønnekald. Vi hører ikke bedeslag som opfordring til religiøst fedteri for Gud.

“Kirkeklokken mellem aedle malme” er tvaertimod ligeså folkekaer som de oplyste kirker i nattemørket. Det er sikkert, fordi begge dele er vartegn for et gavmildt budskab om frihed, barmhjertighed, vaerdighed og fred – og altså noget andet end en anmassende formaning til lydighed.

På den måde er det svaert at overhøre, at Danmark er et kristent land.

Vores indretning af velfaerdssamfundet og vores demokratiske styreform er åndsbeslaegtet med kristen kulturarv.