Det er fortsat de hvide maend, der styrer samfundet
Reaktionerne på Black Lives Matter og MeToo viser, at magten stadig er placeret samme sted som altid, og i stedet for at lytte har vi diskrediteret ofres beretninger.
Hvor meget skal der til, før vi begynder at tage chikane af kvinder, etniske minoriteter og ikkehvide personer seriøst?
Nationalt har bevaegelserne bag MeToo og Black Lives Matter bragt en masse skeletter ud af skabene og konfronteret os med, at disse danske befolkningsgrupper i saerlig grad oplever chikane. Frem for at lytte til de kvinder og minoriteter, som beretter om oplevelser med chikane, er der i stedet sket et massivt arbejde for at bagatellisere deres oplevelser.
At man har haft succes med det, viser tydeligt, hvor magten er placeret i Danmark: hos den etnisk danske, hvide mand.
Under et kort ophold på sygeplejerskeskolen blev jeg over flere måneder udsat for seksuel chikane af nogle af mine medstuderende. Det bragte smerte, skam og frustration, og jeg følte ikke, jeg kunne tale med nogen om det.
At fortaelle om kraenkelser er svaert, og vi er som samfund forpligtet til at lytte til alle, der er modige nok til at vaere åbne om dem. De seneste år har dog vist, at vi i Danmark ikke er voksne nok til den opgave.
I stedet for at lytte har vi diskrediteret ofres beretninger og bedt dem om ikke at vaere kraenkelsesparate. Dette har isaer vaeret tilfaeldet, når ofrene har vaeret kvinder og minoriteter, der er blevet fremstillet som sarte og opmaerksomhedssøgende og dermed ikke ”rigtige” ofre.
Maends problem er, at hvis man begynder at tage diskrimination af kvinder seriøst, så bliver man nødt til at afgive magt.
Det samme gaelder for etnisk danske og hvide personer over for personer med anden etnisk baggrund og en ikkehvid hudfarve. Det koster på privilegierne at erkende, at bestemte befolkningsgrupper behandles dårligere, og man tvinges som enkeltindivid og privilegeret gruppe til at se indad.
Mere belejligt er det at benaegte og gennem sin magt oprette et sprogligt begreb om kraenkelseskultur, der opsummerer alt det, som er galt med kvinder og minoriteter, som beretter om chikane og diskrimination. På den måde er man fri for at lytte og kan i stedet tale om racisme mod hvide, sexisme mod maend og bilde sig ind, man bekymrer sig om uretfaerdighed.
Maends problem er, at hvis man begynder at tage diskrimination af kvinder seriøst, så bliver man nødt til at afgive magt.
Som tidligere offer for seksuel chikane ved jeg godt, at personer, som taler om kraenkelseskultur, ikke er mine allierede. Jeg blev chikaneret, fordi jeg som heteroseksuel mand var for feminin, hvorfor chikanen fundamentalt set havde rod i et dybtliggende kvindehad.
Ressourcerne til seksuel chikane og diskrimination kommer fra disse dybereliggende strukturer: misogyni, homofobi, transfobi, islamfobi og racisme.
Lige nu er vi dybt optaget af at overbevise hinanden om, de ikke eksisterer, hvilket i udstrakt grad gøres ved at underminere de personers stemmer, som i saerlig grad lider under dem: kvinder og minoriteter.
Den beklagelige succes af denne underminering er et vidnesbyrd om, at magten i det danske samfund stadig er placeret hos etnisk danske, hvide maend.