Ytringsfrihedens højeste pris
Hvor presset ytringsfriheden fortsat er i Vestens åbne samfund, tegner den historiske retssag i Paris om massemordet på medarbejdere på det satiriske magasin Charlie Hebdo til at føre endnu et ubehageligt bevis for.
Retssagen begyndte onsdag og retter sig mod 14 personer, der står anklaget for at have hjulpet de tre terrorister, der i to angreb i januar 2015 myrdede i alt 17 mennesker, heraf 11 tilstedevaerende på Charlie Hebdo.
Magasinet har benyttet lejligheden til at genoptrykke både egne og Jyllands-Postens profettegninger, som satte gang i hele Muhammed-krisen for snart 15 år siden. At dét i sig selv er en større nyhed i de fleste internationale medier er ét vidnesbyrd om, at det netop ikke laengere er en selvfølge, at medier – inden for lovens rammer – kan trykke, hvad de finder relevant. At Charlie Hebdo nu om dage produceres i lokaler et hemmeligt sted i Paris er et andet.
Der er grund til at hylde Charlie Hebdo og dets medarbejdere for deres overmenneskelige mod og standhaftighed. Deres forsvar for ytringsfriheden er vitterligt kompromisløst. »Vi vil aldrig falde til ro. Vi vil aldrig give op,« skrev redaktionschef Laurent Sourisseau – selv tegner under kunstnernavnet Riss – i den forbindelse. Måtte alt gå godt for kollegerne i Paris.
Det er laenge siden, at danske medier, herunder JyllandsPosten, sidst har publiceret tegninger af profeten Muhammed. Det går faktisk tilbage til 2008, da et flertal af danske dagblade genoptrykte Kurt Westergaards tegning, efter at politiet i Aarhus havde arresteret tre muslimer, mistaenkt for at ville begå et attentat mod tegneren. Men debatten er ikke gået vaek. Burde medierne ikke netop vise tegninger som et muligvis symbolsk, men dog vigtigt principielt forsvar for ytringsfriheden? Og lige nu: Burde Jyllands-Posten ikke gøre det i solidaritet med Charlie Hebdo?
Det er efterhånden mange år siden, at avisen traf beslutningen om ikke at gøre det. Netop Jyllands-Posten er som tegningernes oprindelige ophav saerligt udsat. Vi siger aerligt, at medarbejdernes og virksomhedens ve og vel står over selv det dyrebare princip om ytringsfrihed. Ingen tegning er et menneskeliv vaerd, og mange vil huske, at flere hundrede mennesker faktisk mistede livet i uroligheder i mange lande i kølvandet på Muhammed-tegningerne.
Man kan nok sige, at tiden, der er gået, siden Muhammed-krisen var på sit højeste, har ført til en større aerlighed, også herhjemme. I de første år blev der i alle slags medier praesteret mange haendervridende bortforklaringer for ikke at vise tegningerne. Nu tør vi sige det, som det er: Det er for farligt. Beslutningen er baseret på en frygt for, hvad der kan ske. Men: Frygt er faktisk en legitim følelse. Jyllands-Posten lever nu på 15. år med tilbagevendende risikovurderinger fra Politiets Efterretningstjeneste. Vi ved, hvad det vil sige at vaere i en slags mental belejringstilstand. Når vi prioriterer andre hensyn højere, betyder det ikke, at vi traeder ned fra vores grundlaeggende holdning til ytringsfrihed. Vi praktiserer den faktisk hver dag i stort og mindre, og vi bruger mange kraefter på at daekke debatten om den. Men vi er – stadig i en saerlig situation.
Når man i et frit samfund bøjer af for vold, får man ikke mindre, men mere vold. Det er retssagen i Paris også et eksempel på. Kollegerne på Charlie Hebdo betalte den højeste pris for at gå op imod denne sandhed. De satte sig ud over frygten på vegne af os alle. Derfor hylder vi dem i dag.