Er du en succes? Og er det godt nok for dig?

Vi lever i en tid, hvor succes defineres i det ydre. Hvis du har høje karakterer, er adm. direktør i en stor virksomhed eller på anden måde har realiseret svaert tilgaengelige resultater, så er du en succes. Det forbandede er bare, at belønningen for alt

På det seneste har jeg haft nogle interessante oplevelser, som har fået mig til – igen, igen – at taenke over, hvad det er, vi straeber efter som mennesker. Er det ”masser af succes”, eller er det noget, som stikker dybere? Og hvis det er det, hvad er det så?

Den ene oplevelse fandt sted i en sej og inspirerende topledergruppe. Den anden var personlig og tilhørte en mand, der er først i 50’erne.

Gruppen af ledere mødte jeg, fordi vi sammen ville finde frem til, hvordan de kunne lede virksomheden mere i tråd med det, som verden kraever nu og i fremtiden.

Virksomheden var succesfuld på alle ydre parametre. De laver et produkt, som står i ualmindelig høj kurs for tiden. De afsaetter globalt. De har en ekstremt høj indtjeningsgrad, og ledergruppen består af intelligente, passionerede og dedikerede ledere. Både maend og kvinder. Danskere og udlaendinge.

Efter at have mødt dem besluttede jeg at gå linen ud. Jeg ville tale fremtidens lederskab uden filter. Uden den saedvanlige brobygning fra performancekulturens machosprog.

Jeg satte dem i en cirkel uden borde, inviterede til et møde om alt det svaere. Vi mediterede på virksomhedens formål og sluttede af med at udforme fremtidens ledelseskanvas.

Min første oplevelse opstod således i mødet med denne gruppe af ledere. Jeg oplevede, hvordan de hele tiden søgte det, der lå bagved. Bagved resultaterne, praestationerne og alt det, de forventes – og kunne ”nøjes med” – at levere. De søgte samtalen, det menneskelige, det personlige, og de insisterede på at blive ved med det svaere.

De tog en masse modige beslutninger, der gjorde radikalt op med alt det, vi kender som moderne lederskab. Det var et perfekt miks af yin og yang.

Min anden oplevelse opstod i mødet med en enkelt person. Han er partner i et stort rådgivningsfirma, og om ham kan man også sige, at han har cv’et i orden. Han har etableret sig som førende inden for sit speciale, har en konsistent, høj omsaetning, og så har han selvfølgelig for laengst krydset stregen til top-1-pct.-indtjeningen.

Det interessante er, at han er optaget af noget helt andet end naeste års resultater og indsatser. De seneste år har han laest og lyttet til spirituelle laerere som Eckhart

Tolle, Michael Singer, Lars Muhl og flere andre.

Når jeg spørger ham, hvad succes er, så falder det ham ikke ind at svare noget, der rimer på magt, penge og praestationer. I stedet taler han om at vaere glad, i balance og med kontakt til det indre.

Når jeg er sammen med ham, oplever jeg samme substans og eftertaenksomhed, som jeg gjorde i ledergruppen.

Vi lever i en tid, hvor succes defineres i det ydre.

Hvis du har høje karakterer, dyrker elitesport, har skabt en unicorn, er adm. direktør i en stor virksomhed eller på anden måde har realiseret svaert tilgaengelige resultater, så er du en succes. I den moderne, vestlige forstand.

Det forbandede er bare, at praemien, skatten eller belønningen for alt dette ligger for enden af regnbuen. Du når den aldrig. Det er et fatamorgana, der fordamper, hver gang du er lige ved.

I 1965 udgav Joseph Soloveitchik et essay, der hed ”The Lonely Man of Faith”, og i det beskrev han, hvordan der inden i os alle er en evig kamp mellem to arketyper, som han kaldte Adam I og Adam II. Soloveitchik var rabbiner, og hans essay var en fortolkning af skabelsesberetningens to første kapitler.

Adam I bliver skabt i Guds billede og sat i Paradis for at herske over naturen og transformere verden til et sted, som mennesket hersker over. Adam I er ambitiøs, optaget af at skabe og manifestere sig i det ydre. Han er pragmatisk og fokuserer på at få tingene til at ske.

Adam II vil ikke herske over verden og naturen. Han er mere optaget af at pleje og bevare den. Han er mere søgende. Stiller sig selv spørgsmålet: Hvad er meningen med livet? Han tror, at vi skal give for at modtage, og han mener, at vi skal give slip på os selv for at finde os selv.

De to Adamer styres af fundamentalt forskellige logikker. Hvor den første er det rationelle menneske, der taenker, at input giver output, og at risiko giver gevinst, så er den andens logik mere moralsk og siger, at vi skal overgive os selv for at bygge styrke, visdom og karakter.

Soloveitchiks pointe var, at mennesket har begge sider i sig, og at der imellem dem er en evig kamp.

Den tid, vi lever i, hylder Adam I. Adam I er industrialiseringens sejr, og mennesket har vist, at vi gennem viden, teknologi og forsøget på at herske kan skabe fremgang, vaekst og velstand. Men fortsaetter vi ufortrødent, er det vejen til menneskehedens deroute. Homo Deus.

Derfor gør det mig glad, når jeg møder mennesker, der nu giver mere plads til Adam II. Vi kan også kalde det for yin, visdom, spiritualitet eller overgivelse.

Det 21. århundrede overlever ikke uden, og vi har brug for det både personligt og i ledelsen af vores virksomheder og institutioner.

Det forbandede er bare, at praemien, skatten eller belønningen for alt dette ligger for enden af regnbuen.