Charlie Hebdo-redaktør fortvivler: Ytringsfriheden trues af mindretallene

Mens retssagen om det islamistiske terrorangreb mod Charlie Hebdo onsdag tog sin begyndelse, frygter avisens chefredaktør en ny form for censur.

Det kan godt vaere, det var en »historisk retssag«, der gik i gang onsdag. Det har franske medier i hvert fald ikke tøvet med at kalde de 49 retsmøder, der skal ende med en dom over eller frifindelse af 14 personer, som er anklaget for at have hjulpet de tre islamistiske terrorister, der over tre dage i januar 2015 sammenlagt draebte 17 personer.

Flere af ofrene var blandt Frankrigs dygtigste tegnere. De sad til redaktionsmøde på den satiriske avis Charlie Hebdo, da to unge brødre den 7. januar bevaebnet med kalasjnikover draebte løs og forandrede avisen – og Frankrig – for altid.

Alligevel var Gérard Biard, chefredaktøren for Charlie

Hebdo ikke med i retten.

»Vi har det problem, at avisen stadig skal laves,« griner han undskyldende over telefonen.

Genfinder letheden

Bare sjov er det nu ikke. Biard, der ikke selv var til stede på avisen, da terroristerne slog til, har reageret ved at vaere helt »besat«, siger han, af at fortsaette med at udgive avisen, der før attentatet ofte var lukningstruet pga. dårlige finanser.

Da Jyllands-Posten spørger, hvordan det går her fem år efter angrebet, er det også hans svar:

»Avisen udkommer stadigvaek. Retssagen er vigtig, fordi den burde ”afslutte” en periode. Men vi som redaktion forsøger at komme videre og vaek fra at vaere nogle, andre medier beskaeftiger sig med,« fortaeller han og tilføjer, at de også har ansat nye unge journalister og tegnere.

»De har ikke oplevet denne tid, så de hjaelper os med at genfinde noget af den lethed, som vi mistede.«

Desuden – og det er det virkelige problem:

»Kampen for ytringsheden er i dag mere end nogensinde før en daglig kamp.«

Biard har skrevet for Charlie Hebdo siden 1992. Derfor ved han, hvor meget det har »kostet« avisen at genoptrykke Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og siden bringe egne karikaturer af muslimernes profet. I årene op til attentatet modtog avisens journalister både voldsom kritik og dødstrusler, og en molotovcocktail sørgede for, at avisens lokaler braendte ned.

»I dag er der en ny form for censur, det er primaert selvcensur, som gør, at pressetegningen bliver noget meget irriterende,« siger Biard.

Som eksempel naevner han den amerikanske avis New York Times, der efter at have bragt en tegning, som blev beskyldt for at vaere antisemitisk, besluttede ikke laengere at bringe pressetegninger overhovedet.

»Spørgsmålet er ikke, om tegningen var antisemitisk eller ej. Men beslutningen om ikke laengere at bringe tegninger, det viser, at det ikke handler om antisemitisme, men om det bøvl, der følger med pressetegninger.«

Mindretal censurerer

I dagens vestlige demokratier kommer censuren ikke fra officielle organer, f.eks. en kirke eller en regering, fortsaetter Biard. Tvaertimod er det dele af befolkningen, som f.eks. identificerer sig ud fra deres religion, køn, eller hudfarve.

»Man kan kaempe imod en institution, men her er censuren overalt. Det er grupper af individer, som bestemmer, hvad der er tolerabelt. Så snart man kritiserer nogen eller noget på de sociale medier, bliver det personligt.«

Er det her en vaerre trussel af ytringsfriheden end terrorangrebene?

»De to ting følges ad. Det er terrorismens intellektuelle ansigt. Ytringsfriheden er virkelig truet på grund af – jeg kan ikke lide at bruge udtrykket ”politisk korrekthed”, for det er blevet overtaget af folk, jeg ikke kan lide – men det er en ny form for censur og selvcensur. Det er en reel fare.«

Biard er overbevist om, at der også undervejs i retssagen vil vaere eksempler på det, man i mangel af bedre kunne kalde for identitetspolitik. Han naevner, at der allerede i fransk presse i denne uge har vaeret en artikel, som argumenterede for, at man ikke skulle overvurdere religionens betydning hos terroristerne.

»Men de råbte ”Gud er stor” under attentatet,« kommer det fortvivlet fra chefredaktøren.

Sikkert er det, at advokaten for den af de anklagede i salen, som på forhånd har den tungeste anklage haengende over hovedet, fik flere af ofrenes advokater til at tale om »uvaerdige« argumenter. Det drejer sig om Isabelle Coutant-Peyre, der forsvarer Ali Riza Polat. Han skal have vaeret med på alle niveauer, da Amedy Coulibaly planlagde sit angreb på det jødiske supermarked.

Aldrig glemme

På første dag i retssagen, hvor spørgsmålet om terrorristernes våben blev behandlet, bad hun om nye informationer om de »egentlige våbensaelgere« og sagde så:

»Vi vil have et retssystem, der fordømmer de egentlige ansvarlige og ikke dem, der er blevet det ved et tilfaelde.«

Hun vurderede desuden, at Ali Riza Polat er en af flere syndebukke, idet angrebene burde vaere opdaget af de franske efterretningstjenester. Oplysningerne bekraefter Biard i, at forsvarerne vil slå på, at mange af de anklagede tilhører religiøse og etniske mindretal og kommer fra ressourcesvage vilkår.

»Men man er da nødt til at dømme de ansvarlige,« lyder det ikke helt optimistisk.

I dag er der en ny form for censur, det er primaert selvcensur, som gør, at pressetegningen bliver noget meget irriterende. GÉRARD BIARD, CHEFREDAKTØR FOR CHARLIE HEBDO

Er De traet af at tale om attentatet i 2015?

»Det ville selvfølgelig vaere godt, hvis Charlie Hebdo holdt op med at vaere noget, medierne beretter om. Men ellers skal vi selvfølgelig blive ved at tale om, hvad disse attentater betyder. Det må aldrig holde op.«